Gurli og Gunnar havde fire børn, som alle var teenagere endnu. Den ældste hed Gerda, så var der Gerd og Gertrud, og den yngste hed Gert. De boede i Gislev på Fyn, og da Gunnar havde en poet i maven, legede han ofte med ord og bogstaver, og han skrev selv konfirmationssangene. Det var måske tilfældigt, at hans kone hed Gurli, i den forstand, men det var ikke tilfældigt at deres børns navne startede med G. ”Der er gået G i det,” plejede Gunnar at sige.
Gert var lige blevet konfirmeret og smilede stolt og glad til alt og alle. Endelig kunne han smile uden at holde den ene hånd for munden, for han havde, som sine tre søstre, fået den bedste konfirmationsgave, man kunne ønske sig: Det første gebis.
Det var før første verdenskrig brød ud, og dengang var det ikke kutyme at børste tænder, så det største problem, de fleste havde, var dårlige tænder. De tænder der var tilbage, var også dårlige, men kunne dog bruges. Når man fik munden ryddet, lige før konfirmationen, og fik det nyerhvervede gebis placeret, så nogenlunde, begyndte livet på ny. Sådan følte man. Det vigtigste var nok det kosmetiske, selv om det også var rart at kunne tygge igen. Man havde jo nået den alder, hvor det modsatte køn opfattedes på en ny og spændende måde, og så var det ikke så ringe endda at kunne smile selvsikkert.
Foruden diverse gebisser fik pigerne smykker og cigaretetuier i gave, mens Gert fik en rigtig pibe og en pakke tobak. Så var der taget hul på voksenlivet. Han kassered straks den pibe, han havde lavet af et afskudt patronhylster, fra en haglbøsse kaliber12, hvori der var boret et hul forneden. I dette hul stak man en gren af passende tykkelse ind. En særlig gren, som var hul, og som voksede på et træ ude i plantagen. Tobak skaffede man sig ved at samle cigaretskodder i vejkanten og andre steder. Når de var helt tørre, befriede man dem fra papiret og blandede tobakken med det, man havde i forvejen, så det blev en slags mixture. Men den tid var ovre nu for Gert.
Lige nu gik han ude på Fælleden og fløjtede, ”Ole sad på en knold og sang.” Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Konfirmationen lå en uge tilbage, og tænderne skavede ikke så meget mere. Livet var nyt og godt, og Gert følte, på sæt og vis, at hele verden lå for hans fødder. Flere mennesker har gennem tiderne også følt dette, og spørger man ind til det, viser det sig, at denne følelse er ganske vidunderlig og har rod i hjertet. Eller måske skulle man hellere sige: ”er rodfestet i hjertet,” for at være på forkant med dem, som måtte få inspiration til at kværulere.
Forsommervarmen var nænsom og kærlig og alle blomsterne var unge. Gert sugede det hele til sig og kom i en meditativ tilstand. Pludselig virkede det, som om luften flimrede, og i næste øjeblik fik han øje på en yndig pige, han ikke kendte. Hun så fattig ud i tøjet, for selv om hendes kortærmede bluse var hel, kunne han tydeligt se, at hendes falmede, blå bukser var revnede og trevlede hist og her. Som om hun havde forsøgt at klatre over et pigtrådshegn. Han kunne se hendes nøgne hud gennem revnerne og snappede efter vejret. De var ikke forsøgt lappede, så Gert forestillede sig, hun måske ingen mor havde mere. Men hun så frisk og selvsikker ud, og koncentrerede sig om noget, hun bar ved brystet. Noget hun kiggede opmærksomt på.
Han nærmede sig forsigtigt og spurgte: ”Hvad har du fundet?” Pigen kiggede forundret op og smilede til ham. Han bemærkede straks, at hendes gebis virkede mere naturligt end dem, han var vant til at se. "Perletand, tænkte han. Hun burde hedde Perletand." Hun havde heller ikke set ham før, og nu så hun en dreng på sin egen alder, som gik lidt mærkeligt klædt. Hans frisure lagde hun ikke mærke til, så den stak nok ikke ud. ”Jeg sms’er med Line, og jeg spekulerer på, hvad jeg skal fotografere, så jeg kan overraske hende med en mega fed snapchat.”
”En snapsesjat?” Gert følte sig rundtosset. Hvad hulen var hun for en sær finke? Men ellers var hun utrolig indtagende, og Gert fik lyst til at kysse hende uden at tage tænderne ud først. Men det måtte vente en tid endnu, indtil han kan kunne kontrollere dem helt med sin tunge.
”Hvad er det for noget, du holder i hænderne?” Han prøvede at spørge på en ny måde, for han kunne se, at det hun bar på var ganske og aldeles ukendt for ham.
”Det er en Samsung Galaxy S5,” svarede hun. ”Hvaffor en har du?”
”Jeg forstår ikke, hvad du taler om.” Gert blev rød i hovedet, og han opdagede til sin store forskrækkelse, at undermunden havde forskubbet sig lidt. Han mandede sig op: ”Jeg fik en rigtig pibe og en pakke tobak. Og jeg skal ud og tjene hos Gudmund Hansen til den første. Så bliver jeg fast karl der.” Gert var stolt af at være blevet fast ansat, for mens han gik i skole, havde han arbejdet hos Gudmund, fem dage om ugen, efter skoletid. Et par timer om dagen. Men som fast ansat på gården ville han sikkert blive betragtet som en rigtig mand.
”Han er nuttet,” tænkte Gitte, ”men måske også lidt retarderet.”
Pludselig hvirvlede en vind, måske en lille usynlig sommertornado, op så der gik kuk i sommeridyllen, og i næste øjeblik var de begge forsvundet for hinanden.
Gert spyttede lidt usikkert, fandt piben og tobakken frem, mens tanker og følelser kørte rundt i hans indre.
”Jeg skulle nok ikke have drukket så meget kaffepunch i går. Men jeg stikker ikke op for bollemælk. Jeg bliver ved, til jeg kan tåle det, så jeg ikke bliver til grin. De andre karle skal gerne være sikre på, at det ikke er ufarligt at prøve at føle mig på tænderne.
”For så skal jeg nok sørge for, der går G i den.”
