Brusende brænding.

Terpsichore kom dansende hen til Melpomene. “Vi har det herligt her mellem himmel og jord, men somme tider får jeg altså lyst til at prøve at være menneske. Ikke for evigt, kun lige et par timer måske. I øvrigt lever mennesker jo heller ikke evigt, men kun så længe, deres legemer kan klare mosten. Jeg gider hverken at blive født eller dø, men ville gerne prøve det uden for mange dikkedarer. Tror du, det kan lade sig gøre, kære Mel?”

Melpomene betragtede hende alvorligt og eftertænksomt. “Det kan det godt, men der er en stor risiko ved det. Her taler jeg ikke om fødsel eller død, men hvis du bliver forelsket, mens du er menneske, får du problemer.”

“Jeg ved ikke, hvad du taler om, søde Mel, men bare jeg kan få lov til at prøve nogle få af de sjove ting, mennesker har mulighed for, er jeg da tilfreds. Her bader jeg i farvestrålende regnbuer og nordlys, men jeg har set, hvor sjovt man har det, når man bader i havet. Jeg kunne så godt tænke mig at danse ud og ind i brændingen, og pjaske stille rundt lidt længere ude, for vand forekommer mig at være helt eventyrligt. Er jeg for langt ude?”

“Du kan hurtigt få sorger på ærmet,” svarede Melpomene med alvorlig mine. Hun var en erfaren dame og forstod meget mere end den danseglade Terpsichore, som mest var noget af et legebarn. “Men lad være med at spise og drik kun kildevand fra naturlige kilder, hvis du bliver tørstig, mens du er der. Ellers kan du ikke vende tilbage.”

Terpsichore fik lov til at prøve, og befandt sig pludselig på en dejlig, bred sandstrand med klitter til den ene side og det brusende hav til den anden, lidt nord for Løkken. Hun fik øje på en rytter som nærmede sig, og på ryggen af hesten, sad en meget smuk, ung mand med langt, blondt hår, der kunne bringe tankerne hen på Hansi, hvis man ellers vidste, hvem han var. Han var dog både yngre og kønnere end Hansi, og da han var nær Terpsichore, holdt han hesten an. For han kunne ikke modstå så smuk en skabning som vandrede så sorgløst på stranden, og hun havde oven i købet ikke en trævl på sin velformede krop.

“Hej menneske,” sagde Terpsichore frimodigt. “Vil du med ud at bade?” “Nej tak,” svarede han. “Jeg har vandskræk og kan ikke engang svømme. Men tag du bare en dukkert, så skal jeg passe på dit tøj og dine ting så længe.”

Han var så forvirret, at han ikke kunne overskue, at hun hverken havde tøj eller ting at tage vare på, og for femte gang i sit unge liv, gik det op for ham, at han var blevet forelsket ved første øjekast.

Terpsichore syntes, han svarede lidt underligt og dansede ud i bølgerne. Hun kunne svømme uden at have lært det, og nød sin dukkert, mens han ventede på stranden. Han ville anmode om hendes hånd, når hun kom ind. Det var han helt sikker på, for lynet var slået så grundigt ned i ham, at der var noget naturkatastrofe over det.

“Sigurd Jensen, gældfri lagerforvalter,” sagde han, da hun kom hen til ham igen, mens hun leende slyngede sit våde hår rundt med cirklende hovedkast. “Vil du være min ægteviede hustru for tid og evighed?” Han knælede i sandet og rakte hænderne frem.

“Nej, det har jeg sgu ikke tid til,” svarede hun. “Jeg skal snart tilbage, og vil lige prøve rutchebanen i Fårup Sommerland, inden jeg må hjem igen.”

De næste timer, dage og år ledte Sigurd Jensen, gældfri lagerforvalter efter Terpsichore. Han var hjælpeløst forelsket, og hans liv var spoleret og ruineret, hvis han ikke fandt hende igen.

Melpomene havde holdt øje med forløbet og tænkte: “Der var da noget om det, jeg sagde. Men det blev saftsusemig med modsat fortegn. Nåmen så kan han lære det, kan han. Når Terpsichore vågner igen, vil vi sammen gennemgå hendes jordtrip. Hun har klaret det så smukt, som kun en sorgløs, ægte dansemuse kan.”

/J.W.