Stjernestøv.

 

  ”Må jeg ikke lige ta’ et kig på dine tørrede blomster,” sagde Hansigne. ”Måske er der nogle arter der, som ikke findes mere.”

  ”Det er der, Hansigne. Der i det mindste nogle, du ikke kender.”

  Jørgen åbnede bogen, et pænt stykke inde, hvor der var et bogmærke. ”Denne hersens blomst er jeg meget øm over, for den er magisk.”

  Han pustede forsigtigt til støvet og holdt hånden, så det ikke blæste bort. Derefter slikkede han på hånden og fortsatte:

  ”Det er den sidste blomst fra en buket, som blev plukket i grøftekanten ved Mælkevejen af to elverpiger, og støvet er stjernestøv, som bærer stor magisk kraft.”

  ”Du slikkede det af hånden,” konstaterede Hansigne.”

  ”Det er ikke på grund af smagen, men fordi det ville være synd, hvis det gik til spilde. Jeg fugter en gang imellem en finger, rører ved støvet og slikker så fingeren igen. En lille efterslurk granatæblecider gør underværker, og stjernestøvet bliver fordelt i hele kadaveret. Så kan jeg ikke blive syg, og jeg kan også se om hjørner i et stykke tid. Hvis jeg får en god portion indenbords, og her taler vi om tusindedele milligram, får jeg støv på hjernen, og så kan jeg svæve en meters penge over Råbjerg Mile i et par timer. Det er herligt.”

  ”Nu buldrer det.” Hansigne kiggede hen mod døren. ”Jeg havde ellers lige glemt, det du sagde om, at det vist var ved at blæse op.” Hansigne så spørgende på Jørgen.

  ”Så er der måske alligevel nogen der dunker med dunhammerdørhammeren,” sagde Jørgen. ”Jeg kigger lige efter for en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig, selv om man aldrig skal sige aldrig.”

  Der var slet ingen blæst, konstaterede han, da han havde åbnet døren, men ganske rigtigt var der en som havde forsøgt at gøre opmærksom på sig selv. En lille, tykt behåret, mandsling med trynelignende næse, svingede overdrevent elegant kasketten ned fra hovedet og ud til siden.

  ”Undskyld, men De skulle vel ikke være interesseret i at støtte intergalaktiske, integrerende racer fra andre planetarier?” Han rakte tøvende en tydeligt hjemmelavet sparegris frem mod Jørgen.

  ”Øjeblik,” sagde Jørgen tøvende. ”Hold døren, så den ikke smækker i. Jeg åbner lige min bog og hitter lidt stjernestøv. Det er jo til et godt formål, kan jeg forstå. Ellers plejer jeg ikke at give ved dørene.”

  Idet han åbnede bogen, begyndte den behårede mandslings tryne at rotere, mens glitrende, nostalgiske tårer piblede frem fra øjenkrogene. Ikke på grund af forventningerne, men fordi den gribende duft af stjernestøv strejfede trynen og gik direkte videre til hjertekulen.

/J.W.