Olie på lærred. 26 x 32 cm. incl. ramme.

 

Vejrudsigt:

Adskillige skybrudepar tager på bryllupsrejse, straks de er trådt ud af kirkerne. Disse rejser er korte, denne sommer, for man følger en næsten moderne trend og bliver hurtigt skilt… og gift igen. Så bliver de lange rejser for dyre.

Men hver gang et skybrudepar tager på bryllupsrejse, giver det plads til solen, som står på spring med en strålende smiley.

/J.W.

KILDEANGIVELSE (Ticket to ride).

 

  Kilden vakte undren. Den piblede året rundt, selv vinterfrosten standsede den ikke. Måske fordi den ikke kunne, eller måske nænnede den det ikke. Det var én af de ting, man bemærkede. Men også, at den pludselig stod som en lillebitte geyser og kunne stå sådan i ugevis, inden den igen fandt sit piblende leje. Den var vidunderlig at drikke af, den beroligede tørsten og efterlod en fornyende, foryngende glød i hele kroppen.

 

  Den helbredte måske også. Nogle sagde, det var som vandet fra Maria Magdalenes krukke, men ingen vidste, hvad det virkelig var. Der havde dog været en kirke på Bjerget, og i den boede en munk, som hed Mathias. Kirkens ruiner blev vist brugt som fyld i dæmningen ved den gamle bro i Sebbersund.

 

  Bjerget var frodigt, mens sommeren havde den gule førertrøje på, og så var det nærliggende at gå tur her. Selv om det måske var lidt langt ude for nogle. ”Man måtte nemlig rejse med tankeskib,” men havde man først taget billetten, var det ingen sag.

  Og havde man sind og hjerte til det, behøvede man ikke engang billet.

   Skt. Nikolaj var kristen, og skriftstederne gav mening for ham. Der var dog ét, som stressede ham lidt: ”Tro kan flytte bjerge.” 

  Gik man tur på Bjergets sydvest side, og var tilstrækkelig opmærksom, mødte man kilden, for der var ingen kildebeskyttelse. Man kunne jo godt overse den, hvis tankerne var andetsteds, men man fik let øje på den, når man bøjede sig ned for at plukke en blomst til en man holdt af og ville glæde.

 

/J.W.

DUER

 Mange mennesker, som har altan, føler sig generet af duer. Flere ønsker bedre regulering, så duerne ikke breder sig så voldsomt og samtidig klatter det hele til. Altanerne er ofte ubrugelige til det, de er beregnet til. Men det er jo bare set fra menneskenes horisont. Duerne ser det hele fra et ganske andet perspektiv, som kunne kaldes fugleperspektiv.

DUESLAG I LUFTEN

”Her sidder jeg, højt på en gren, som i sangen om kragen,” tænkte duen, ”men jeg er helt bevidst om, hvad jeg er. Og det er hverken krage eller råge, skade eller måge, selv om de også holder til her i omegnen. Folk og fæ kan sikkert også kende forskel på os, da vi både har vores ”kurren,” udseende og attituder til forskel.”

Duen sad og evaluerede. Der var noget at tænke over, for ”kroballerne” var i fuld gang med slagsmål udenfor, og stævnemøder i pauserne, til følge. Det førte til forlovelser og andet, hvorfor mange nu var på udkig efter egnede redepladser. Folk ville hverken have dem på deres altaner eller gesimser, for duerne ”kurrede” søvnige mennesker vågne i utide, og det nyvaskede tøj, på tørrestativerne, var yderst modtagelig for deres klatter, så der ofte blev tale om ekstraordinær klatvask.

”Gør som splitternerne,” skvidrede en enlig svale. De bygger deres reder ved hættemågerne. Så er de beskyttede mod røverpak. For hættemåger forstår at sætte sig i respekt og er venlige overfor tilflyttere der passer sig selv og opfører sig ordentligt.”

”Jeg har hørt om det,” svarede duen. ”Men vore reder skal være med udsigt, og det kan en hættemågekoloni ikke tilbyde. Jeg har påbegyndt en rede syv gange på samme sted, og hver gang, jeg næsten er færdig, bliver den kostet ned. Det burde nogen gøre noget ved.”

”Man kunne måske foreslå, at man så sig om efter et andet sted, et sted som var mere imødekommende?” Svalen fattede ikke duens dumstædighed men forsøgte dog at være diplomatisk. Som den selv så det, kunne man da ikke bare bygge, hvor man havde lyst uden at tage et vist hensyn til andre. ”Det er derfor, der findes ting som byggetilladelser, byplanlægning, natteroshjemmeværn og vasketøjsbeskyttelsesnævn,” tænkte den.

”Jeg siger bare: Gør som splitternerne! Men hvis du kun vil bygge med udsigt, kan jeg ikke råde dig. Så må du selv hitte rede i det.”

/J.W.

Helt nyt Sebbersund-maleri.

 Olie på lærred. 28 x 34 cm. incl. ramme.

Olie på lærred. 40 x 30 cm.

 

TRYLLEFLØJT

”Håurh håurh, huå. Håurh håurh, huå. Håurh håurh, huå,” repeterede duen i én uendelighed.

”Det er da utroligt,” tænkte solsorten og spærrede næbbet op. Den duvede blidt på en grangren, mens den nød morgenstemningen, som lovede fuldgyldigt, gammeldags, sommervejr hele dagen… og aftenen med. ”Hvor filen har den lært denne monotone repetition? Man kan da godt høre, den vil noget med det, men den har i hvert fald ikke studeret på akademiet, hvor jeg lærte at spille tvær- og trillefløjte med variationer. Den egner sig bedst til et af de gadeorkestre, der har en tambourmajor i spidsen. Her må man nemlig ikke udtrykke sig for kompliceret. At den kan holde det ud. At den kan undvære kreativiteten. Det kunne jeg ikke.”

”Kraaahhh, kraaahhh, kraaahhh,” lød det pludselig skrattende fra toppen af nabotræet.

”Nej, nu må du gi’ dig,” tænkte solsorten. De lyde kommer fra samme boldgade, som om de må karakteriseres som værende, kan man sige, konkurrerende? De prøver måske at overbevise hinanden om, at de hver især kan tilføre gademusikken et og andet, hvad det så end måtte være? De kommer ikke med i mit symfoniorkester. Så meget er helt sikkert. Men måske lægger kragen an på duen, fordi han gerne vil have hende som kone? Hvem ved? Det kunne egentlig godt lyde, som om kragen søger mage. Bare de så vil holde sig langt væk fra mine matrikler, for jeg kan ikke holde deres jammermusik ud.”

”Nej, så hellere lidt melodiøst kammermusik på tvær- og trillefløjte. Nå, nu vil jeg fortsætte med at øve mig på et tema fra Tryllefløjten.”

/J.W.