”Må
jeg ikke lige ta’ et kig på dine tørrede blomster,” sagde Hansigne. ”Måske er
der nogle arter der, som ikke findes mere.”
”Det
er der, Hansigne. Der er i det mindste nogle, du ikke kender.”
Jørgen
åbnede bogen, et pænt stykke inde, hvor der var et bogmærke. ”Denne hersens
blomst er jeg meget øm over, for den er magisk.”
Han
pustede forsigtigt til støvet og holdt hånden, så det ikke blæste bort.
Derefter slikkede han på hånden og fortsatte:
”Det
er den sidste blomst fra en buket, som blev plukket i grøftekanten ved
Mælkevejen af to elverpiger, og støvet er stjernestøv, som bærer stor magisk
kraft.”
”Du
slikkede det af hånden,” konstaterede Hansigne.”
”Det
er ikke på grund af smagen, men fordi det ville være synd, hvis det gik til
spilde. Jeg fugter en gang imellem en finger, rører ved støvet og slikker så
fingeren igen. En lille efterslurk granatæblecider gør underværker, og
stjernestøvet bliver fordelt i hele kadaveret. Så kan jeg ikke blive syg, og
jeg kan også se om hjørner i et stykke tid. Hvis jeg får en god portion
indenbords, og her taler vi om tusindedele milligram, får jeg støv på hjernen,
og så kan jeg svæve en meters penge over Råbjerg Mile i et par timer. Det er
herligt.”
”Nu
buldrer det.” Hansigne kiggede hen mod døren. ”Jeg havde ellers lige glemt, det
du sagde om, at det vist var ved at blæse op.” Hansigne så spørgende på Jørgen.
”Så
er der måske alligevel nogen der dunker med dunhammerdørhammeren,” sagde
Jørgen. ”Jeg kigger lige efter for en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig, selv
om man aldrig skal sige aldrig.”
Der
var slet ingen blæst, konstaterede han, da han havde åbnet døren, men ganske
rigtigt var der en som havde forsøgt at gøre opmærksom på sig selv. En lille,
tykt behåret, mandsling med trynelignende næse, svingede overdrevent elegant
kasketten ned fra hovedet og ud til siden.
”Undskyld,
men De skulle vel ikke være interesseret i at støtte uddøende racer fra andre
planetarier såsom Mælkevejens grøftekant?” Han rakte tøvende en sparegris frem
mod Jørgen.
”Øjeblik,”
sagde Jørgen. ”Hold døren, så den ikke smækker i. Jeg åbner lige min bog og
hitter lidt stjernestøv. Det er jo til et godt formål, kan jeg forstå. Ellers
plejer jeg ikke at give ved dørene.”
Idet
han åbnede bogen, begyndte den behårede mandslings tryne at rotere, mens
glitrende, nostalgiske tårer piblede frem fra øjenkrogene. Ikke på grund af
forventningerne, men fordi den gribende duft af stjernestøv strejfede trynen og
gik direkte videre til hjertekulen.
/J.W.
