OLIE PÅ LÆRRED

 

  Maleren foldede sit staffeli ud og placerede de tre ben solidt i strandsandet, mens havets evige brus holdt et væsentligt punkt i hans sind fokuseret på dets uredigerede, beroligende og, på sin vis, symfoniske rytmer og toner, som berettede om verdens begyndelse, midte og slutning på en måde som udfordrede indfølingsevnen, selv om en dybere intuition samtidig ironiserede lidt over det troskyldige og opblæste forehavende, der ikke kunne føre til en gyldig konklusion.

  Blindrammen med det opspændte lærred blev kilet fast, og nogle farver klemt ud på paletten. Han ville lave et maleri som gav en god fornemmelse af havet, for det havde selv ansporet ham til det, følte han.

  Han respekterede havet og fandt storhed, visdom og en egen tryghed ved det. Han havde det på samme måde med stjernehimmelen. Når mørket var totalt, og luften ren og klar, var stjernehimmelen så stor en oplevelse for ham, at kun havet kunne spille op til den. Han følte ro, og en slags hjemve som mindede ham om hans spædeste barndom, selv om han ikke kunne huske den. Men noget, dybt i hans sjæl, kunne vist.

  Han bemærkede en kvinde komme glidende hen imod sig. Hun var iklædt en fodsid nederdel med mange folder i et fint, let stof som fulgte hendes bevægelser, mens hun gik. Hun bar en stråhat med stor skygge og havde ellers ikke andet på. Hendes ravgule hår nåede helt ned til taljen. ”Hvor smukt og poetisk” tænkte han, mens hun svævede direkte hen til ham.

  Så kiggede hun underfundigt på ham, og sagde med en stemme der lød som tusinde små, sprøde klokker der var som dannede af havskum og morild:

  ”Jeg er din muse, og jeg kommer med en gave til dig. Du må få et ønske opfyldt.”

  ”Er det ikke feer, som plejer at uddele ønsker,” svarede maleren.

  ”Joh, ganske vist… men jeg er sendt af en gudinde, og hun har langt højere rang end feerne… og muserne med for den sags skyld.”

  ”Jeg har da somme tider tænkt på, hvad jeg ville ønske, hvis jeg en dag skulle få muligheden,” sagde maleren og fortsatte: ”Jeg fandt frem til, at jeg ville ønske mig lige så mange ønsker, som der var sandskorn på stranden mellem Rubjerg Knude Fyr og Skagen. Men når jeg nu ser på dig, løber alle disse ønsker ud i sandet, og det eneste jeg ønsker er at tage dig i min favn, …og at det aldrig må slutte.”

  En maler fandt senere staffeliet, med det ufærdige maleri, på stranden. Han bragte det hjem til sit atelier og arbejdede videre på det. Mange sagde senere, at de kunne høre havets brus, eller lyden fra en konkylie man holdt op til øret, mens de betragtede det. 

/J.W.