MENS VI VENTER

 

  Denne morgen var himlen stadig sort. Der var ingen stjerner at se, så der måtte være overskyet. Stille tonede en grå nuance over, og nu åbnede Aurora langsomt øjnene, hvilket straks prydede horisonten. Hun var så nænsom, at det virkede som om, hun ikke kunne få sig til at skubbe det grå himmeltæppe til side.

  Men man anede også en kærlig beslutsomhed, mens hun langsomt drejede lysdæmperen mod plus. Det grå mistede kraft og blev gennemsigtigt.

  Auroras styrke var indiskutabel. Hun erobrede hurtigt billedet, og i det lysegrå himmeltæppe opstod store, rene, lyseblå skjolder. Så tog solen den gule førertrøje på, og bortjog helt usentimentalt såvel morgenrøden som gråtonerne. Nogle mørke skyformationer, med blålilla nuancer, udtrykte individuelle karaktertræk, som blev fremhævet af den nu lysende blå himmel.

  Solen skinnede blændende i sin fulde pragt, selv om den stadig holdt sig lavt på himlen. Fra denne position ramte den træerne, som den sprayede med engelskrød og guld, og adskillige hvidkalkede husmure blev så kraftigt belyst, at det var vanskeligt at se om der var vinduer eller døre i.

  Denne morgen lovede godt for dagens videre udvikling. Men årstiden er lunefuld, så i løbet af et kvarter kan himlen mørkne kraftigt til og levere regn, slud eller sne. Typiske tegn på, at almanakkens symfoniorkester er ved at stemme instrumenterne til vinterrepertoiret, og så er det tid til supper, stearinlys, grønlangkål, brunkager, klejner og nisseøl.

 

/J.W.