Vejrligt.

”Det sner,” sagde Per.
”Jeg henter greben,” sagde Preben.
”Nej snup en skovl,” sagde Povl.
”Kulden bider disse tider,
så husk nu huen,” sagde fruen.
”På med vanten,” sagde tanten.

Den musikalske buket.

Han besøgte Muserne. Jo jo, de ni navnkundige, som bor mellem himmel og jord, hvor der, som bekendt, sker meget mere end almindeligt forståeligt nu om stunder. Hvor knus, kram, flirt og kys er afstemte med kammertonen og ikke analoge med forpligtelser, og hvor verdens blomsterbørn ofte opholder sig og lader op. Han fik lov til at plukke en buket blomster ved Alfarvejen, der bugter sig i et smukt kuperet terræn i den æteriske natur. Han plukkede Allegorier, Analogier og Metaforer, som prydede alle grøftekanterne, og pyntede med Lysegrønne Håb, der fik hjerter til at smile.

En meget smuk buket blev det, og Muserne tillod ham at bringe den med tilbage til det daglige. Han skulle sætte den i en vase og skifte vand hver midnat, og da såvel blomsterne som det lysegrønne var yderst musikalske, skulle han sørge for, de altid kunne lytte til underskønne toner. Den kunne ikke, på alle punkter, sammenlignes med en buket fra den lokale blomsterhandler, selv om en sådan også kunne give udtryk for smukke tanker og følelser.

Man kunne kommunikere med buketten. Uden introduktion, og man stoppede ganske lidenskabsløst, når man følte for det. Ligesom drømme, eller tankerækker, der kommer og går uden bratte begyndelser og fokuserede afslutninger.

Buketten havde en fascinerende udstråling og efter moden overvejelse tog han, ganske officielt, et diplomkursus i tryllekunst, for så kunne han undgå at skræmme nogen og blot lade som om, det hele var en illusion, hvad det jo, dybest set, også var.

Dog mange oktaver højere end diplommagi.

Den indrammede spurv.

Edith hvilede i sit elskede stamtræ, godt beskyttet af overhængende grene. Hun kunne se, hvordan landskabet langsomt, men sikkert, blev dækket af et hvidt væg-til-væg-tæppe, som moder natur rullede ud.

“Non, je ne regrette rien, som min franske kusine ville sige,” tænkte hun. ”I øvrigt hjælper det heller ikke det mindste, og jeg føler mig ikke skyldig. Jeg har ikke bestilt tæpper, så hold mig udenfor.”

Det havde hun ikke behøvet at tilføje, for hun levede jo, så at sige, udenfor. Spisekammeret var måske i fare nu, men hun var heldigvis ganske velnæret, takket være en kornrig sommerperiode.

”Min fætter, skovspurven, spiser også insekter. Men det er ikke lige mig. Nu håber jeg, der bliver lagt godt med foder ud i haverne, så er det hele ikke så slemt endda. Nåh, ja, jeg er jo foreviget, malet i olie, og maleriet er blevet rammet ind. Så er jeg da i sikkerhed for spurvehøgen. Jeg drømte vist lige et øjeblik, jeg sad på en rigtig gren ude i naturen. Men herfra, hvor jeg hænger nu, kan jeg da også se et væg-til-væg-tæppe. Godt det ikke er hvidt, og godt der er varme i radiatorerne. For der er vist ganske koldt derude.”

Skinfaxe og/eller Hrymfaxe?

Det er vel almen viden, at Hrymfaxe er hesten, som trækker månevognen hen over himlen, mens Skinfaxe er hesten, der trækker solen i dens forudbestemte bane på klodens modsatte side. Nogle påstår dog, at der kun er én hest, der skifter arbejdsområde, men det er måske fordi, de finder det vanskeligt at huske, at der er dag nogle steder, mens der er nat andre steder.

De må altså være to om det. Om der så også er vikarer opstaldede, melder historien intet om.

Et hurtigt smil.

HELIOS er søn af Hyperion og Thea. Han er broder til Månen og Morgenrøden og kører hen over himlen i en vogn, der bliver trukket af fire heste. Undertiden sender han en hilsen med et hurtigt smil, som bryder gennem skydækket.

Nytårskuller.

Afrodite har nytårskuller. Hun er født af skum, og hun drikker skum Nytårsaften. Nu er hun kommet til Danmark og lokker havets bølger frem med sin sang. Hendes rejse gik over Sibirien, hvor kulden forelskede sig så meget i hende, at den fulgte i hendes kølvand. Måske er hun ikke opmærksom på dette, men hun ved, at havet følger hendes mindste vink, og opholder man sig på en østvendt kyst, får man kindkys af hende. Hun er så lidenskabelig lige nu, at hendes kys føles som bid.

Men hvorfor kommer hun nu? Hun keder sig måske på Olympen, og måske har hun hørt om hoffets Nytårstaffel og set de flotte tinsoldater med bjørneskindshuer og mænd med hvide handsker, manchetknapper og ordner. Måske er hun i familie med Den Lille Havfrue, som sikkert får et visit. Hun kan også være træt af Poseidons evindelige snak om, hvor mange havarier han har forårsaget, og om hvor mange fisk han kan have på sit spyd på én gang.

Hun har måske hørt om Ægir og fået lyst til at se ham, at møde ham i sagn og digt. Nogle ville sige ”i kød og blod,” men det passer sig ikke for guder og gudinder, selv om de er yderst lidenskabelige. Meget mere end selv de mest lidenskabelige danskere kan forestille sig.

Afrodite kommer aldrig upåagtet. Måske opdager man ikke direkte, at hun er på trapperne, men bølgerne går højt, og er man opmærksom, kan man tolke hendes nærvær på de naturgivne omstændigheder. Som nogle ville kalde det.

Nytårsenglen.

Der stod en lille engel uden for døren. Lige ved siden af måtten, og der var et kort hægtet ved. På kortet stod, at der i tre dage havde været tændt stearinlys foran den, mens smukke tanker og velsignelser var tænkt ind. Med den hensigt, at englen ville udstråle dette til gavn for modtagerne.

”Sådan en fin lille engel. Og så er der en øsken på hovedet med er fin tråd i.”

”Det er fordi, den er beregnet til også at kunne hænge.”

”Ja, selvfølgelig. Men tror du, disse velsignelser følger med? Kan det lade sig gøre? Det er jo ikke en rigtig engel. Så vidt jeg kan se, er den af porcelæn.”

”Engle kommer i mange forklædninger. Og nogle gange ser de ud, som vi forventer, de ser ud.”

”Så er der sikkert også mange gange, vi ikke opdager, de har haft en finger med i spillet.”

”Det får mig til at tænke på en beretning fra Skinbjerg Hule ved Nibe. En mand gik der alene en mørk aften, og han følte en vis uhygge. Så foldede han hænderne og bad om hjælp, mens han fortsatte mod Nibes lys, og der skete ham da heller ikke noget. Senere fangede politiet to landevejsrøvere på samme egn, i en anden forbindelse, og de tilstod, de havde haft til hensigt at overfalde og røve manden. Men de opgav, fordi han pludselig var ledsaget af to lysende skikkelser.”

”Jeg synes, vi skal finde et rigtig godt sted til vores nye lille Nytårsengel.”