torsdag den 29. december 2022
tirsdag den 27. december 2022
tirsdag den 20. december 2022
JULEÅND
søndag den 18. december 2022
ERINDRING
”Det er sjovt, at et enkelt blik ud af vinduet, samt stilheden i stuen, kan vække minder af stor betydning, selv om de måske forekommer ubetydelige, når man forsøger at skildre dem.”
Han sad ved dagligstuebordet og drejede hovedet mod sin kone, som hyggede sig i sofaen. Hun lagde bogen fra sig, og ventede tålmodigt på den fortsættelse, hun vidste ville komme.
”Ja, det er måske ikke noget særligt, men så alligevel.”
Han kiggede ud på den stemningsfyldte vinterhimmel og tillod opmærksomheden at trække sig indad mod erindringens billedbog, som han bladrede forsigtigt i, til han nåede den rigtige side.
”Vi skal vel omkring seks dekader tilbage,” sagde han og drejede hovedet mod hende igen. ”Jeg kom ikke i skole den dag, fordi jeg havde ondt i halsen. Du ved, den slags halsbetændelse man havde dengang, hvor det føltes, som om der sad barberblade i halsen, der tvang en til at skære grimasser ved hvert, smertefuldt synk. Ja, sådan en halsbetændelse kan man vel også få i vore dage, vil jeg tro. Nåmen, kun min mor og jeg var hjemme. Alle mine søskende var i skole, og min far var på arbejde. Mødre gik hjemme dengang og havde forklæde på. Det var formiddag og bortset fra min mors rolige syslen, var der stille. Jeg lå på sofaen med et tæppe over og skar nødtvunget, og regelmæssigt, de uundgåelige grimasser. Bevidstheden om at mine klassekammerater sad ved skolebordene, og måske skiftedes til at rejse sig og recitere salmevers i klasseværelsets karakteristiske duft, var med til at forstærke den milde følelse af stilhed og fred i de små smertepauser. Som en svalende oase, uberørt af den omgivende, solsvedne ørken.”
”Så kom min mor ind til mig med en kop duftende kamillete, samt en desserttallerken med et stykke nybagt franskbrød på. Det så dejligt ud, og foruden smør var det smurt med et pænt lag hjemmelavet syltetøj. En blanding af ribs og solbær fra vores egen have.”
”Det var lige her, da jeg tog den første bid af mellemmaden, og duften af syltetøj og kamillete ramte næsen, at mindet blev ”ristet i runer.” Jeg vidste jo, at om lidt, når bidden skulle synkes, ville barberbladene gøre deres nederdrægtige arbejde, men jeg tænkte ikke på det. For inden da holdt tiden en pause, og jeg nåede at erfare den reneste følelse, jeg erindrer at have haft. Den kunne ikke sammenlignes med at pakke en julegave op eller at finde en tokrone i vejkanten. Følelsen var på et helt andet niveau. Meget stille og meget intens virkelighed. Helt naturligt, enkelt og ukompliceret. Smukkere kunne det ikke være.”
”Åh ja, det kan jeg skam godt følge dig i,” svarede konen. ”Det tror jeg, vi alle kender til.”
/J.W.
onsdag den 7. december 2022
JULESTEMNING (1/2) og (2/2).
JULESTEMNING
(1/2).
Døren til venteværelset blev åbnet, og denne
gang var det Gudmund, lægen sagde ”værsgo” til.
Gudmund rejste sig så hurtigt han kunne og
fulgte efter lægen.
”Værsgo at sidde.” Lægen pegede på den eneste
stol, der var, foruden hans egen drejestol, mens han tørrede håndtrykket af i
en vådserviet.
”Hvad kan vi så gøre for dig i dag?”
Gudmund vred sig lidt. ”Joh, der er så mange,
der spørger, om jeg er kommet i julestemning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal
svare, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er. Så et eller andet er der vel
galt. Hvis nogen glædestrålende viser mig et pyntet og tændt juletræ, glider
mit autofokus øjeblikkelig ned til gaverne. Kan det være noget med mandlerne?”
”Den var god. Nej julestemning sidder ikke i
mandlerne. Det har noget med gaflen at gøre.”
”Ja, giv mig bare kniven. Jeg ved godt, jeg
har en redningskrans om hofterne. Det er jo også derfor, jeg går med både
livrem og seler. Livremmen alene tør jeg ikke stole på.”
Lægen tog Gudmunds blodtryk, vendte sig mod
sin computer et øjeblik, spillede lidt på tastaturet og drejede hurtigt tilbage
igen.
”Du skal have en stemningsgaffel. Apotekerne
importerer dem fra julemandens værksted i Grønland. De ligner, til forveksling,
stemmegafler, som vi kender dem, men de har englelyd. Lige som julen selv, så
fra og med den første søndag i advent, og tyve dage frem, skal du slå den tre
gange på kanten af bordet morgen og aften og skyl efter med nisseøl. Hvis du
ikke er i julestemning senest den tyvende december, så ring igen. Men det skal
nok virke.”
”Hjælper det også at bære rød nissehue med
hvid kvast? Det gør min nabos datter hver dag i julemåneden. Hun er tyve år nu
og har gjort det, så længe jeg kan huske.”
”Det er en udmærket ide. Jeg skriver en
recept på nissehue, nisseøl og stemningsgaffel.” Han rejste sig, gav Gudmund
hånden, plukkede en vådserviet ud af dispenseren og sagde:
”Glædelig Julestemning, Gudmund.”
JULESTEMNING
(2/2).
Der var kun nogle få håndfulde dage til den
tyvende december, dagen hvor Gudmund skulle ringe til lægen, hvis han ikke var
kommet i julestemning trods anvisninger og recept. Mange af julekalenderens
låger stod åbne nu, og kalenderlyset var brændt pænt ned. Det var let at se,
hvor langt man var kommet målet, som var den fireogtyvende om aftenen, hvor
lysene på det pyntede juletræ skulle tændes, enten med ild eller ved et tryk på
en kontakt.
På Storcentrets torv, stod julemanden og
delte flødekarameller ud. Han smilede og nikkede ustandselig og ho-ho-ho-ede,
som julemænd gør, når de ikke lige sidder i kanen og svinger pisken højt over
de forspændte rensdyr. Det med pisken var egentlig en skueproces, for
rensdyrene strøg villige gennem luften med frostkolde tågeskyer ud af
næseborene. Fulde af julestemning… og gæret rensdyrlav.
En lille dreng stod med pegefingeren i munden
og stirrede på den trivelige julemand. Han kiggede betuttet på sækken med
flødekarameller, som julemanden holdt frem mod ham:
”Vær så god, ho-ho-ho, tag du bare for dig min
ven.”
Drengen tog fingeren ud af munden og greb
febrilsk en håndfuld flødekarameller, men pludselig fik faderen øje på
sceneriet, flåede karamellerne fra drengen og smed dem ned i sækken igen.
”Du ved jo godt, at flødekarameller giver
huller i tænderne, Preben,” sagde han irriteret og skulede olmt til julemanden.
Det havde vor gode julemand ikke lige set
komme. Han følte, han delte julestemning ud og fik mange glade smil fra børn og
voksne. Han kiggede forbavset på faderen og så nu, at det var selveste dr.
Frederiksen, hans egen sygekasselæge.
”Ho-ho-h…øhh, undskyld doktor, men er det
ikke julestemning, det drejer sig om?”
”Julestemning mig her og julestemning mig
der. Jeg er træt af jeres kunstige forestillinger og lokkemad. Jeg orker ikke
dette stemningshalløj, men ser frem til at nytåret bliver overstået, så vi kan
få amputeret de mørke måneder, der spærrer for foråret.”
Han greb irriteret Prebens hånd og trak ham
bort fra den afskyelige julemand.
Gudmund var
chokeret. Han havde nøje fulgt Frederiksens råd, fra sidst i november, og
havde, morgen og aften, knaldet stemningsgaflen tre gange i bordet for at få
englelyd og havde, som der også stod i recepten, skyllet efter med nisseøl.
Julestemningen var kommet snigende og blev stærkere dag for dag, så Gudmund
havde fået stor tillid til sin læge. Julestemning havde han ikke kendt før, men
nu vidste han, hvad det var.
Og det var en stor glæde for ham. Han var
taknemmelig og besluttede at være med til at sprede denne smukke stemning. Det
var lige netop derfor, han havde reageret på Centertorvets annonce om at agere
julemand og dele flødekarameller ud.
Men doktor Frederiksen kunne ikke ødelægge Gudmunds
julestemning. Den havde sat sig, så han havde intet behov for at ringe til ham
den tyvende, hvis det ordinerede ikke virkede. Stemningsgaflen, nisseøllet og
nissehuen havde spillet smukt sammen og bragt julestemning til Kaj Ottos sind.
”Doktor
Frederiksen skulle smage sin egen medicin og ikke nøjes med at tørre hænderne
af i vådservietter efter hvert håndtryk,” tænkte han, løftede sækken mod en
lille pige og sagde:
”Vær så artig, ho-ho-ho.”
/J.W.
søndag den 4. december 2022
MENS VI VENTER
Denne morgen var himlen stadig sort. Der var
ingen stjerner at se, så der måtte være overskyet. Stille tonede en grå nuance
over, og nu åbnede Aurora langsomt øjnene, hvilket straks prydede horisonten.
Hun var så nænsom, at det virkede som om, hun ikke kunne få sig til at skubbe
det grå himmeltæppe til side.
Men man anede også en kærlig beslutsomhed,
mens hun langsomt drejede lysdæmperen mod plus. Det grå mistede kraft og blev
gennemsigtigt.
Auroras styrke var indiskutabel. Hun erobrede
hurtigt billedet, og i det lysegrå himmeltæppe opstod store, rene, lyseblå
skjolder. Så tog solen den gule førertrøje på, og bortjog helt usentimentalt
såvel morgenrøden som gråtonerne. Nogle mørke skyformationer, med blålilla
nuancer, udtrykte individuelle karaktertræk, som blev fremhævet af den nu
lysende blå himmel.
Solen skinnede blændende i sin fulde pragt,
selv om den stadig holdt sig lavt på himlen. Fra denne position ramte den
træerne, som den sprayede med engelskrød og guld, og adskillige hvidkalkede
husmure blev så kraftigt belyst, at det var vanskeligt at se om der var vinduer
eller døre i.
Denne morgen lovede godt for dagens videre
udvikling. Men årstiden er lunefuld, så i løbet af et kvarter kan himlen mørkne
kraftigt til og levere regn, slud eller sne. Typiske tegn på, at almanakkens
symfoniorkester er ved at stemme instrumenterne til vinterrepertoiret, og så er
det tid til supper, stearinlys, grønlangkål, brunkager, klejner og nisseøl.
/J.W.
lørdag den 3. december 2022
SPØGELSESTONER
Tonerne strøg mod øregangene, som en krum katteryg mod bare ben, og trommehinderne sendte dem, ad finurlige kanaler, ned til hjertet, som de omringede med magiske cirkler, der ikke fulgte de kendte mønstre, som f. eks. ringe i vand.
Men beskrivelsen holder ikke helt og aldeles
vand, for der skete noget, han ikke havde forventet. Katten rejste sig på
bagbenene og dansede som en prinsesse, hunden trommede med forpoterne på
kagedåsen, som indeholdt vaniljekranse, og fjernsynet tændte sig selv.
”Så findes der altså spøgelser,” tænkte han.
”Når de rette omstændigheder er til det.” Han fik et besynderligt udtryk i
ansigtet, for selv om han nød violinens toner, forstod han ikke, hvorfor de
satte sådan noget i gang. ”Var det tonerne alene, var violinen magisk, eller
var det violinistinden, som udløste disse hændelser?”
Han besluttede at kontrollere kagedåsen, som
var det mest håndgribelige, når musikken sluttede, for var vaniljekransene
blevet til en slags pebernødder, havde der været spøgelser på spil. Så var
vaniljekransehullerne blevet spist af dem, hvorefter ringene nødvendigvis måtte
samle sig, hvis de ville undgå at ende som sød rasp. ”Men indtil videre vil jeg
nu koncentrere mig om at nyde de bevægende toner,” besluttede han.
/J.W.