Havblik.

Dit udtryk kan jeg ikke tolke.
Det breder sig frimodigt
over mine grænser
og lægger ukendte planer
i min blinde plet.
Mens jeg prøver at indfange det,
ser jeg regnbuer i vandfald
fra himlen mod jorden,
som danner eventyrlige have
jeg kan flyde i.
Storme kaster rundt med bølger,
men inden jeg vænner mig til dem,
bliver overfladerne spejlblanke.

Dit blik beskriver Mælkevejens musik
og smiler af min ivrige usikkerhed.
Det spejler sig i blanke have,
hvor det beskriver sig selv.

/J.W.