Her er en lille beretning, som fandt sted i midten af nittenhundredeoghalvfjerdserne. Bortset for min lille poetisering, som f.eks. at stjernen selv ræsonnerede, er beretningen temmelig nøjagtigt beskrevet. Og for tiden tales der igen om UFO´er blandt meget tilregnelige personer på højere poster. Eksempelvis Obama.
En lille stjerne svævede lydløst hen over fjord, marker, enge, veje og små byer. Den var ikke ret højt oppe, og kursen lå fast, ingen svinkeærinder her.
Da den havde svævet en halv times tid, nærmede den sig en boligblok som lå i samme retning, som den stjernen fulgte. Den kunne tydeligt se gavlen med altaner i to etager og med store vinduespartier. Stjernen tænkte: ”Hvis der er folk der indenfor som kigger ud nu, kan de let se mig, for jeg lyser, og der er ved at være halvmørkt. Jeg holder pause her og snupper et powernap på et halv minuts tid. Det plejer at være nok.”
Inde fra stuen havde folkene fået øje på den. De havde fulgt den længe, fordi de kunne se, at den blev større og større, hvilket var ganske usædvanligt for en stjerne. Da de allerførst fik øje på den, troede de, at det var en af de mange andre stjerner på himlen, selv om den lå så lavt, som den gjorde.
Den stod musestille der midt i luften og powernappede, så tog den bestik af bygningernes højde, steg pludselig lodret op indtil den vurderede, at der var fri bane. Det så ud som om, den kun steg nogle ganske få meter. Så stod den musestille igen et sekund eller to og trådte så, mildt sagt, speederen i bund og delte sig i to. Begge stjerner fortsatte nu i næsten samme kurs som før, blot ”en etage” højere oppe, og for så afsted med mindst samme fart som et affyret projektil fra en kraftig riffel.
De to stjerner fjernede sig fra hinanden, men det gik så hurtigt, at det var vanskeligt at forstå for iagttagerne. De havde jo skyndt sig ud på altanen, men måtte både løfte hovederne og dreje nakkerne for at følge med, og lynhurtigt spærrede taget for videre udsyn. ”Good-bye-Ruth” hvislede ”stjernerne” lydløst og var borte og væk som dug for solen.
Mange mennesker havde set stjernen med den usædvanlige opførsel. Det kunne man hurtigt regne ud, for der gik kun nogle få minutter før stilheden blev brudt af to jagerfly som var blevet sendt på vingerne, og de afsøgte området for stjernetegn og stjernestøv en kort tid. Så enten havde flyvevåbnet haft den i kikkerten, eller også var de blevet kimet ned af forvirrede iagttagere. Eller begge dele, selvfølgelig.
Men stjernen havde ikke efterladt spor, og hvor den nu befandt sig, måtte guderne vide. Måske var der tilføjet to nye stjerner på himmelhvælvet, eller måske var de smuttet ind i en ”lomme,” som var hinsides sansernes rækkevidde. De kunne måske også være opløste i atomer… men uanset: Sporløse, det var de. Eller som min gamle onkel plejede at sig, når noget ikke var til at finde: ”Væk har taget det.”
Dagen efter kunne man også læse en lille notits om det i avisen, men det blev man ikke spor klogere af.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar