Svampetid.

Vættelys og stoppesvamp.

”Jeg har lyst til Karl Johan fromage,” udbrød Vera Vættedottir, mens hendes blik fejede hen over Vasas jordslåede og støvede ansigt.

”Ja, det ville være overeminent dejligt til eftermiddagskaffen,” svarede Vasa, mens hans tungespids smuttede frem og fugtede et lille stykke overlæbe. ”Og så et fedt padderocknummer på grammofonen for takt og tones skyld. Men hent svampene udenfor nabolaget, for udestuerne skal være intakte. Og husk nu at holde grabbedullikerne fra Tylopilus felleusserne. De ligner jo Karl Johannerne, men forbitrer smagen og giver sikkert også forstoppelse, hvis det lykkes dem at snige sig med i fromagen. Så snupper jeg amagerhylden og sier alt skidtet fra, når du kommer med dem.”

”Sludder og vås, Vasa. Du kan da ikke bruge en amagerhylde til at vaske Karl Johan svampe med. Du må vist hellere bruge dørslaget, hvis der skal være raison i det.”

”Nå ja, fred være med det, dit rivejern. Amagerhylde, dørslag, pibekrave, morter, manglebræt, stoppesvamp… Jeg kan ikke hitte raison i de navne.”

Der var mange frodige svampearter i skovbunden, lige over deres underjordiske bolig, og de var perfekte som udestuer. En gang imellem sad de her og fik en mundfuld frisk luft. Svampene fungerede endvidere aldeles fremragende som paraplyer, når der var væde i luften, og skærmede samtidig mod nyfigne blikke fra oven.

Vætterne elskede deres underjordiske privatliv, og lod nogle gange som om, de ikke var hjemme, især når prædikanten, Claus Trofobi, trængte sig på. Han gik rundt med ordet, og udbredte sig om overjordiske ting. De selv havde accepteret, at tilværelsen, som sådan, var magisk, meningsløs og god.

Rød-vætte var dog altid velkommen. Hun havde sine meningers mod, var beskeden, og vidste en god del om, hvad der foregik rundt omkring.

”Hun har de smukkeste glimt i øjnene, og når hun beretter, tændes mit hjertes vættelys,” sagde Vasa ofte. ”Det holder også både lyn og torden borte, for har man overlevet et ophold i en ulvemave, er man lige så magisk, eventyrlig og troværdig som Karl Johan fromage… uden Tylopilus felleusser.”

/J.W.

”Sov-bedre-sex i svensk tv.”

 Fra model, i en artikel om ”Sov-bedre-sex i svensk tv,” bragt i Jyllands-Posten, til hovedpersonen ”isenkræmmer Madsen, Affenrade” i Finurlige Julefortællinger.

I begyndelse af den sidste halvdel af 1950´erne deltog jeg i en tegnekonkurrence, som var udskrevet af Jyllands-Posten. Jeg husker ikke, hvad motivet var, men jeg vandt én af præmierne.

Jeg blev inviteret til at besøge Jyllands-Posten i Aarhus, og det var jeg meget beæret over. Jeg boede i Sebbersund, et lille fiskerleje i Himmerland helt tæt på Limfjorden.

Dagen oprandt, hvor jeg skulle rejse med tog til Aarhus, hvor jeg aldrig havde været før. Først med Privatbanerne til Aalborg og herfra med tog, trukket af et MY-lokomotiv, til Aarhus, hvor jeg havde en aftale med en kvinde fra avisen, om at hun hentede mig på banegården. Hun medbragte en søn på ca. min alder, og det gjorde hele eventyret absolut spiseligt. Jeg ville nok have været lidt genert, hvis damen var kommet alene, og det tror jeg, hun fornemmede på forhånd. Vi havde haft nogle telefonsamtaler inden besøget. Meget pædagogisk. I øvrigt en skøn kvinde og en behagelig søn, som jeg kommunikerede fint med.

Jyllands-Posten overrakte mig en præmie, som de sagde, jeg burde passe godt på, da det var en Ridder Rap bog, som ikke ville blive udgivet mere.

En anden del af præmien var et personligt møde med Jyllands-Postens faste tegner, Aagaard. Det var en god oplevelse, og jeg har siden opdaget, han var en klog mand. Han sagde ikke, hvad jeg vel havde forventet, at jeg skulle øve mig i tegneserietegning, men anbefalede mig i stedet at tegne ellipser efter øjemål og så blive ved at rette på dem, til jeg var tilfreds. Naturligvis kun på øjemål. Jeg kunne så sende mine øvelser, og prøvelser, til ham i tiden der fulgte, og han ville kommentere på dem.

Disse øvelser, som jeg gennemførte i et halv års tid, har været noget af det bedste, jeg har lært indenfor tegning, da mit øjemål blev disciplineret på en måde, som vel kun croquistegning kan sidestilles med.

Er man blevet god til disse discipliner, er det lettere at lave alt muligt andet inden for pencil-pensel-genren. Tak til tegner Aagaards indsigtsfulde råd.

Ridder Rap bogen har jeg helt tabt færten af. Måske har jeg foræret den til en niece eller en nevø for flere dekader siden med pålæg om at passe godt på den.

Gennem årene der fulgte, har jeg tegnet og malet meget. Det er også blevet til lidt skriveri, og d. 18. oktober udkommer min bog: ”Finurlige Julefortællinger.”

Forlaget bad mig illustrere den, og da så min hovedperson, ”isenkræmmer Madsen fra Affenrade” for mig, kom jeg til at tænke på, at jeg engang først i 1970´erne havde sendt en tegning uopfordret til Jyllands-Posten i håbet om, avisen kunne bruge den til et eller andet. Jesper Langballe købte den på stedet. Han havde lige set, at man i et svensk medie havde nævnt ”Sov-bedre-sex,” så det skrev han om, og syntes, at min tegning var passende at krydre artiklen med.

Jeg fandt det gamle udklip frem, og portrætterede isenkræmmeren efter denne illustration. Dog undlod jeg de fagre bryster, og tilføjede nisser, grankogler o. lign. I stedet for.

/J.W.

Sensommer ved vandkanten.

Limfjorden skifter stemning nu. Løvfaldssæsonen har betrådt podiet og dirigerer de opførelser, som forventes. Der vil, som sædvanligt, blive skiftet kostumer undervejs for også at matche komponistens visioner.

Orkestrets sammensætning er ændret, fuglestemmerne er stort set taget ud og afløst af toner på vemodige klangbunde, der bedre end lærkesang udtrykker de smukke kumulusskyers parader med sensommerens lysende himmel som baggrund over sejlrenden.

Hver gang en sky pludselig giver plads for blændende solglimt, har naturen filmet en sekvens, så der er noget at se tilbage på ved de kvartårlige evalueringer. Der forlanges en æterisk- nostalgisk efterklang, for tonerne skal inspirere sindene til fordybelse.

Mågerne skriger dog upåvirkede i havneområdet, helt tydeligt uden noder, og værdiger ikke dirigenten opmærksomhed.

Man kunne næsten mistænke dem for manglende sans for såvel musik, som takt og tone.

/J.W.

Olie på canvas panel. 18 x 24 cm.

Gode venner.

Frippe fra Frejlev på visit i Nibe,

her købte hun en dejlig pibe.

Den kosted’ kun omkring en hund

og li’ bestemt af denne grund,

blev der tilovers til tobak,

så hun sa’e glad, ”farvel og tak.”

Hun cykled’ hele vejen hjem,

i lommen lå hendes nye ven.

Nu med sin hund hun snakker,

mens hun på Nibepiben bakker.

Tit gik de tur ved Staun og Agger

men allerhelst i Rebild Bakker.

De gjorde holdt ved Madum Sø,

i græsset sprang en lille frø.

En stund de lidt ved stranden lå,

og nød en tår af Madam Blå.

De tre er gode til at hygge,

og er så rolige og trygge.

Frippe fra Frejlev, hendes hund og pibe

hun købte for en slik i Nibe.

Hun gi’r sin hund et kærligt blik,

den gi’r igen – et lille slik.

Så fik de øje på en vibe,

og det fik hunden til at pibe.

/J.W.

Byens Tage.

Tage er tagdækker, og han holder altid øje med vejrudsigten. Lige nu har vinden lagt sig, … eller måske er den bare drejet i et blidere hjørne. Himlen er næsten ren, så solen får ikke sine indtryk fordrejede af særligt mange kumulusskyer, men kan se meget af det der foregår i byen. Lysets børn, skyggerne, bliver også synlige hist og her, hvor de nu kan snige sig til det, og Tages skygger er altid i bevægelse. De forandrer sig hurtigt, …deres liv er kort.

De får dog deres tid, og en stund kan de føle, at de er noget. Hvad de jo også er, selv om nogle naturligt nok vil mene, de blot lever en skyggetilværelse.

/J.W.

Første tirsdag i oktober.

Man kan nå er dyppe tæerne endnu, for vandet føles nok stadig varmere end luften.

Men man skal skynde sig. Hvis man da ikke lige er vinterbader.

Olie på lærred med dyb blindramme. 50 x 50 cm.

Alene men ikke ensom.

Tanker omkring en søhest,

der endte som søhelt:

Søhesten Søren fra Sognefjord

boede ej længer' hos far og mor.

Han ville rejse til Hvide Sande,

hvor alle små fisk kunne træde vande.

Vejen gik flydende nord for Skagen,

så sove om natten og flyde om dagen.

Men pynten skulle jo også klares,

og skemaer udfyldes samt besvares.

Fik øje på æblet oppe i skyen,

som var på rejse langt væk fra byen.

”Sikke en frihed, så nu vil jeg nettes,

det kan jo være, min rejse vil lettes.”

Han ledte nu efter sin butterfly

og spurgte sig for i Skagen og Thy:

¨”Mon nogen har set min kravepynt?

Jeg vil jo så gerne ha' godt begyndt.

Den sommerfugl var nemlig en fødselsdagsgave,

nu flyver den rundt i min hestemave.”

Hans rejse til søs blev en heltedåd,

med finner som årer og kroppen som båd.

/J.W.