søndag den 17. september 2023

GRØN ENERGI


Don Quixote var tilsyneladende imod grøn energi. Han bekæmpede i hvert fald vindmøller.
Også i dag kæmpes der bravt imod vindmøller, selv tilhængerne kæmper imod.
Hvorfor kæmpe imod noget man er tilhænger af? Jo, nøgleordet er placering. Jeg kender ikke nogen som ikke er for vindmøller, men jeg kender heller ikke nogen som vil have dem placeret, hvor de selv bor.
Kunne man plastre Sahara mere eller mindre til med solfangeranlæg, kunne der måske produceres elektricitet nok til både Afrika og Europa. Men der er noget der hedder politik. Og der er noget der hedder religion. Så der ville sikkert blive stukket en hel del kæppe i ”møllehjulet” og i ”Solvognens hjul,” ved et sådan projekt.
Foreløbig er solceller og vindmøller måske de mest realistiske bud på grøn og bæredygtig energi, og Don Quixote er jo ret uskadelig. Han laver kun slag i luften eller slår vejrmøller.
/J.W.


onsdag den 30. august 2023

BRYG


Laver mikrobryggerier mikroskopiske øl, som egner sig til at blive drukket af fingerbøl? Måske hentyder betegnelsen til bryggeriets størrelse. Dets ølflasker har jo normale størrelser og minder ikke om størrelsen på f. eks. Underberg. En speciel ølsort, der er kælet for, bruges almindeligvis ikke ved fremstilling af øllebrød. Her er almindelig hvidtøl velegnet.
Feer, der ligesom muser huserer mellem himmel og fjord, brygger vin, og da de er internationalt orienterede, kalder de deres vin for Fairy Wine. Deres slogan er: Fairy Wine is Very Fine. Det er for ordspillets skyld, men deres vine er fine, tror jeg.
Det var et sidespring. Tilbage til øllet. Her er et lille udsnit af et kendt vers:
”Vi har øl i stride strømme, vi har sang og banjospil.” Skrevet af Sigfred Pedersen (1933).
Øl er populært, og i mange år har fadøl sat sit præg på forbruget. Flaske- og dåseøl er til at købe for penge nu om dage, og er ofte på tilbud i supermarkeder.
I passende mængder er øl også en sund drik. Hvidtøl til børn og voksne, og en pilsner til en voksen. Så passer pengene vist bedst.
I øvrigt laves der også mange nye typer alkoholfrie øl. Og de er efterhånden brygget i tiltaget, og i tiltalende, høj standard. Til glæde for mange.
/J.W.


lørdag den 26. august 2023

LORELEI FRA LØKKEN


Smukke kyster langs Vesterhavet, med skrigende måger der surfer på vinden og jager alt det gode, Jammerbugt har på menuen.
Lemmen til Loreleis gyldne bur er lukket, mens hun synger længselsfuldt: ”Ich weiß nicht, was soll es bedeuten, daß ich so traurig bin…”
Hun blev født i en lille båd, der vuggede blidt på Limfjorden, mens solen skinnede smukt og nænsomt, og der hørtes både mågeskrig, lærkesang og solsortefløjt, for hun var nær ved det frodige Himmerland.
Sangen synger hun nu for stemningens skyld, og mens de sørgmodige ord og toner lyder, rigges skibe til, og snart vil livsmelodiernes friske briser, bringe dem ud på evighedens ocean, hvor havfruer leger med delfiner.
/J.W.
Kan være kunst af billedramme


torsdag den 17. august 2023

PERSPEKTIVER

”Det varer jo en evighed.” Ja ordet evighed bruges ofte som en betegnelse for et forløb, der enten synes for langt eller for kedeligt.

Men intet varer evigt. I hvert fald hverken ting eller begivenheder. Filosofisk indstillede mennesker grunder over dette begreb, uden at kunne gribe det eller begribe det. Forsøger alligevel at få en mening ud af det. Måske er ordet ”tidløshed” mere håndterligt.
Det lader sig ikke gøre at sætte en etiket med varedeklaration på evighed. Evigheden bærer en usynlig kappe, som er det eneste man kan forsøge at iagttage. Den opfører sig som en kvinde der sender æggende øjekast til en mand, og uophørligt unddrager sig hans tilnærmelser.
”Alt har sin tid,” skriger den vigtige, spankulerende påfugl. For det har den læst i et påfuglært tidsskrift.
Men lærken tænker aldrig over det i redetiden. Den jubler bare løs med den klare, blå himmel som baggrund:
”Giv tid, giv tid… kvittevit… kvittevittevit… kvittevit,” jubler den uophørligt.
På denne måde holder den evigheden ud i strakte vinger og antyder tidløse perspektiver. Den har ”lys i pæren” og spejler sig i fred.”
/J.W.