De store var ikke så sårbare over for den behandling, dyrene og fuglene udsatte elskovens træer for, og når mennesker kom forbi, havde de svært ved at lade være med at give det lille træ et kærligt dask. Men det var ydmygende, for det måtte bøje sig og neje, hver gang en eller anden lod hænderne glide hen over det.
”Giv tid,” sagde de store træer trøstende.
”Vi har selv været små engang. Du bliver stor, før du ved af det, og så får du også bange anelser, når du fornemmer planer om udtynding eller fremstilling af gulvbrædder og tandstikker. Så får du lov at føle suset. Glæd dig hellere over, hvor meget du oplever nu og læg mærke til, hvor mange smukke ting der sker omkring dig.”
”Ja,ja, det kan de sagtens sige,” tænkte det lille træ.
”Jeg har stået her, lige så længe jeg kan huske, og hver morgen, når solen er blevet ordentligt tændt, kan jeg da se, at jeg ikke er en splint større, end jeg var i går.”
Det blæste op, så det suste i kronerne, og de store træer berettede om smukke kumulusskyer som jævnligt gled forbi den livgivende sensommersol.
Med mellemrum ramte en eksplosion af gyldent lys nu det lille træ, og varme følelser strømmede ud i hvert eneste blad.
”Mine bønner er blevet hørt,” jublede det. ”Jeg er udvalgt, og selv om jeg er det mindste træ i elskoven, er jeg velsignet.”
To egern kom slæbende på en lille sæk, de havde fikset af kastanjeblade. Inde i sækken var nogle potefulde nødder. De trak den hen over skovbunden og holdt ofte pauser. Pludselig fik den ene øje på det lille træ.
”Næh, se en smuk lille fyr. Det er helt sikkert det mindste træ her omkring. Jeg tror, vi skal grave nødderne ned lige under det, så vil det være nemmere at huske, hvor de er. Sådan et træ vokser ikke ind i himlen på nogle få måneder. Det ser såmænd lige sådan ud, når vi graver nødderne op til jul.”
”Det er jo det, jeg siger,” tænkte træet.
”Men hvor er de små egern dog mobile. De er slet ikke stavnsbundne som jeg, og hvis jeg ikke var så jordbundet, ville jeg ikke blive stående her. Så ville jeg da også gå ud.”
/J.W.
