Vesterhavsbrænding.

Om foråret kvittevittevitter lærken mod den blå himmel, mens lommelærken klukker, eller kluk-lér, hele året.

Alkohol kaldes vinånd og bor ofte i en flaske. Slipper man ånden løs, går det sjældent upåagtet hen. Nogle trives med dens velsignelser, mens andre lider under dem.

Hos nogle er ånden tjener, hos andre herre. Den har det ligesom hunde: Et velafbalanceret eksemplar adlyder sin herre og kan gå uden snor. Er den utilpasset, og betragter sig som flokleder, vil den opføre sig uhensigtsmæssigt og være ulykkelig.

Men det er måske ikke så meget vinånden, som den der byder den op til dans, der har skoene på. Vinånden lader sig gerne føre af en god danser, mens en elendig danser bliver forført.

De sidstnævnte burde slet ikke inklinere, for så kan det gå, som det gik for Kristian. Han er dog et meget yderligtgående eksempel, men var vel egentlig heller ikke vild med dans, som sådan.

Officielt var Kristian afholdsmand. Han var afholdt, og han destillerede brændevin, som han rundhåndet skænkede til sig selv og vennerne, når lejlighed bød sig. Det gjorde ham ikke mindre afholdt, og lejligheder var der nok af. Her var Kristian nemlig kreativ, for han holdt meget af sin brændevin. Han nænnede ikke at betale de priser, butikkerne forlangte, og han ville heller ikke rejse til den anden siden af grænsen for at handle billigere, og smugler var han ikke. Her satte han grænsen.

I sine yngre dage havde han set lyset. Han var faldet i staver over en æbleskivepande i kobber, som hang på væggen. Lyset fra en pære som hang i loftet uden skærm, var faldet i panden, og havde fremkaldt et blødt, intens skær, som han så på uden at tænke nærmere over det, og pludselig bredte sig en salig fred i hele hans væsen. Han forstod, fordi det nu sagde sig selv, og han indså, at alt var godt. Hverken mere eller mindre.

Efter et par timer kom han langsomt til sig selv igen, men freden blev der, og det var ganske vidunderligt. Den holdt sig nogle uger, og Kristian erfarede, at der skete små helbredelser i hans nærhed. Han vidste, de kom fra ham, for det kunne han tydeligt mærke i ryggen. Der undslap en kraft fra ham, og en eller anden, som havde døjet med noget, var pludselig helbredt. Folk bemærkede forandringen, og man begyndte at kalde ham Kristian Himmelfart.

Men Kristian var svag. En dag følte han ikke kraften mere, og det gjorde ham fortvivlet. Han begyndte at skæve til det arsenal af flasker, han havde stående, og som han helt havde glemt i åndens lys. Det endte med, at han forsigtigt prøvede med et lille glas, så et mere, og endelig kom freden tilbage. Det var dog slet ikke den samme fred som før, men bedre end ingenting. Han skammede sig lidt, følte at han svigtede, men så ingen anden udvej, og så tog det ene glas det andet.

Hans to nærmeste venner, Sprutnik og Damen Uden Underkop, begyndte atter at besøge ham, nu han ikke var så underlig mere. Sprutnik havde fået sit kælenavn, fordi han kom fra Nr. Lyngby, hvor han helårsbeboede et sommerhus. Det stod dog efterhånden så nær ved skrænten, at det var risikabelt at opholde sig der, særligt når efterårsstormene tog ved. Han fortalte gerne om sine UFO-observationer på himlen over Vesterhavet, men folk slog det hen som satellit-kuller. Inga havde rejst med cirkus i sine yngre dage og ville helst drikke af krus, ligegyldigt hvad hun drak, så derfor kaldte Kristian hende for, Damen Uden Underkop.

Ellers nød han også gerne sine veldestillerede dråber i eget selskab. Når han havde taget proppen af flasken og skænket op, rullede han med øjnene og lovpriste sin ”Vesterhavsbrænding.” Han tog altid en meget dygtig slurk, for han kunne godt lide, at den sad. Og så følte han, at han på sin vis var royalist. Han hyldede Kong Alkohol ved mange lejligheder, som han kaldte ejerlejligheder, fordi han jo selv havde produceret.

”Selvgjort er velgjort, den der smører godt kører godt, alle gode gange er tre, og alle veje fører til Rom,” var noget han sagde i tide og utide. Det var gode sætninger, som han var vokset op med, og i hans univers var genbrug ikke et fy-ord.

Når han havde sat mange glas i arbejde, og udbyttet kunne registreres på varmen der bredte sig dulmende i hele kroppen, kunne han finde på at gøre honnør for Kong Alkohol. Ved en såkaldt ejerlejlighed havde honnøren været for kraftig. Han mistede balancen, og satte sig på gulvet ved siden af stolen.

”Så, så, så så så,” udbrød han og tog sig til lænden. Han snuppede en ekstra stor slurk ”Vesterhavsbrænding” og evaluerede. Resultatet blev, at han placerede en ekstra stol ved siden af den, han ikke ramte. Men næste gang han kom til at gøre for hurtig og for kraftig honnør, satte han sig mellem de to stole. ”Ja, så er man da godt og vel lige vidt,” mumlede han.

Og der sidder han og synger: ”Jeg blev født, mens glade lærker sang.” De ord er de eneste, han nu kan huske af ”Jeg er havren,” men det gør ikke så meget, for de passer til melodien hele vejen igennem. Denne gentagelse af disse smukke ord, gav et løft. De fungerede mantraagtigt og tændte en slags lys i kroppen og i sindet.

Indtil lyset stille gik ud, mens han svagt mumlede: ”Enhver er vel salig på sin k..”

/J.W.