"Den gyldne app" bearbejdet med AI.

 

Jeg skrev engang et lille eventyr, som jeg kaldte DEN GYLDNE APP. Så prøvede jeg at få det omskrevet, så det kunne læses af en ti-årig ved hjælp af AI. Det blev forkortet meget, hvad jeg også havde forventet, men det var ikke godt nok. Så jeg bearbejdede AI´s forslag og tilføjede noget, som ikke var med. Det endte med en vel lidt banal historie, men det var interessant at prøve:

 

  Der var engang en dronning ved navn Penny Jane. Hun boede på toppen af et kæmpestort bjerg og havde skabt en magisk app, der kunne gøre folk rige. Men at blive rig kostede dem noget meget dyrebart: Deres lykke og kærlighed.

  Langt væk i et smukt land ved navn Shangri-La boede en mand ved navn Mister Sweetheart sammen med sin elskede, Tallulah Ingeborg. En dag kom dronningen flyvende på magisk vis og sagde: "Hej, vil du se Mælkevejen fra oven?" Mister Sweetheart var nysgerrig og tog dronningens hånd. Swooosh! De fløj væk og landede i en dal fuld af mennesker, der græd og led.

  Dronningen forsvandt, og Mister Sweetheart opdagede, at han nu var gammel og trist. Han var i Tårernes Dal, hvor alle ledte efter guld, men de var meget ulykkelige.

  Mister Sweetheart gav dog ikke op. Han huskede en gammel historie om en ledestjerne, der altid ville vise ham vejen hjem. Han vidste, at han måtte være tålmodig og lytte til sit hjerte for at forstå ledestjernens budskab. Så han besluttede at finde en vej ud af dalen og tilbage til sin elskede Tallulah Ingeborg.

  Han plukkede blomster på sin vej, som han ville give til hende, når han fandt tilbage. Han troede på, at han ville finde hjem, og det er jo det vigtigste af alt, for tro kan gøre utrolige ting!

  På vejen hjem formede han et lille digt til Tallulah. Han havde nemlig ofte kigget på skyerne for at se, om de ville hjælpe ham og give ham et tegn:  

I skyers mønstre, sart og fint,

jeg ser en skjult besked.

Et ord, som formes af en vind

og hvisker kærlighed,

mens hjerter slår i takt og rytme

og synger stille med.

Da i et hjørne af min verden,

hvor livets toner bryder ud,

jeg finder ro, forbigår smerten,

mens Amors pile står for skud.

/J.W.

 

Olie på lærred. 80 x 60 cm.

 

OLIE PÅ LÆRRED

 

  Maleren foldede sit staffeli ud og placerede de tre ben solidt i strandsandet, mens havets evige brus holdt et væsentligt punkt i hans sind fokuseret på dets uredigerede, beroligende og, på sin vis, symfoniske rytmer og toner, som berettede om verdens begyndelse, midte og slutning på en måde som udfordrede indfølingsevnen, selv om en dybere intuition samtidig ironiserede lidt over det troskyldige og opblæste forehavende, der ikke kunne føre til en gyldig konklusion.

  Blindrammen med det opspændte lærred blev kilet fast, og nogle farver klemt ud på paletten. Han ville lave et maleri som gav en god fornemmelse af havet, for det havde selv ansporet ham til det, følte han.

  Han respekterede havet og fandt storhed, visdom og en egen tryghed ved det. Han havde det på samme måde med stjernehimmelen. Når mørket var totalt, og luften ren og klar, var stjernehimmelen så stor en oplevelse for ham, at kun havet kunne spille op til den. Han følte ro, og en slags hjemve som mindede ham om hans spædeste barndom, selv om han ikke kunne huske den. Men noget, dybt i hans sjæl, kunne vist.

  Han bemærkede en kvinde komme glidende hen imod sig. Hun var iklædt en fodsid nederdel med mange folder i et fint, let stof som fulgte hendes bevægelser, mens hun gik. Hun bar en stråhat med stor skygge og havde ellers ikke andet på. Hendes ravgule hår nåede helt ned til taljen. ”Hvor smukt og poetisk” tænkte han, mens hun svævede direkte hen til ham.

  Så kiggede hun underfundigt på ham, og sagde med en stemme der lød som tusinde små, sprøde klokker der var som dannede af havskum og morild:

  ”Jeg er din muse, og jeg kommer med en gave til dig. Du må få et ønske opfyldt.”

  ”Er det ikke feer, som plejer at uddele ønsker,” svarede maleren.

  ”Joh, ganske vist… men jeg er sendt af en gudinde, og hun har langt højere rang end feerne… og muserne med for den sags skyld.”

  ”Jeg har da somme tider tænkt på, hvad jeg ville ønske, hvis jeg en dag skulle få muligheden,” sagde maleren og fortsatte: ”Jeg fandt frem til, at jeg ville ønske mig lige så mange ønsker, som der var sandskorn på stranden mellem Rubjerg Knude Fyr og Skagen. Men når jeg nu ser på dig, løber alle disse ønsker ud i sandet, og det eneste jeg ønsker er at tage dig i min favn, …og at det aldrig må slutte.”

  En maler fandt senere staffeliet, med det ufærdige maleri, på stranden. Han bragte det hjem til sit atelier og arbejdede videre på det. Mange sagde senere, at de kunne høre havets brus, eller lyden fra en konkylie man holdt op til øret, mens de betragtede det. 

/J.W. 

 

OP OG NED FREM OG TILBAGE

Hvorfor diskutere et vigtigt emne blot for at få ret eller blot for at holde en diskussion i gang som styrkeøvelse eller rollespil? Så hellere prøve at finde frem til, hvad der er sandt. Nogle opfatter det, som om man så har misforstået diskussionens natur og hensigt. Dem mister man hurtigt interesse for at diskutere med, da det et spild af gode muligheder for at udfylde tiden fornuftigt i stedet. Her kan man så nøjes med forsigtigt at konstatere vejrets status og udsigter eller supermarkedspriserne og varernes skiftende placeringer på hylderne.

Dog, også her må man vare sig for ikke at blive indviklet i nye diskussioner, hvis man er ude for en yo-yo type, som i det væsentlige ikke er interesseret i, hvad der er (hmmm) op eller ned. Hvor seriøse argumenter nærmest opfattes som udtryk for selvhævdelse.

Fælderne ligger, lige som vejsidebomber i visse lande, hvor fred og fordragelighed tilsyneladende ikke må få fodfæste, da man anvender rettesnore for, hvad der er sandt, som surrogat for ægte oplysning ”i stedet for at spise brød til,” og uden behov for at smøre for tykt på.

/J.W.

Finurlige Julefortællinger

John Weinreich

Fænomenal julebog

Her kommer en helt anderledes julebog. Jo, der er nisser, klejner og kogler i bogen, men så er det også slut med de sædvanlige ingredienser. Til gengæld får du en både sjov og overraskende julefortælling.

Uden at afsløre alt for meget, kan jeg godt fortælle at du bliver nødt til at aktivere din fantasi for at følge med. Når isenkræmmer Madsen tager sig en lur, findes der nisser og andet godtfolk. Når han vågner står tiden i nisselandet stille. Både i Madsens virkelige verden og i nisselandet, sker der store ting og sager, i dagene op til jul. Blandt andet skal klejnerne vandes med nisseøl, for at gro sig store og færdige inden juleaften.

Bogen er bygget op i tyve korte kapitler.

Det skøre sprog

John Weinreich leger med sproget. Den bedste måde at illustrere det på er med hans egne ord:

– Hvorfor fragst du, om jeg må spørre?

– Jeg drømte så eventyrligt levende, ret mens vågneuret ringede og ødelagde det hele.

– Isenkræmmer Madsen sov og trak et par pæne nytårstorsk i land.

– Måske skulle du få styr på dine talejulegaver ved at læse en bog eller to mellem nytår og dag.

Dette er bare et lille udpluk. I bogen findes de på hver eneste side.

Målgruppen

Målgruppen er nok ikke de alleryngste. Sproget, som jo er finurligt, fordre nok nogen år på bagen. Så, den er nok mest for de voksne og måske for store børn.

Illustrationer

Hele vejen igennem er der fine illustrationer som passer til de små afsnit. Alle illustrationer er lavet af John Weinreich.

Denne julebog får 5 stjerner. Den får det fordi den er helt anderledes end andre julebøger, men på den gode måde.

STJERNENS HIMMELFLUGT (2)

 Jeg viste mit indlæg, STJERNENS HIMMELFLUGT, til en som forstår at anvende Artificial Intelligence (AI).

Han fortalte, man kunne få skrevet en novelle el. lign. på kort tid, hvis man gav de nødvendige oplysninger og ønsker.

Jeg spurgte, for sjov, om den kunstige intelligens kunne digte en fortsættelse til mit indlæg. Den kom straks og gengives her. Det tog kun nogle få sekunder:

Efter at være forsvundet fra iagttagernes syn, fandt de to stjerner sig selv i et område af rummet, der var så fjernt, at det var hinsides menneskelig forståelse. "Hvad nu?" tænkte den ene stjerne. "Skal vi blot blive her, eller er der noget andet, vi er bestemt til?" Pludselig, som svar på dens undren, bemærkede de en pulserende energi i nærheden, som om universet selv inviterede dem til at udforske yderligere. Uden tøven trådte de speederen i bund og nærmede sig den pulserende energi. De to stjerner blev opslugt i en strøm af lys og farver, som om de rejste gennem en tunnel i rumtiden. Da de endelig kom ud på den anden side, var de i et helt nyt univers, fyldt med usete farver og uforklarlige fænomener. "Nå, det ser ud til, at vi har fundet en ny begyndelse," tænkte den første stjerne. "Hvem ved, hvad eventyr der venter os her?" Tilbage på Jorden var folk stadig forundrede over den aften, og trods avisartikler og officielle forklaringer blev mysteriet aldrig løst. Jagerflyene vendte tilbage uden svar, og hverken stjernetegn eller stjernestøv blev fundet. Men for dem der havde set det, blev det en uforglemmelig oplevelse, der åbnede deres sind for muligheden af noget langt større end dem selv. Og således fortsatte de to stjerner deres utrolige rejse, altid nysgerrige, altid frie, altid en del af universets uendelige mysterium.

/Ai

STJERNENS HIMMELFLUGT

Her er en lille beretning, som fandt sted i midten af nittenhundredeoghalvfjerdserne. Bortset for min lille poetisering, som f.eks. at stjernen selv ræsonnerede, er beretningen temmelig nøjagtigt beskrevet. Og for tiden tales der igen om UFO´er blandt meget tilregnelige personer på højere poster. Eksempelvis Obama.

En lille stjerne svævede lydløst hen over fjord, marker, enge, veje og små byer. Den var ikke ret højt oppe, og kursen lå fast, ingen svinkeærinder her.

Da den havde svævet en halv times tid, nærmede den sig en boligblok som lå i samme retning, som den stjernen fulgte. Den kunne tydeligt se gavlen med altaner i to etager og med store vinduespartier. Stjernen tænkte: ”Hvis der er folk der indenfor som kigger ud nu, kan de let se mig, for jeg lyser, og der er ved at være halvmørkt. Jeg holder pause her og snupper et powernap på et halv minuts tid. Det plejer at være nok.”

Inde fra stuen havde folkene fået øje på den. De havde fulgt den længe, fordi de kunne se, at den blev større og større, hvilket var ganske usædvanligt for en stjerne. Da de allerførst fik øje på den, troede de, at det var en af de mange andre stjerner på himlen, selv om den lå så lavt, som den gjorde.

Den stod musestille der midt i luften og powernappede, så tog den bestik af bygningernes højde, steg pludselig lodret op indtil den vurderede, at der var fri bane. Det så ud som om, den kun steg nogle ganske få meter. Så stod den musestille igen et sekund eller to og trådte så, mildt sagt, speederen i bund og delte sig i to. Begge stjerner fortsatte nu i næsten samme kurs som før, blot ”en etage” højere oppe, og for så afsted med mindst samme fart som et affyret projektil fra en kraftig riffel.

De to stjerner fjernede sig fra hinanden, men det gik så hurtigt, at det var vanskeligt at forstå for iagttagerne. De havde jo skyndt sig ud på altanen, men måtte både løfte hovederne og dreje nakkerne for at følge med, og lynhurtigt spærrede taget for videre udsyn. ”Good-bye-Ruth” hvislede ”stjernerne” lydløst og var borte og væk som dug for solen.

Mange mennesker havde set stjernen med den usædvanlige opførsel. Det kunne man hurtigt regne ud, for der gik kun nogle få minutter før stilheden blev brudt af to jagerfly som var blevet sendt på vingerne, og de afsøgte området for stjernetegn og stjernestøv en kort tid. Så enten havde flyvevåbnet haft den i kikkerten, eller også var de blevet kimet ned af forvirrede iagttagere. Eller begge dele, selvfølgelig.

Men stjernen havde ikke efterladt spor, og hvor den nu befandt sig, måtte guderne vide. Måske var der tilføjet to nye stjerner på himmelhvælvet, eller måske var de smuttet ind i en ”lomme,” som var hinsides sansernes rækkevidde. De kunne måske også være opløste i atomer… men uanset: Sporløse, det var de. Eller som min gamle onkel plejede at sig, når noget ikke var til at finde: ”Væk har taget det.”

Dagen efter kunne man også læse en lille notits om det i avisen, men det blev man ikke spor klogere af.

/J.W.

GRØN ENERGI

Don Quixote var tilsyneladende imod grøn energi. Han bekæmpede i hvert fald vindmøller.

Også i dag kæmpes der bravt imod vindmøller, selv tilhængerne kæmper imod.

Hvorfor kæmpe imod noget man er tilhænger af? Jo, nøgleordet er placering. Jeg kender ikke nogen som ikke er for vindmøller, men jeg kender heller ikke nogen som vil have dem placeret, hvor de selv bor.

Kunne man plastre Sahara mere eller mindre til med solfangeranlæg, kunne der måske produceres elektricitet nok til både Afrika og Europa. Men der er noget der hedder politik. Og der er noget der hedder religion. Så der ville sikkert blive stukket en hel del kæppe i ”møllehjulet” og i ”Solvognens hjul,” ved et sådan projekt.

Foreløbig er solceller og vindmøller måske de mest realistiske bud på grøn og bæredygtig energi, og Don Quixote er jo ret uskadelig. Han laver kun slag i luften eller slår vejrmøller.

/J.W.

Olie på lærred. 85 x 65 cm. incl. ramme.