JULESTEMNING
(1/2).
Døren til venteværelset blev åbnet, og denne
gang var det Gudmund, lægen sagde ”værsgo” til.
Gudmund rejste sig så hurtigt han kunne og
fulgte efter lægen.
”Værsgo at sidde.” Lægen pegede på den eneste
stol, der var, foruden hans egen drejestol, mens han tørrede håndtrykket af i
en vådserviet.
”Hvad kan vi så gøre for dig i dag?”
Gudmund vred sig lidt. ”Joh, der er så mange,
der spørger, om jeg er kommet i julestemning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal
svare, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er. Så et eller andet er der vel
galt. Hvis nogen glædestrålende viser mig et pyntet og tændt juletræ, glider
mit autofokus øjeblikkelig ned til gaverne. Kan det være noget med mandlerne?”
”Den var god. Nej julestemning sidder ikke i
mandlerne. Det har noget med gaflen at gøre.”
”Ja, giv mig bare kniven. Jeg ved godt, jeg
har en redningskrans om hofterne. Det er jo også derfor, jeg går med både
livrem og seler. Livremmen alene tør jeg ikke stole på.”
Lægen tog Gudmunds blodtryk, vendte sig mod
sin computer et øjeblik, spillede lidt på tastaturet og drejede hurtigt tilbage
igen.
”Du skal have en stemningsgaffel. Apotekerne
importerer dem fra julemandens værksted i Grønland. De ligner, til forveksling,
stemmegafler, som vi kender dem, men de har englelyd. Lige som julen selv, så
fra og med den første søndag i advent, og tyve dage frem, skal du slå den tre
gange på kanten af bordet morgen og aften og skyl efter med nisseøl. Hvis du
ikke er i julestemning senest den tyvende december, så ring igen. Men det skal
nok virke.”
”Hjælper det også at bære rød nissehue med
hvid kvast? Det gør min nabos datter hver dag i julemåneden. Hun er tyve år nu
og har gjort det, så længe jeg kan huske.”
”Det er en udmærket ide. Jeg skriver en
recept på nissehue, nisseøl og stemningsgaffel.” Han rejste sig, gav Gudmund
hånden, plukkede en vådserviet ud af dispenseren og sagde:
”Glædelig Julestemning, Gudmund.”
JULESTEMNING
(2/2).
Der var kun nogle få håndfulde dage til den
tyvende december, dagen hvor Gudmund skulle ringe til lægen, hvis han ikke var
kommet i julestemning trods anvisninger og recept. Mange af julekalenderens
låger stod åbne nu, og kalenderlyset var brændt pænt ned. Det var let at se,
hvor langt man var kommet målet, som var den fireogtyvende om aftenen, hvor
lysene på det pyntede juletræ skulle tændes, enten med ild eller ved et tryk på
en kontakt.
På Storcentrets torv, stod julemanden og
delte flødekarameller ud. Han smilede og nikkede ustandselig og ho-ho-ho-ede,
som julemænd gør, når de ikke lige sidder i kanen og svinger pisken højt over
de forspændte rensdyr. Det med pisken var egentlig en skueproces, for
rensdyrene strøg villige gennem luften med frostkolde tågeskyer ud af
næseborene. Fulde af julestemning… og gæret rensdyrlav.
En lille dreng stod med pegefingeren i munden
og stirrede på den trivelige julemand. Han kiggede betuttet på sækken med
flødekarameller, som julemanden holdt frem mod ham:
”Vær så god, ho-ho-ho, tag du bare for dig min
ven.”
Drengen tog fingeren ud af munden og greb
febrilsk en håndfuld flødekarameller, men pludselig fik faderen øje på
sceneriet, flåede karamellerne fra drengen og smed dem ned i sækken igen.
”Du ved jo godt, at flødekarameller giver
huller i tænderne, Preben,” sagde han irriteret og skulede olmt til julemanden.
Det havde vor gode julemand ikke lige set
komme. Han følte, han delte julestemning ud og fik mange glade smil fra børn og
voksne. Han kiggede forbavset på faderen og så nu, at det var selveste dr.
Frederiksen, hans egen sygekasselæge.
”Ho-ho-h…øhh, undskyld doktor, men er det
ikke julestemning, det drejer sig om?”
”Julestemning mig her og julestemning mig
der. Jeg er træt af jeres kunstige forestillinger og lokkemad. Jeg orker ikke
dette stemningshalløj, men ser frem til at nytåret bliver overstået, så vi kan
få amputeret de mørke måneder, der spærrer for foråret.”
Han greb irriteret Prebens hånd og trak ham
bort fra den afskyelige julemand.
Gudmund var
chokeret. Han havde nøje fulgt Frederiksens råd, fra sidst i november, og
havde, morgen og aften, knaldet stemningsgaflen tre gange i bordet for at få
englelyd og havde, som der også stod i recepten, skyllet efter med nisseøl.
Julestemningen var kommet snigende og blev stærkere dag for dag, så Gudmund
havde fået stor tillid til sin læge. Julestemning havde han ikke kendt før, men
nu vidste han, hvad det var.
Og det var en stor glæde for ham. Han var
taknemmelig og besluttede at være med til at sprede denne smukke stemning. Det
var lige netop derfor, han havde reageret på Centertorvets annonce om at agere
julemand og dele flødekarameller ud.
Men doktor Frederiksen kunne ikke ødelægge Gudmunds
julestemning. Den havde sat sig, så han havde intet behov for at ringe til ham
den tyvende, hvis det ordinerede ikke virkede. Stemningsgaflen, nisseøllet og
nissehuen havde spillet smukt sammen og bragt julestemning til Kaj Ottos sind.
”Doktor
Frederiksen skulle smage sin egen medicin og ikke nøjes med at tørre hænderne
af i vådservietter efter hvert håndtryk,” tænkte han, løftede sækken mod en
lille pige og sagde:
”Vær så artig, ho-ho-ho.”
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar