tirsdag den 15. august 2023

Stjernestøv.


  ”Må jeg ikke lige ta’ et kig på dine tørrede blomster,” sagde Hansigne. ”Måske er der nogle arter der, som ikke findes mere.”

  ”Det er der, Hansigne. Der er i det mindste nogle, du ikke kender.”

  Jørgen åbnede bogen, et pænt stykke inde, hvor der var et bogmærke. ”Denne hersens blomst er jeg meget øm over, for den er magisk.”

  Han pustede forsigtigt til støvet og holdt hånden, så det ikke blæste bort. Derefter slikkede han på hånden og fortsatte:

  ”Det er den sidste blomst fra en buket, som blev plukket i grøftekanten ved Mælkevejen af to elverpiger, og støvet er stjernestøv, som bærer stor magisk kraft.”

  ”Du slikkede det af hånden,” konstaterede Hansigne.”

  ”Det er ikke på grund af smagen, men fordi det ville være synd, hvis det gik til spilde. Jeg fugter en gang imellem en finger, rører ved støvet og slikker så fingeren igen. En lille efterslurk granatæblecider gør underværker, og stjernestøvet bliver fordelt i hele kadaveret. Så kan jeg ikke blive syg, og jeg kan også se om hjørner i et stykke tid. Hvis jeg får en god portion indenbords, og her taler vi om tusindedele milligram, får jeg støv på hjernen, og så kan jeg svæve en meters penge over Råbjerg Mile i et par timer. Det er herligt.”

  ”Nu buldrer det.” Hansigne kiggede hen mod døren. ”Jeg havde ellers lige glemt, det du sagde om, at det vist var ved at blæse op.” Hansigne så spørgende på Jørgen.

  ”Så er der måske alligevel nogen der dunker med dunhammerdørhammeren,” sagde Jørgen. ”Jeg kigger lige efter for en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig, selv om man aldrig skal sige aldrig.”

  Der var slet ingen blæst, konstaterede han, da han havde åbnet døren, men ganske rigtigt var der en som havde forsøgt at gøre opmærksom på sig selv. En lille, tykt behåret, mandsling med trynelignende næse, svingede overdrevent elegant kasketten ned fra hovedet og ud til siden.

  ”Undskyld, men De skulle vel ikke være interesseret i at støtte uddøende racer fra andre planetarier såsom Mælkevejens grøftekant?” Han rakte tøvende en sparegris frem mod Jørgen.

  ”Øjeblik,” sagde Jørgen. ”Hold døren, så den ikke smækker i. Jeg åbner lige min bog og hitter lidt stjernestøv. Det er jo til et godt formål, kan jeg forstå. Ellers plejer jeg ikke at give ved dørene.”

  Idet han åbnede bogen, begyndte den behårede mandslings tryne at rotere, mens glitrende, nostalgiske tårer piblede frem fra øjenkrogene. Ikke på grund af forventningerne, men fordi den gribende duft af stjernestøv strejfede trynen og gik direkte videre til hjertekulen.

/J.W.

 



 

søndag den 13. august 2023

Fisk på menuen.


Man anbefales at spise fisk mindst et par gange om ugen. Det vil flere sikkert også gerne gøre, men mange vælger det fra på grund af prisen.
Jeg voksede op i Sebbersund, hvor der var mange heltidsfiskere, så fisk var ikke en dyr spise for os. Jeg tror, vi fik det en tre gange om ugen foruden det løse som f.eks. en kold skrubbeside, fra en tidligere middag, på en skive rugbrød. Det kunne også være ål eller kujer (ålekvabber.)
Den gang var kylling en luksusspise, vi højst fik et par gange om året. Nu kan man finde tilbud på fem-seks kyllingelår til 25 kr. hvis pakningen er mærket med rød pris, fordi sidste salgsdato er rykket nær.
Fjæsing er begyndt at dukke op som en mulig spisefisk. Det bliver interessant at smage den. Havtaske er dyr, fordi kun kæberne og halen er anvendelige. Den skulle smage lidt hummeragtig.
Fjordskrubber ser man sjældent. Det er som om rødspætter helt har taget over, men efter min mening når de ikke en fjordskrubbe til finnespidserne, selv om de er fantastiske.
Så gid friske fisk ville blive billigere, og gid der vil blive sået mere ålegræs, så også et stykke med røget ål bliver tilgængeligt for pengepungen igen. På samme måde med en gang stegte ål fra fjorden i stedet for fra norske ålefarme.
/J.W.


søndag den 6. august 2023

Havtaske.

  Olie på lærred. 30 x 30 cm. foruden ramme.



Sandhed i vind og vejr.


  “4 + 3 = 7.” Dette er en ordinær og praktisk sandhed, man uden problemer kan blive enige om.

  “Godt vejr i dag!” – er straks lidt mere tricky, hvis man er til ultimative sandheder.

  Tænk blot på en nudist, en allergiker og en som ikke kan tåle sol.

  “Jeg tror på Gud, gør du?” Dette spørgsmål bør almindeligvis aldrig besvares med et ja eller et nej. For siger man ubekymret ja, tror spørgeren, man tror på den samme forestilling om Gud, som han selv bærer rundt på. Og siger man nej for at undgå dette, tror spørgeren formentligt, man er ateist.

  Så der er almindelige, praktiske sandheder til “daglig brug,” og der er filosofiske sandheder som kræver en skarp skelneevne og en forfinet indføling med sprogets nuancer og iboende faldgruber og muligheder.

  Der bliver gravet mange grøfter og spændt mange snubletråde ud sprogligt. Både af mennesker som ikke er bevidste om det, og værst af alt af demagogiske personer som udnytter det til personlige formål.

  Det tror jeg, de fleste er bevidste om, men fælderne kan være vanskelige at gennemskue. En del politikere jonglerer med betydninger så drevent, at man ikke får fat i den egentlige hensigt. Og så er 5 og 7 ikke lige.


/J.W.