"Dueslag."

”Her sidder jeg, højt på en gren, som i sangen om kragen,” tænkte duen, ”men jeg er helt bevidst om, hvad jeg er. Og det er hverken krage eller råge, skade eller måge, selv om de også holder til her i omegnen. Folk og fæ kan sikkert også kende forskel på os, da vi både har vores ”kurren,” udseende og attituder til forskel.”

Duen sad og evaluerede. Der var noget at tænke over, for ”kroballerne” var i fuld gang med slagsmål udenfor, og stævnemøder i pauserne, til følge. Det førte til forlovelser og andet, hvorfor mange nu var på udkig efter egnede redepladser. Folk ville hverken have dem på deres altaner eller gesimser, for duerne ”kurrede” søvnige mennesker vågne i utide, og det nyvaskede tøj, på tørrestativerne, var yderst modtagelig for deres klatter, så der ofte blev tale om ekstraordinær klatvask.  

”Gør som splitternerne,” skvidrede en enlig svale. De bygger deres reder ved hættemågerne. Så er de beskyttede mod røverpak. For hættemåger forstår at sætte sig i respekt og er venlige overfor tilflyttere der passer sig selv og opfører sig ordentligt.”

”Jeg har hørt om det,” svarede duen. ”Men vore reder skal være med udsigt, og det kan en hættemågekoloni ikke tilbyde. Jeg har påbegyndt en rede syv gange på samme sted, og hver gang, jeg næsten er færdig, bliver den kostet ned. Det burde nogen gøre noget ved.”

”Man kunne måske foreslå, at man så sig om efter et andet sted, et sted som var mere imødekommende?” Svalen fattede ikke duens dumstædighed men forsøgte dog at være diplomatisk. Som den selv så det, kunne man da ikke bare bygge, hvor man havde lyst uden at tage et vist hensyn til andre. ”Det er derfor, der findes ting som byggetilladelser, byplanlægning, natteroshjemmeværn og vasketøjsbeskyttelsesnævn,” tænkte den.

”Jeg siger bare: Gør som splitternerne! Men hvis du kun vil bygge med udsigt, kan jeg ikke råde dig. Så må du selv hitte rede i det.”