Edith hvilede i sit elskede stamtræ, godt beskyttet af overhængende grene. Hun kunne se, hvordan landskabet langsomt, men sikkert, blev dækket af et hvidt væg-til-væg-tæppe, som moder natur rullede ud.
“Non, je ne regrette rien, som min franske kusine ville sige,” tænkte hun. ”I øvrigt hjælper det heller ikke det mindste, og jeg føler mig ikke skyldig. Jeg har ikke bestilt tæpper, så hold mig udenfor.”
Det havde hun ikke behøvet at tilføje, for hun levede jo, så at sige, udenfor. Spisekammeret var måske i fare nu, men hun var heldigvis ganske velnæret, takket være en kornrig sommerperiode.
”Min fætter, skovspurven, spiser også insekter. Men det er ikke lige mig. Nu håber jeg, der bliver lagt godt med foder ud i haverne, så er det hele ikke så slemt endda. Nåh, ja, jeg er jo foreviget, malet i olie, og maleriet er blevet rammet ind. Så er jeg da i sikkerhed for spurvehøgen. Jeg drømte vist lige et øjeblik, jeg sad på en rigtig gren ude i naturen. Men herfra, hvor jeg hænger nu, kan jeg da også se et væg-til-væg-tæppe. Godt det ikke er hvidt, og godt der er varme i radiatorerne. For der er vist ganske koldt derude.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar