Tonerne strøg mod øregangene, som en krum katteryg mod bare ben, og trommehinderne sendte dem, ad finurlige kanaler, ned til hjertet, som de omringede med magiske cirkler, der ikke fulgte de kendte mønstre, som f. eks. ringe i vand.
Men beskrivelsen holder ikke helt og aldeles
vand, for der skete noget, han ikke havde forventet. Katten rejste sig på
bagbenene og dansede som en prinsesse, hunden trommede med forpoterne på
kagedåsen, som indeholdt vaniljekranse, og fjernsynet tændte sig selv.
”Så findes der altså spøgelser,” tænkte han.
”Når de rette omstændigheder er til det.” Han fik et besynderligt udtryk i
ansigtet, for selv om han nød violinens toner, forstod han ikke, hvorfor de
satte sådan noget i gang. ”Var det tonerne alene, var violinen magisk, eller
var det violinistinden, som udløste disse hændelser?”
Han besluttede at kontrollere kagedåsen, som
var det mest håndgribelige, når musikken sluttede, for var vaniljekransene
blevet til en slags pebernødder, havde der været spøgelser på spil. Så var
vaniljekransehullerne blevet spist af dem, hvorefter ringene nødvendigvis måtte
samle sig, hvis de ville undgå at ende som sød rasp. ”Men indtil videre vil jeg
nu koncentrere mig om at nyde de bevægende toner,” besluttede han.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar