Solen var gået i selvsving. Den vibrerede mildt og insisterende, og havde man ikke solbriller på, kunne det være vanskeligt at orientere sig om detaljer i omgivelserne. For naturen svarede igen på solens tilnærmelser, og sendte lune vibrationer retur.
Man befandt sig i et solflimrende paradis, hvor øjnene ikke fandt hvile på noget som helst. Det føltes, som om synsindtrykkene overdøvede alle andre sanseindtryk. Kiggede man ud over havet, for at se, om der skulle være en båd på vej ind, fandt man hurtigt ud af, at man også måtte lytte, hvis man ville spotte den, for hvide skumtoppe på de legende bølger, spejlingerne i vandet og den flimrende horisont, frigav ikke uden videre konkret information. Man blev selv en del af helheden, og det var aldeles vidunderligt.
”Sådan skulle det være altid,” tænkte Hedvig, mens mågeskrigene blandedes med lyden af hendes bare fødders frimodige pjask i brændingens grænseløse øjeblikke.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar