Nordjyske Stiftstidende i dag.

Farvelkys.

  Et kys i dølgsmål på Alfarvej,

med Nytårsønsker for dig og mig.

  Alfen smiler lønligt ved tanken,

med blussende kind og hjertebanken.

  Glæd dig Alfrida og spids din mund,

følelser trives på gyngende grund.

  I morgen er det sikkert for sent,

så kysset er med hjertet ment.

  Du rejser til stjerner i det blå,

og så kan jeg ikke mere dig nå.

  Hils dog deroppe, ja hils fra mig,

du bliver stjernen fra Alfarvej.

 

/J.W.

 

 

Dugperler i ørkensand.

 

Et ”stjålent” knus, født af savn,

før man er i sikker havn.

Tro og håb, som dufter herligt,

gør det knus til noget særligt.

Perler af dug i ørkensand, 

blide toner i ingenmandsland.

/J.W.

 

 Olie/lærred. 40 x 30 cm.

"Looka."

 Olie(lærred. 25 x 30 cm. foruden ramme.

 

 Olie/lærred. 30 x 40 cm.

Nordjyske Stiftstidende, d. 12. december.

 

10. december i Nordjyske Stiftstidende.

 

Mordjyske Stiftstidende:

 

 Olie på plade af en art. 60 x 80 cm. foruden ramme.

"Ølhunden glammer."

 Frosten begynder at vise tænder og forener sig med den tiltagende vind. Som om de samarbejder, hvilket de ikke er uvante med.

Det er en mørk, mørk december-aften, og hunden skal luftes. Aftenturen har dog alligevel sin egen skønhed, som bedst forstås, når man er klædt rigtigt på.

Hjemme igen og en dygtig slurk frisk vand fra skålen på gulvet.

Et glas nisseøl er godt i julemåneden, især til risengrød, og nu det er hældt op, kan vi jo lave en historie ud af det og lege, at ølhunden glammer.

Selvom han absolut foretrækker det rene vand.

/J.W. (Maleri: Olie på lærred. 30 x 24 cm.)

 

"Croquis."

Olie/lærred. 50 x 40 cm.

JULESTEMNING.

 

  Døren til venteværelset blev åbnet, og denne gang var det Kaj Otto, doktor Frederiksen sagde ”værsgo” til.

 

  Kaj Otto rejste sig så hurtigt han kunne og fulgte efter lægen.

 

  ”Værsgo at sidde.” Lægen pegede på den eneste stol, der var, foruden hans egen drejestol, mens han tørrede håndtrykket af i en vådserviet og sprittede af.

 

  ”Hvad kan vi så gøre for dig i dag?”

 

  Kaj Otto vred sig lidt. ”Joh, der er så mange, der spørger, om jeg er kommet i julestemning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er. Så et eller andet er der vel galt. Hvis nogen glædestrålende viser mig et pyntet og tændt juletræ, glider mit autofokus øjeblikkelig ned til gaverne. Kan det være noget med mandlerne?”

 

  ”Den var god. Nej julestemning sidder ikke i mandlerne. Det har noget med gaflen at gøre.”

 

  ”Ja, giv mig bare kniven. Jeg ved godt, jeg har en redningskrans om hofterne. Det er jo også derfor, jeg går med både livrem og seler. Livremmen alene tør jeg ikke stole på.”

 

  Lægen tog Kaj Ottos blodtryk, vendte sig mod sin computer et øjeblik, spillede lidt på tastaturet og drejede hurtigt tilbage igen.

 

    ”Du skal have en stemningsgaffel. Apotekerne importerer dem fra julemandens værksted i Grønland. De ligner, til forveksling, stemmegafler, som vi kender dem, men de har englelyd. Lige som julen selv, så fra og med den første søndag i advent, og tyve dage frem, skal du slå den tre gange på kanten af bordet morgen og aften og skyl efter med nisseøl. Hvis du ikke er i julestemning senest den tyvende december, så ring igen. Men det skal nok virke.”

 

  ”Hjælper det også at bære rød nissehue med hvid kvast? Det gør min nabos datter hver dag i julemåneden. Hun er tyve år nu og har gjort det, så længe jeg kan huske.”

 

  ”Det er en udmærket ide. Jeg skriver en recept på nissehue, nisseøl og stemningsgaffel.” Han rejste sig, gav Kaj Otto hånden, plukkede en vådserviet ud af dispenseren, sprittede derefter af og sagde:

 

  ”Glædelig Julestemning, Kaj Otto.”

  Der var kun nogle få håndfulde dage til den tyvende december, dagen hvor Kaj Otto skulle ringe til lægen, hvis han ikke var kommet i julestemning trods anvisninger og recept. Mange af julekalenderens låger stod åbne nu, og kalenderlyset var brændt pænt ned. Det var let at se, hvor nært man var kommet målet, som var den fireogtyvende om aftenen, hvor lysene på det pyntede juletræ skulle tændes, enten med ild eller ved et tryk på en kontakt.

 

  På Storcentrets torv, stod julemanden og delte flødekarameller ud. Han smilede og nikkede ustandselig og ho-ho-ho-ede, som julemænd gør, når de ikke lige sidder i kanen og svinger pisken højt over de forspændte rensdyr. Det med pisken var egentlig en skueproces, for rensdyrene strøg villige gennem luften med frostkolde tågeskyer ud af næseborene. Fulde af julestemning… og gæret rensdyrlav.

 

  En lille dreng stod med pegefingeren i munden og stirrede på den trivelige julemand. Han kiggede betuttet på sækken med flødekarameller, som julemanden holdt frem mod ham:

 

  ”Vær så god, ho-ho-ho, tag du bare for dig min ven.”

 

  Drengen tog fingeren ud af munden og greb febrilsk en håndfuld flødekarameller, men pludselig fik faderen øje på sceneriet, flåede karamellerne fra drengen og smed dem ned i sækken igen.

 

  ”Du ved jo godt, at flødekarameller giver huller i tænderne, Preben,” sagde han irriteret og skulede olmt til julemanden.

 

  Det havde vor gode julemand ikke lige set komme. Han følte, han delte julestemning ud og fik mange glade smil fra børn og voksne. Han kiggede forbavset på faderen og så nu, at det var selveste dr. Frederiksen, hans egen sygekasselæge.

 

  ”Ho-ho-h…øhh, undskyld doktor, men er det ikke julestemning, det drejer sig om?”

 

  ”Julestemning mig her og julestemning mig der. Jeg er træt af jeres kunstige forestillinger og lokkemad. Jeg orker ikke dette stemningshalløj, men ser frem til at nytåret bliver overstået, så vi kan få amputeret de mørke måneder, der spærrer for foråret.”

 

  Han greb irriteret Prebens hånd og trak ham bort fra den afskyelige julemand.

 

  Kaj Otto var chokeret. Han havde nøje fulgt Frederiksens råd, fra sidst i november, og havde, morgen og aften, knaldet stemningsgaflen tre gange i bordet for at få englelyd og havde, som der også stod i recepten, skyllet efter med nisseøl.

 

  Julestemningen var kommet snigende og blev stærkere dag for dag, så Kaj Otto havde fået stor tillid til sin læge. Julestemning havde han ikke kendt før, men nu vidste han, hvad det var.

 

  Og det var en stor glæde for ham. Han var taknemmelig og besluttede at være med til at sprede denne smukke stemning. Det var lige netop derfor, han havde reageret på Centertorvets annonce om at agere julemand og dele flødekarameller ud.

 

  Men doktor Frederiksen kunne ikke ødelægge Kaj Ottos julestemning. Den havde sat sig, så han havde intet behov for at ringe til ham den tyvende, hvis det ordinerede ikke virkede. Stemningsgaflen, nisseøllet og nissehuen havde spillet smukt sammen og bragt julestemning til Kaj Ottos sind.

 

  ”Doktor Frederiksen skulle smage sin egen medicin og ikke nøjes med at tørre hænderne af i vådservietter og spritte af efter hvert håndtryk,” tænkte han, løftede sækken mod en lille pige og sagde:

 

  ”Vær så artig, ho-ho-ho.”

/J.W.

 

 

"Leo."

Olie/lærred. 20 x 20 cm. + ramme.

 Olie/lærred. 34 x 29 cm. incl. ramme.

Silkepæoner.

Olie på plade. 63 x 63 cm. incl. ramme.

 Olie/lærred. 32 x 26 cm. incl. ramme i rå træ.

Lørdagsballet.

 

”Jeg elsker dig højere, end fugl kan flyve.”

Ordene snublede lidt over hinanden, da han udtalte dem, men det var også uvant at sige sådan noget. Jævne ord, lige ud af landevejen, var jo dem man brugte i det daglige, og jævne ord var ukomplicerede. Man sagde det bare, som det var.

Men situationen var speciel og krævede nok særlige ord. Han havde i hvert fald aldrig før prøvet noget der, bare tilnærmelsesvis, lignede det her.

Ved lørdagsballet på kroen i aftes, havde han danset med en meget smuk pige. Han havde aldrig haft en kæreste, mest fordi han var genert, og ikke fordi han ikke kunne tænke sig det. Mange af kammeraterne havde erfaringer med piger, og snakkede frit og naturligt om det. Det brød han sig slet ikke om, for dette at have en pige at elske, var noget stort og helligt. Det burde man ikke være letsindig med.

Men pigen havde puttet sig ind til ham, og det var da endt med kinddans. Før hun forsvandt igen, som en sommerfugl i natten, havde hun givet ham sit telefonnummer… samt et kindkys, og det kunne han stadig føle sødmen af. Han førte jævnligt sin hånd op til stedet, og fik et undrende, drømmende og spørgende udtryk i øjnene.

”Kunne det virkelig passe, at hun havde syntes om ham?”

Dagen efter, berettede han forsigtigt om det, og kammeraterne morede sig indvendigt. Sådan en uhåndterlig fyr havde haft en oplevelse med ”et skørt.” Det virkede latterligt, så der måtte kunne trækkes underholdning ud af det. Efter lidt påtrængende forhandlinger fik de ham presset til at ringe hende op, ”fordi det jo var det, hun ønskede, og fordi det var det, man gjorde.”

Sådan havde han slet ikke tænkt. Det i aftes var en drøm, og der skulle ingenting til for at ødelægge den. Han turde ikke. Denne drøm kunne han leve på resten af livet, så den måtte ikke briste.

Men han modstod ikke presset, og kammeraterne havde vel også ret som sædvanligt. De vidste mere om den slags end han, og så var de dygtige til fodbold. Det ene med det andet.
”Men, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” indvendte han.

Kammeraterne vidste godt, hvem pigen var, og det var et mysterium for dem, hvordan han kunne opnå sådanne fortrin hos hende. Hun var så attraktiv, at alle som én ville slippe alt, hvad de havde i hænderne, hvis de kunne opnå hendes gunst. Så nu skulle der laves sjov, for der måtte gøres et eller andet her, så det blev håndterligt igen.

De forsynede ham med de mest komiske vendinger, de kunne finde på og lo til hinanden, mens de gestikulerende gentog dem uden for hans hørevidde.

”Så er hun sikker,” sagde de.

Han var forvirret, men når de sagde det, var der jo nok noget om det, for de var da venner, og så ønskede de sikkert kun det bedste for ham.

Kammeraterne slog kreds om ham, mens han ringede hende op. De frydede sig, for hun ville grine sin røv i laser, når hun hørte hans klodsede ævl.

”Jeg elsker dig, højere end fugl kan flyve. Og… dine øjne er dybere end en skovsø.” Han lirede det lidt hakkende af, mens hans øjne, desperat flakkende, søgte kammeraternes godkendende blikke. Men selv om de, på en måde, godt kunne lide ham, så de alligevel frem til hans knusende nederlag. For det gav dagen indhold.

Emma stod og snakkede med sin bedste veninde:

”Jeg mødte en sød fyr ved ballet i aftes. Han er helt anderledes end de andre, og du skulle høre hans ord, da han ringede til mig i dag. For første gang har jeg mødt en, som tænker på andet end fodbold og drillerier. Ham kunne jeg godt blive forelsket i. Han giver mig de sødeste sommerfugle i maven, og når jeg skal giftes, skal det være med sådan en som ham. Og,” tilføjede hun drømmende, ”måske netop ham.”

/J.W.

Den økologiske tenor.

Han fyldte lungerne med luft, klemte balderne sammen og stødte modet op i brystet, mens han, på én gang målbevidst og tøvende, skridtede over mod Inga. Han bukkede og sagde:

“Vil du danse?”

Hendes blik ramte hans frisure og gled langsomt nedad til det nåede hans sko, hvorefter det fusionerede med den upersonlige baggrund:

“Jeg er optaget.”

“Nu igen,” tænkte han desperat. “Hvorfor siger de altid nej? Jeg kan lige så godt gå hjem og se dyner. Mine dage starter tidligt, og når køerne er gennet på græs og jeg pløjer eller harver, har jeg det godt. Mens jeg sidder på traktoren med piben i munden, akkompagneret af skrigende måger, smager jeg ikke disse bitre dråber, men glæder mig til at løsne hætten på termokanden og hælde en sjat kaffe op. Så lever jeg, og måske er det, det højeste mål jeg har udsigt til.”

Han havde vasket sig grundigt i ansigtet og kørt deodoranten rundt i armhulerne. Som kronen på værket kom han rigeligt brillantine i håret og klaskede de nybarberede kinder med Esprit de Valdemar, indtil det ikke sved mere. Der skulle ikke være noget at komme efter der, og duften af stald, som havde det med at hænge ved, burde nu være elimineret. Selv kunne han bare lugte de overvældende nuancer, der kom fra de materialer, han havde købt i Brugsen for at tage sig bedst muligt ud. Han havde smurt vaseline på sine solafskallede ører, for at udglatte ligheden med bark fra gamle træer, en lighed som var uundgåelig efter mange uger i marken, hvor solen ofte var ubarmhjertig.

Men pigerne ville ikke danse med ham. Måske fordi de vidste, at han kun var almindelig karl og ikke fodermester som Evald, men når han, efter et par år fra nu, ville blive forkarl på Nordbygård, ville de uden tvivl lægge mærke til ham. Der var prestige i at være noget på Nordbygård, for proprietæren, som ejede den, kom sammen med både sognerådsformanden, førstelæreren på den stråtækte skole og politimesteren… ja og brugsuddeleren. Så kunne han måske selv også begynde at være kritisk og nøjes med at bukke for de kønne piger, når musikken spillede op til lørdagsbal på kroen.

Én ting ingen andre end køerne og mågerne vidste var, at han kunne synge ”I alle de riger og lande” lige så godt som Ove Verner Hansen, men det var ikke så nemt at høste anerkendelse for det, især fordi han var genert. Selv i kirken, søndag formiddag, sang han ikke men nøjedes med at nynne. Ellers ville alle have vendt sig om, når han oplod sin røst. Og det havde han ikke nerver til. Hvis pigerne havde hørt ham synge i marken, var der sikkert en og anden, som ville ignorere hans umiskendelige duft af stald, blandet med duften af brillantine og Esprit de Valdemar og en subtil efterbrænding fra vaseline. Så kunne han nok få et ”ja tak,” som svar på et høfligt buk, selv om han endnu kun var karl.

Men mågerne og køerne hørte ham, og når han var færdig med at pløje, stak han sin pibe i lommen og sang sit hjerte frimodigt ud. Så begyndte køerne at samles og gå ham i møde. De vidste, at det var på tide at komme hjem og blive malket, og sammen gik de, med deres vidunderligt afslappede og tillidsfulde blikke, mod Mælkevejen med nikkende hoveder, ligesom et kompagni fiskekuttere der sejler op mod vinden og tygger bølgerne, fordi de ved, der venter store fiskestimer forude.

/J.W.

1John Weinreich

A mayor of the old west.

 Olie/lærred. 30 x 30 cm. + ramme.

Kaffetid hos grev Tramp

på Kyø slot, som ligger i skoven bag Sebberkloster.

( I tiden før 1. verdenskrig).

Olie/lærred, 30 x 30o cm. Nymalet efter arvestykke.

 Olie/plade. 32 x 32 cm. incl. ramme.

 Olie/lærred. 40 x 30 cm.

 Olie/lærred. 30 x 24 cm.

Tordenkaffe.

Helt ude i skoven lå et lille bjerg. Det var uden bevoksning, bortset fra frodigt græs, og kunne godt minde om en dansk gravhøj fra de gode, gamle dage… eller i hvert fald fra gamle dage.

Det var dog ikke nogen gravhøj, men troldens bolig. Han havde udhulet bjerget, og stivet det af indvendigt med træ. Loftet bestod af tynde træstammer, og med passende mellemrum var det understøttet af kraftigere egestammer. Det var godt og solidt og, med lidt god vilje, også hyggeligt. På en af væggene hang et skilt, han havde lavet af ler, og med store bogstaver, ridset ind med en troldsplint, stod der: Frænde er frænde værst. Sommetider steg der en røgsøjle op fra toppen af bjerget, og det tolkede skovens dyr og småfolk, som røg der kom direkte fra jordens indre.

Trolden vågnede ved, at hans mave rumlede. Han havde sovet nogle måneder, og nu begyndte hans krop at kræve energi for fortsat at være leveringsdygtig i huld og hestekræfter. Før han var gået til ro, havde han stillet en dynge hjemmebagte drømmekager ved sin side, for han vidste af erfaring, at han var drønsulten, når han vågnede. Han havde også en tønde hjemmelavet æblecider ved hånden, fremstillet af gærede pigæbler, adamsæbler og guldregn. Så der var ene gode sager at vågne op til.

Han famlede fumlende med hænderne for at få fat i en kage, men selv om hans hænder søgte i stadig større områder, fandt de ingenting. Han satte sig op og gnubbede øjnene. ”Hvor fanden var de kager?” Men der var ingen der svarede, og der var ingen kager og ingen æblecider at se. Maven rumlede og øjnene skød lyn. Han tænkte med afsky på sin sleske, tvetungede og tyvagtige halvfætter der residerede i en mystisk og mytisk have, som lå i en tidslomme.

Der var vist ikke andet at gøre end at bage og brygge på ny. Han måtte ud i skoven og samle ind, for alt det han skulle bruge fandtes her: Hestepærer, pigæbler, brændenælder, guldregn, lerklumper, røde og grønne fluesvampe, sure rønnebær samt lidt af jordens salt. Adamsæblerne måtte han på æbleskud for at få fat i, for de voksede kun i halvfætterens have, og den havde trolden ikke legal adgang til. Den lå lige i nærheden, men man skulle have et særligt øje for den, ellers kunne man ikke spotte den. Det havde han heldigvis, og det sad midt i panden, men det betød samtidig, at alle han mødte flygtede i rædsel. For sådan et udseende var helt ude i skoven.

Nå, men disse ingredienser blev mast og rørt sammen, mens der gradvist blev tilført vand fra mergelgraven for at få den rigtige konsistens.

Hele tiden, mens kagerne var i den varme ovn, og æblecideren gærede, rumlede hans mave som bølgerne ved havets brænding, og øjnene skød heftige lyn. Han var frustreret og vred over, at der havde været sultne og tyvagtige besøgende, mens han snuede på sit grønne øre.

Samtidig malede skovens dyr og småfolk bønner og bryggede kaffe på livet løs. De vidste nemlig, at når det rumlede, så gulvene gyngede, og lynglimt krydsede hid og did, var det på tide at kværne bønner og sætte vand over. Så kildrede det forventningsfuldt i maverne, for tordenkaffe var verdens bedste kaffe.

Nu sov slangen, dens kone og deres yngel, paradisisk i den navnkundige have under et bugnende æbletræ. Med maverne fulde af lækre, stjålne kager skyllet ned med herlig æblecider. Så var de forfriskede og udhvilede, når solen stod op og satte turbo på dagen, hvor Eva skulle sminkes til sit nøje indstuderede og gennemannoncerede teaterstykke, hvori også adamsæblet spillede en rolle.

Skovens dyr og småfolk undrede sig lidt over, at der ingen regn kom, men de slog sig elegante til tåls med, at der jo var mere mellem himmel og jord, og at tordenkaffen havde den smag og styrke, tordenkaffe skulle have.

/J.W.

Efter høst. (Da farfar var ung.)

Kajakkerne, kogene og motorbådene ligger og hugger i deres fortøjninger. Efteråret har sat ind, og lyset kommer lidt skråt. Mågerne er livlige og har allerede været længe på vingerne. Appetitten er stor, og det er ikke så let at finde føde nu, som tidligt om morgenen, når fiskerne hiver ruserne ind. Så falder der altid rigeligt med godbidder af, og mange af dem bliver fanget i luften.

Nu kommer den blå halvtredser fra Løgstør, gør holdt midt i byen og fortsætter så mod Nibe og Aalborg, hvorefter den gentager ruten i omvendt rækkefølge.

Lørdag aften er der bal på Sølyst, hvor Arnes Rødt og Grønt spiller op til bal. Herfra er der udsigt til fjorden, men der er noget mørkt, og opmærksomheden er vendt mod dansepartneren, og ved bordene står halvfyldte ølglas, som også hævder opmærksomhed.

”Vil du med ud i pausen?” Denne sætning er gentaget mange gange, og i pausen bliver udvekslet både kys og kram, indtil Arnes Rødt og Grønt lokker med: ”Det var på Capri, jeg så hende omme.”

/J.W.

 Olie/lærred. 40 x 30 cm.

”Sindbillede.”

Når bølgerne ”kruser” i bredningen,

når fjorden slikker rytmisk op ad glaciet

mellem købmandens ishytte og broen,

når bjerget markerer sin silhuet mod Trehøje,

og skyerne troværdigt beretter om godt fiskevejr,

fyldes hjerter af forjættelse.

Det hele er genkendt og forstået .

Nogle af fiskernes ”steg” står som skeletter

til indianertelte og bådene skvulper forventningsfulde,

mens drengene gør deres fiskekroge klar.

/J.W.

Sæby-glimt.

Olie på plade. 60 x 80 cm.

 Olie på plade. 80 x 60 cm.

En Limfjordsperle.

 

Den fine, lille perle lå og iagttog bælgmørket. Det gjorde den tit, for den havde bemærket nogle interessante fænomener ved det. Allerførst havde den tænkt: ”Er mørket egentlig sort, eller er der måske nuancer? Er mørket tæt og uigennemtrængeligt?”

Den havde efterhånden indset, at mørket havde sin egen natur som ikke lod sig sætte i bås, for når perlen faldt i tanker, glemte den mørket for en stund, og så kun det den tænkte på og oven i købet i de smukkeste farver. Det var vel fordi, den aldrig tænkte på andet end smukke ting, når den tænkte. Ellers var det også som om, den kunne se nogle tågede farvepletter som kom og gik, når den kiggede direkte på mørket. Den vidste godt, de stammede fra den selv, men alligevel. Om det var optiske eller mentale fænomener var vanskeligt at afgøre. Den hældede mest til de mentale, men lukkede den øjnene og trykkede på dem, opstod der nye fænomener, så det var ikke til at vide med sikkerhed. Måske lidt af hvert.

”Mon de andre perler har lignende tanker,” tænkte den. Den var jo, trods alt, kun een blandt mange. Een lille perle i en kæde, hvor alle perlerne var samlede på en fin snor som bandt dem sammen, så de blev en familie, alle med et fint, boret hul hele vejen igennem.

Når kæden ikke blev brugt, havde perlerne fri, og blev lagt i en smuk æske som var foret med rødt fløjl. Det gav et lille klik, når æsken blev lukket, men man hørte aldrig, når den blev åbnet. Til gengæld strømmede lyset så ind, hvilket fik alle perlerne til at juble. De vidste nemlig af erfaring, at de sandsynligvis skulle ”hænge ud,” som de, lidt moderne, kaldte det. Ellers talte de kun et fornemt sprog, for alle perlerne var dannede, og dannelse var et adelsmærke for en ægte perle, som var dannet i en ægte Limfjordsøsters.

Perlen havde altid vidst, hvor og hvordan den var dannet. Ikke at den kunne huske det, men alle perlerne havde fået en fælles beretning om deres eventyrlige skæbne. Den kunne dog svagt mindes den fine, let salte, smag som det strømmende vand, den havde levet sin barndom med, havde afgivet.

Når perlekæden hang om halsen på ejerinden, og hun svingede sig elegant på dansegulvet med sin partner, følte perlerne samme glæde og fryd, som børn der er kommet i Tivolis rutchebane. Også lysene, som de automatisk reflekterede, fik det til at kilde i udboringerne. Det var liv og glade dage.

Hvis bare ikke hendes dansepartner havde været så klodset, eller i hvert fald uheldig, at få sin hånd indenfor hendes perlekæde, mens de dansede en forrygende Jitterbug, havde alt måske været fryd og gammen endnu. Men kæden brast, og perlerne blev slynget hid og did. De dansede og hoppede nede på gulvet, og spredtes i alle retninger. Der blev et vældigt postyr, og nogle forsøgte at feje perlerne sammen igen.

”Jeg er her, jeg er her, jeg er lige her,” skreg den lille perle fortvivlet, men ingen ænsede den. Den var trillet ned i en fuge mellem nogle gulvbrædder, hvor den hurtigt blev omklamret af noget sejt, ildelugtende, harpiksagtigt stof. Glansen var nu helt gået af den, og den blev mast mere og mere ned af trampende sko, som forsøgte at redde så mange af perlerne som muligt.

”Jeg er vist begyndt på et helt nyt kapitel af min tilværelse,” tænkte perlen. ”Måske er der nogen som finder mig en skønne dag, og så tænker de nok: Nej, se en fin lille perle. Den skal bare renses, så er den lige så god som ny.”

Og det har de ganske ret i, for en dannet perle af ædel byrd ældes ikke på samme måde som mennesker. Den bliver ældre og ældre, men samtidig ædlere og ædlere.

Værre er det trods alt ikke.

/J.W.

 Olie/lærred. 30 x 24 cm. + ramme.

 Olie/lærred. 30 x 30 cm. + ramme.

Endnu en badetur inden "sommeren lukker."

 Olie/lærred m. dyb blindramme. 50 x 50 cm.

Jordbærske, banankniv og en lovlig lang arm.

 

Smørekniven med det bananlignende skæfte lå i bestikskuffen og tænkte på sit image, som havde fået et knæk, efter hans anholdelse i Bispensgade sidste år. Da havde han aftalt at mødes med sin elskede jordbær-ske på Nytorv, men var aldrig nået frem, fordi han blev opdaget og tilbageholdt af lovens lange arm. Han havde ikke gemt sig og havde haft ”det lange ben foran,” men politiet sagde, de havde lovhjemmel til at arrestere ham for ulovlig våbenbesiddelse. Han bar ikke lovhjelm på hovedet, da han ikke følte, han havde noget at skjule, så knivbladet var let at få øje på.

 

Selv om det kun var til at smøre med, var det alligevel ulovligt, fordi det ikke kunne klappes sammen. Han protesterede og argumenterede men fik kun lov til at klappe i.

 

Jordbærskeen troede, at han havde brændt hende af og besluttede, at han var en røvbanan. Senere havde det taget ham lang tid at retfærdiggøre sig overfor hende, så de kunne få deres gamle forhold tilbage.

 

Nu var de endelig sammen igen, og banankniven havde taget jordbærskeen i den anden hånd, mens de spadserede op mod Sallings Cafeteria, hvor de havde aftalt at nyde en kop kaffe. Herefter ville de på udsalg og prøve at finde en smart lovhjelm som samtidig kunne lune lidt.

 

For selv om lov er lov og til at bygge land med, er kulde også kulde og ikke til at bide skeer med, og før eller siden blev det vel vinter igen, selv om det næsten ikke var til at fatte i øjeblikket, hvor store hedeslag blev udkæmpet i sommervarmen.

 

Banankniven var også træt af at føle sig trådt på af lovhjemlerne fra lovens lange arme.

 

For dem kunne han ikke smøre. Loven var indgivet fra højeste sted af eksperter. Og eksperter ved jo altid, hvad de snakker om…

 

/J.W.