onsdag den 6. maj 2015

Rollespil.


Rollen spilles med indlevelse
og med succes. Hjertet tier
det spiller ingen rolle.
Temaet udvælges løbende
og omfatter kroge og afkroge
med overmodige bornerte
vemodige og frimodige udtryk.
Der serveres ristede pølser
og temaet er genkendeligt smukt
underligt mystisk og aparte.
Talentet høster bifald.
Hjertet er med men tier
det spiller ingen rolle.
Det er kun en forestilling
men billetterne kostede kassen.


søndag den 3. maj 2015

G-dag med pixelforskydninger.


Gurli og Gunnar havde fire børn, som alle var teenagere endnu. Den ældste hed Gerda, så var der Gerd og Gertrud, og den yngste hed Gert. De boede i Gislev på Fyn, og da Gunnar havde en poet i maven, legede han ofte med ord og bogstaver, og han skrev selv konfirmationssangene. Det var måske tilfældigt, at hans kone hed Gurli, i den forstand, men det var ikke tilfældigt at deres børns navne startede med G. ”Der er gået G i det,” plejede Gunnar at sige.

Gert var lige blevet konfirmeret og smilede stolt og glad til alt og alle. Endelig kunne han smile uden at holde den ene hånd for munden, for han havde, som sine tre søstre, fået den bedste konfirmationsgave, man kunne ønske sig: Det første gebis.

Det var før første verdenskrig brød ud, og dengang var det ikke kutyme at børste tænder, så det største problem, de fleste havde, var dårlige tænder. De tænder der var tilbage, var også dårlige, men kunne dog bruges. Når man fik munden ryddet, lige før konfirmationen, og fik det nyerhvervede gebis placeret, så nogenlunde, begyndte livet på ny. Sådan følte man. Det vigtigste var nok det kosmetiske, selv om det også var rart at kunne tygge igen. Man havde jo nået den alder, hvor det modsatte køn opfattedes på en ny og spændende måde, og så var det ikke så ringe endda at kunne smile selvsikkert.

Foruden diverse gebisser fik pigerne smykker og cigaretetuier i gave, mens Gert fik en rigtig pibe og en pakke tobak. Så var der taget hul på voksenlivet. Han kassered straks den pibe, han havde lavet af et afskudt patronhylster, fra en haglbøsse kaliber12, hvori der var boret et hul forneden. I dette hul stak man en gren af passende tykkelse ind. En særlig gren, som var hul, og som voksede på et træ ude i plantagen. Tobak skaffede man sig ved at samle cigaretskodder i vejkanten og andre steder. Når de var helt tørre, befriede man dem fra papiret og blandede tobakken med det, man havde i forvejen, så det blev en slags mixture. Men den tid var ovre nu for Gert.

Lige nu gik han ude på Fælleden og fløjtede, ”Ole sad på en knold og sang.” Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Konfirmationen lå en uge tilbage, og tænderne skavede ikke så meget mere. Livet var nyt og godt, og Gert følte, på sæt og vis, at hele verden lå for hans fødder. Flere mennesker har gennem tiderne også følt dette, og spørger man ind til det, viser det sig, at denne følelse er ganske vidunderlig og har rod i hjertet. Eller måske skulle man hellere sige: ”er rodfestet i hjertet,” for at være på forkant med dem, som måtte få inspiration til at kværulere.

Forsommervarmen var nænsom og kærlig og alle blomsterne var unge. Gert sugede det hele til sig og kom i en meditativ tilstand. Pludselig virkede det, som om luften flimrede, og i næste øjeblik fik han øje på en yndig pige, han ikke kendte. Hun så fattig ud i tøjet, for selv om hendes kortærmede bluse var hel, kunne han tydeligt se, at hendes falmede, blå bukser var revnede og trevlede hist og her. Som om hun havde forsøgt at klatre over et pigtrådshegn. Han kunne se hendes nøgne hud gennem revnerne og snappede efter vejret. De var ikke forsøgt lappede, så Gert forestillede sig, hun måske ingen mor havde mere. Men hun så frisk og selvsikker ud, og koncentrerede sig om noget, hun bar ved brystet. Noget hun kiggede opmærksomt på.

Han nærmede sig forsigtigt og spurgte: ”Hvad har du fundet?” Pigen kiggede forundret op og smilede til ham. Han bemærkede straks, at hendes gebis virkede mere naturligt end dem, han var vant til at se. "Perletand, tænkte han. Hun burde hedde Perletand." Hun havde heller ikke set ham før, og nu så hun en dreng på sin egen alder, som gik lidt mærkeligt klædt. Hans frisure lagde hun ikke mærke til, så den stak nok ikke ud. ”Jeg sms’er med Line, og jeg spekulerer på, hvad jeg skal fotografere, så jeg kan overraske hende med en mega fed snapchat.”

”En snapsesjat?” Gert følte sig rundtosset. Hvad hulen var hun for en sær finke? Men ellers var hun utrolig indtagende, og Gert fik lyst til at kysse hende uden at tage tænderne ud først. Men det måtte vente en tid endnu, indtil han kan kunne kontrollere dem helt med sin tunge.

”Hvad er det for noget, du holder i hænderne?” Han prøvede at spørge på en ny måde, for han kunne se, at det hun bar på var ganske og aldeles ukendt for ham.

”Det er en Samsung Galaxy S5,” svarede hun. ”Hvaffor en har du?”

”Jeg forstår ikke, hvad du taler om.” Gert blev rød i hovedet, og han opdagede til sin store forskrækkelse, at undermunden havde forskubbet sig lidt. Han mandede sig op: ”Jeg fik en rigtig pibe og en pakke tobak. Og jeg skal ud og tjene hos Gudmund Hansen til den første. Så bliver jeg fast karl der.” Gert var stolt af at være blevet fast ansat, for mens han gik i skole, havde han arbejdet hos Gudmund, fem dage om ugen, efter skoletid. Et par timer om dagen. Men som fast ansat på gården ville han sikkert blive betragtet som en rigtig mand.

”Han er nuttet,” tænkte Gitte, ”men måske også lidt retarderet.”

Pludselig hvirvlede en vind, måske en lille usynlig sommertornado, op så der gik kuk i sommeridyllen, og i næste øjeblik var de begge forsvundet for hinanden.

Gert spyttede lidt usikkert, fandt piben og tobakken frem, mens tanker og følelser kørte rundt i hans indre.

”Jeg skulle nok ikke have drukket så meget kaffepunch i går. Men jeg stikker ikke op for bollemælk. Jeg bliver ved, til jeg kan tåle det, så jeg ikke bliver til grin. De andre karle skal gerne være sikre på, at det ikke er ufarligt at prøve at føle mig på tænderne.

”For så skal jeg nok sørge for, der går G i den.”







fredag den 1. maj 2015

Bønner af egen avl.


Takket være biskop Hans Bagger fra Roskilde skal man ikke møde på arbejde eller i skole store bededag. I 1600-tallet indførte han tre faste- og bededage, selv om der allerede var indført en del bededage i løbet af trediveårskrigen. I byerne var der ugentlige bededage, mens der kun var én om måneden på landet.

Nu er det så skåret ned til én bededag om året, men det er jo kun på det officielle plan, for folk beder sikkert mere end det. Dyrker personlige bønner efter behov. Og nogle af de gode resultater, der kan komme ud af det er, at man begynder at sortere i de frø, man spreder ud. For før eller siden går det op for én, at nogle af frøene spirer og slår rod. Og at der er stor forskel på Fruesko og Bjørneklo. Også af egen avl.

/J.W.




torsdag den 30. april 2015

Blomstring.


”Nu’et,” siger en filosof,
”er alene helt present.”
Hyllet  ind i tankestof,
bli’r det ikke anerkendt.
Tanker bringer tid i fokus,
tanker om orkanens møje.
Altid blomstrer nu'ets krokus
inde i orkanens øje.




tirsdag den 28. april 2015

"Dueslag."


”Her sidder jeg, højt på en gren, som i sangen om kragen,” tænkte duen, ”men jeg er helt bevidst om, hvad jeg er. Og det er hverken krage eller råge, skade eller måge, selv om de også holder til her i omegnen. Folk og fæ kan sikkert også kende forskel på os, da vi både har vores ”kurren,” udseende og attituder til forskel.”

Duen sad og evaluerede. Der var noget at tænke over, for ”kroballerne” var i fuld gang med slagsmål udenfor, og stævnemøder i pauserne, til følge. Det førte til forlovelser og andet, hvorfor mange nu var på udkig efter egnede redepladser. Folk ville hverken have dem på deres altaner eller gesimser, for duerne ”kurrede” søvnige mennesker vågne i utide, og det nyvaskede tøj, på tørrestativerne, var yderst modtagelig for deres klatter, så der ofte blev tale om ekstraordinær klatvask.  

”Gør som splitternerne,” skvidrede en enlig svale. De bygger deres reder ved hættemågerne. Så er de beskyttede mod røverpak. For hættemåger forstår at sætte sig i respekt og er venlige overfor tilflyttere der passer sig selv og opfører sig ordentligt.”

”Jeg har hørt om det,” svarede duen. ”Men vore reder skal være med udsigt, og det kan en hættemågekoloni ikke tilbyde. Jeg har påbegyndt en rede syv gange på samme sted, og hver gang, jeg næsten er færdig, bliver den kostet ned. Det burde nogen gøre noget ved.”

”Man kunne måske foreslå, at man så sig om efter et andet sted, et sted som var mere imødekommende?” Svalen fattede ikke duens dumstædighed men forsøgte dog at være diplomatisk. Som den selv så det, kunne man da ikke bare bygge, hvor man havde lyst uden at tage et vist hensyn til andre. ”Det er derfor, der findes ting som byggetilladelser, byplanlægning, natteroshjemmeværn og vasketøjsbeskyttelsesnævn,” tænkte den.

”Jeg siger bare: Gør som splitternerne! Men hvis du kun vil bygge med udsigt, kan jeg ikke råde dig. Så må du selv hitte rede i det.”




mandag den 27. april 2015

V.I.P.'s på grenen.

”Min livret er insekter,” udbrød Ole Vip, mens hans ivrige hale vippede op og ned, som for at understrege en forbavsende nyhed.

”Vi har sgu da ikke andet på menuen,” svarede Vips og nappede en flue i flugten. ”Det er det samme som at sige, at din livret er mad. Jeg kan tilføje, at nymfer, fluer og natsværmere hører til de delikatesser, jeg sætter mest pris på.”

De sad begge på den samme gren ved et brusende vandløb. En brise holdt grenen vajende, sådan lige tilpas, og morgensolen tittede, som morseglimt, gennem træets lysegrønne forårsblade.

”Bortset fra at der stadig er lidt nattefrost, ind imellem, er her temmelig skønt. Synes du ikke Vips?”

Ole Vip sendte Vips et skråt blik og glippede med øjnene, som kun han kunne. Han vidste af erfaring, at blikket gav pote, men det skulle styres. Overdrev han, krummede Vips tæer. Så blev der lukket for det varme vand en halv times tid, og det havde han ikke tid til. For i april måtte man være på mærkerne. 

Efter alle solemærker at dømme, ville deres første kuld prikke hul på skallerne en af dagene. Så måtte man på den igen. Men det var ikke et sisyfosarbejde, selv om det måske kunne se sådan ud udefra. Det var selve meningen med livet. Hverken mere eller mindre. Yderligere reflektioner desangående var uglesete, og religiøse sekter holdt vipstjerterne sig langt fra. Den slags lod man uglen om.

”Sekter for sig og insekter for mig,” kunne de synge tostemmigt. Og det holdt selv præstekraver på afstand. De så i hvert fald aldrig noget til dem.

”Hvad skal vi have til aften, Vips?” Ole Vip havde et skælmsk udtryk i øjnene.

”Natsværmere, fluer og nymfer, plus det løse,” svarede hun. ”Og hvis det ikke er godt nok til hertugen, skal jeg vippe ham af pinden.”

Vips var de væk, som på tælling. Grenen vajede stadig i brisen, og vandløbet kluklo overskudsagtigt. 




søndag den 26. april 2015

Anmeldelsen.


Anmeldelsen var skrevet af uglen i ”Komposten.” Da den kom med posten, bladrede Mikkel febrilsk, med de hjemmelavede piberensersygekassebriller yderst på snuden, for at se, hvad han havde fundet på. Mikkel havde foræret ham en gratis juledekoration, for at påvirke anmeldelsen. Han havde holdt ”Åbent Hus,” for at sælge sine juledekorationer.

”Vær i god tid. Så er du på forkant, og det er meget bedre end at være på kant.” Et slogan af egen avl. Han havde også solgt kuperede rævehaler, som kunne blafre i vinden.  Imiterede, naturligvis, og importerede fra King Kong, hvor de ikke kostede en bondegård.

Mikkel havde underholdt med sang. Han følte, stemmen kunne alt, bare det var jazz, og han supplerede sangen med pilefløjt. Han havde købt en original skalmeje fra Piledammen ved Holstebro, og den havde han øvet på siden sidste forår.

”Subtil, egocentrisk, driftsbaseret vulgaritet forklædt som naturlig, uskyldig, kunstnerisk vildskab udtrykt med desperat virtuositet.”

”Ja, ja,” sukkede han og foldede "Komposten" sammen, mens han formaterede sit unikke rævesmil. ”Det uglegylp ogrævepis, han har kogt sammen her, er vel ikke grebet ud af den blå luft. Bob Dylan og mig, sagde hunden, er vist to alen ud af ét stykke. Han bruger mundharpe, mens jeg bruger skalmeje. Men der skal meget til at konkurrere med mit jazzede udtryk, og mine juledekorationer fik da ben at gå på.”