tirsdag den 19. september 2023

Finurlige Julefortællinger


John Weinreich
Fænomenal julebog
Her kommer en helt anderledes julebog. Jo, der er nisser, klejner og kogler i bogen, men så er det også slut med de sædvanlige ingredienser. Til gengæld får du en både sjov og overraskende julefortælling.
Uden at afsløre alt for meget, kan jeg godt fortælle at du bliver nødt til at aktivere din fantasi for at følge med. Når isenkræmmer Madsen tager sig en lur, findes der nisser og andet godtfolk. Når han vågner står tiden i nisselandet stille. Både i Madsens virkelige verden og i nisselandet, sker der store ting og sager, i dagene op til jul. Blandt andet skal klejnerne vandes med nisseøl, for at gro sig store og færdige inden juleaften.
Bogen er bygget op i tyve korte kapitler.
Det skøre sprog
John Weinreich leger med sproget. Den bedste måde at illustrere det på er med hans egne ord:
– Hvorfor fragst du, om jeg må spørre?
– Jeg drømte så eventyrligt levende, ret mens vågneuret ringede og ødelagde det hele.
– Isenkræmmer Madsen sov og trak et par pæne nytårstorsk i land.
– Måske skulle du få styr på dine talejulegaver ved at læse en bog eller to mellem nytår og dag.
Dette er bare et lille udpluk. I bogen findes de på hver eneste side.
Målgruppen
Målgruppen er nok ikke de alleryngste. Sproget, som jo er finurligt, fordre nok nogen år på bagen. Så, den er nok mest for de voksne og måske for store børn.
Illustrationer
Hele vejen igennem er der fine illustrationer som passer til de små afsnit. Alle illustrationer er lavet af John Weinreich.
Denne julebog får 5 stjerner. Den får det fordi den er helt anderledes end andre julebøger, men på den gode måde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar