”Musens sang.”

(I en omskrevet, forkortet og positiv udgave.)

En skøn lille muse har det bedre, end man tror,

hun befinder sig godt mellem himmel og fjord.

Hun synger, mens hun brygger og vil gerne skænke op,

af sit dejlige bryg i min medbragte kop.

En muses liv og levned, sætter mange fine spor,

hun er solskin og smil mellem himmel og fjord.

Hun hvisker i mit øre, og jeg nyder hvert et ord,

som er fuld af musik, med forførende spor.

/J.W. -ordkløver og stemningsbrygger.

Olie/lærred. 80 x 60 cm.

 

Suppedas.

 

  Hun hældte en spand vand ud ved sokkelen nær bryggersdøren, da hun var færdig med at plukke hønen, som skulle være hovedingrediens i søndagens suppe på den lille gård ved Jammerbugt. Det var nok dagens største fejl, for næppe havde hun tømt den sidste sjat ud, før lynet slog ned i laden. Det kom ganske uvarslet, der havde ikke været nogen rumlen, og ikke mange skyer på himlen. Solen skinnede dejligt, og det var vanskeligt at forstå, vintertiden så småt var i gang.

 

  Hvad hun ikke vidste, var at lige under, hvor vandet ramte, boede nissefamilien, Dahl. Og var der noget de ikke brød sig om, var det at få plasket vand på deres loft, især når de holdt siesta og lå og småkværulerede og jamrede over, hvor lang eller kort tid der var til jul. Og med sådan et snavset og varmt vandfald, var det ikke muligt at slå koldt vand i blodet, så nissefar, Yammer Dahl, råbte truende og mørkerød i hovedet:

 

”Nu kan det være nok!” 

 

  Og det var det. Det var nok til at nedkalde et slemt lyn, som straks antændte laden, for nissefars vrede var farlig for både mennesker og dyr.

 

  Set fra en menneskelig synsvinkel, var det en ond begivenhed, men fra nissernes muldvarpeperspektiv, var hævn ganske naturlig. Forståelse og tilgivelse fandtes ikke på deres menukort. Fred gav ingen mening og blev iagttaget med vantro.

 

  De vidste nemlig, fra overleveringer, at de skulle tørre glade og frimodige smil af de tåber, som levede i fredelig velstand, og plukke høns med dem. Alt andet var blålys og ikke til at holde ud. Og vandet var bare dråben...

 

  Hønsekødssuppen blev udsat, for nu var der nok at se til. Men havde konen fået en forståelse af, hvordan det hele hang sammen, ville hun sikkert lave en kæmpe portion risengrød til jul. For selv om nisserne boede under huset i det daglige, rykkede de altid op på loftet ved juletid.

 

  Og så var risengrød med sukker, kanel og en dygtig klat smør, et must, hvis man ønskede ro, fred og fordragelighed. 

 

/J.W.

 

 

To nisser mødtes på høloftet.

”Må man ryge her?”

”Nej, den går ikke. Bonden siger, det er for farligt, og det er jo hans gård.”

”Kan man ikke lide lugten på loftet, må man skifte bageri, har jeg hørt. Eller noget i den retning.”

”Har du været ryger længe?”

”Ja, lige siden de blev opfundet, ...lakridspiberne altså. Dem holder jeg mig til. Og jeg vil helst have dem med dueblå låg. De pink-agtige er for tøsede, synes jeg. Men de er da ellers gode nok.”

”Min fætter fra Oslo kommer i julen. Han glæder sig. For her i landet er lakridspiber stadig lovlige. I Norge er de blevet forbudt. Han siger, han er blevet afhængig af dem, og kan komme af med sine abstinenser, mens han er på juleferie her.”

"Det var gutten sin!"

/J.W.

BRØD.

Ordene, "det daglige brød," siger de fleste noget.

Ham det store brød gumler altid, fordi han ikke vil være brødflov.

Han oplevede dog brødnid i forretningslivet, når nogen truede ham

på hans levebrød. Det brød han sig slet ikke om.

Skiveskåret Levebrød er på tilbud hos købmanden. Hvor længe

husker jeg ikke. Det stod også kun med brødtekst i avisen.

”Jeg håber ikke, jeg afbrød jer i noget vigtigt,” udbrød han til slut.

/J.W.

Fisk.

 Hunden stejlede, da den fik øje på en vertikal søhest med butterfly der, oven i købet, trådte vande, mens hundestejlerne foretrak at svømme horisontalt det meste af tiden, somme tider dog lidt op og ned, og så så det ud, som om de nikkede.

Hunden stod længe på bredden og gøede smilende. Søhesten var lykkelig for 'sommerfuglen', han havde fået på halsen. Mon ikke den klarer pynten, tænkte han, for den er sat på med tang. Endvidere har den ikke kostet mig en rød reje.

Tidstypisk.

Tik-tak-tik-tak-tik-tak siger uret taktfast. Det er nemlig den taktik det gamle pendul-ur benytter, for at holde styr på tiden, selv om dagene kortes lidt efter lidt.

Timeglasset synes, det lyder vulgært og nøjes med en næsten uhørlig hvislen. Soluret er helt oppe at ringe, hvad tysthed angår, og samtidig er det lige så harmonisøgende som Jacob Haugaard. Det tæller, med vilje, kun de lyse timer.

Visere, små sanddynger og solfremkaldte skygger samt andre ´”konstruktioner” kan måle tiden, eller i hvert fald skære den ud i små stykker. Det er derfra man har udtrykket: ”Et stykke tid.”

Når solen står lavt, kan man også selv fungere som solur, hvis man er opmærksom nok under sin spadsuretær. Så giver et ord som tidløshed måske ikke mening. Det kan forekomme irrelevant, med mindre man f. eks. er astrofysiker eller filosof.

Men når sommerferien er opbrugt, normaltiden er indtrådt, og vækkeuret ringer, hjælper ingen kære mor, hvis man vil overholde sine aftalte tider. Der går jo også tid med at forske i tidløshed, men hvis et sådant projekt forekommer én tåbeligt, er det tidsspilde at diskutere det. Det er heller ikke let og entydigt, men derfor kan det da godt være, at man med tiden kunne tage nogle dybere spadestik, hvad ‘ideen tid´ angår.

/J.W.