Juliane boede i en ganske lille lejlighed. Alene? Ja og nej, for hun havde tre katte, så alene var hun egentlig ikke. Ikke på dén måde. Man fik lyst til at invitere hende til juleaften, så man kunne kræse for hende, for hun var utrolig sød og kærlig. Katte og hunde fik let hendes hjerte til at løbe over, og da hun blev spurgt, om hun ville spise méd juleaften, svarede hun, at det kunne hun desværre ikke, for hun havde lovet kattene, at de skulle hygge sig sammen.
Kattene fik gaver, som var fint indpakkede i julepapir, og hun kom med en julegave til vores hund. Den lignede en almindelig julegave, af den slags mennesker giver hinanden. Med til og fra kort. Han havde også fået fire adventsgaver, som han selvfølgelig selv skulle åbne, hver gang det blev søndag, og et ekstra lys blev tændt i adventskransene landet over.
Juleglædens Ånd var endelig vågnet helt og var ganske veludhvilet. Han så frem til at besøge Juliane og de tre katte, og han ville blive hos dem hele julen… og nytåret med, for intet andet sted følte han sig så godt tilpas. Det betød, at ingen af hans utallige ansatte oplevede prikkerunder, da han havde brug for dem, så de kunne besøge alle andre, der ønskede den udstråling af juleglæde, hans nærvær medførte. De havde alle fået prokura, så de var i stand til at levere varen.
Juleglædens Ånd og hans prokurister havde travlt i denne tid. Han selv havde jo besluttet, hvor han ville slå sig ned, og det var ham der var chef.
Og sådan blev det.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar