Jul i Nibe.

Olie på lærred. 24 x 30 cm. (+ svæveramme).

Weides Manufaktur.

At forholdet mellem Amor og Psyche måtte gennem en dramatisk udvikling, før de endelig kunne få hinanden, er en historie, som har rørt manges hjerter. At det også påvirkede manufakturhandler Weides meditative blunden, som foregik i hans yndlingssofa, vidste han ikke. Han følte klart, at drømmerierne stammede fra ham selv, og kendte i øvrigt intet til sagn og myter.

Når han sad her, og lod tankebillederne glide ind og ud mellem hinanden, var han i sit foretrukne es. Han var et godt menneske, og var næsten altid i en eller anden form for es, men i hans meditative stunder var der et stille smil på hans læber.

”Han stod på toppen af et bjerg med sin elskede i favnen og iagttog nogle besynderlige skyformationer, som kom nærmere og nærmere. I næste øjeblik blev de begge omsluttet af dem.”

Her gik meditationen over i et blidt lys, mens alle billeder ophørte.

Han havde ingen erindring om sin fortid, og følte intet behov for at forske i den. Det eneste han var bevidst om, var den situation, han befandt sig i lige nu, og han var tilfreds med sin daglige dont som manufakturhandler.

Mange af hans drømme havde amorøse overtoner, og han vidste inderst inde, at han var en helt. Der var nogle uklare minder om en redningsaktion, hvor han genoplivede sin elskede. Noget med en fortryllet salve fra dødsriget, og noget med en mor, som var jaloux på hans elskedes skønhed. Alligevel var drømmerierne behagelige, for alt endte jo godt, og Weide følte aldrig, han havde nogle karmiske genoprettelsessessioner til gode.

Når der var fuldmåne, blev mange mennesker mere amorøse, end de var i det daglige, men det gjaldt ikke for manufakturhandleren. Han havde godt med olie på sin lampe, og mærkede derfor ikke den store forskel.  

”Kraften er med mig,” tænkte han ofte med et taknemmeligt smil. Og det var lige det, den var. Den blev ikke ødet, for Weides eneste udskejelser, var hans drømmerier. Det viste sig dog, at der tilflød brændstof fra dem, så udskejelser var der ikke tale om. Tværtimod. Desuden følte han sig som sportsmand, selv om han hverken spurtede rundt eller løftede jern. Hver dag efter lukketid, skød han med bue og pil en times tid. Det gav ham ro i sjælen, og holdt hans koncentrationsevne ved lige.

Men søndagen var helliget drømmerier. Og han længtes altid efter at være sammen med sine elskede gudindeagtige fruentimmere. Det var jo ikke bare Psyche, han havde mindelser om. Han havde en slags erindring om, at en gud havde lagt sin ene hånd på hans hoved og sagt:

”Sit vis vobiscum.”

Og han havde ikke engang set Star Wars, så det måtte også komme fra ham selv.

/J.W.

Eet alene.

Du tegner hjerter med en finger
tegner let i rudens dug,
konturer som fra hjertet bringer
frem i brystet stille suk.

Eet, kun eet kan hjertet fylde
bytte suk med englelyd.
Eet alene vil du hylde,
det som bringer hjertet fryd.

Dette ene kender alle
spiller sjælens melodi,
kan få tårer til at falde
ind i sjælens symfoni.

Nu dit øje smiler lettet
stråler som en diamant.
Er dit blik mod ruden rettet,
mon du duggens koder fandt?

/J.W.

"Kage på torvet."

Hedvig og Gunnar sad i rutebilen, der var afgået fra St. Ajstrup, som ligger et stykke inde i landet bag Sebberkloster. De havde netop passeret Sebbersund, og var nu på vej til Nibe, som var denne rutes endestation. Hedvig havde fået vinduespladsen.

Gunnar var nemlig en hel del galant over for Hedvig. Han havde indset, at det gav pote på flere små, men alligevel nyttige områder. Hedvig lagde mærke til sådan noget, og hun var ikke loren ved Gunnar, som ellers godt kunne forekomme ubehøvlet, hvis man ikke kendte ham godt. Folk tænkte jo ikke altid på, at Gunnar var meget tidligt oppe om morgenen. Hans arbejdsplads lå næsten tyve kilometer væk, så det tog sin tid med transporten, som foregik på en olivengrøn Puch Maxi.

”Har du hørt, at Svendsens har været på Mallorca, Hedvig?”

Hedvig kiggede på Gunnar og sagde: ”Nej, hvad skulle de dog der?”
”Åh, de havde aldrig været uden for Danmarks grænser før, og de har altid gerne villet til grisefest med præsten i Tjæreborg, så nu skulle det være, inden de blev alt for tunge til bens. Og man bliver jo ikke yngre med alderen, som de siger.”

Hedvig kiggede ud af vinduet: ”Jeg ville også gerne til grisefest i Tjæreborg… eller Mallorka, men ingen får mig op i en flyvemaskine. Og vi har det også godt nok her,” tilføjede hun. ”Ved jorden at blive…”

”De har taget lysbilleder, som vi skal se en dag.”

Hedvig spjættede underbenene lidt frem. ”Jeg er spændt på, om jeg kan bruge de sko, Skomageren reklamerer med.”

Gunnar rømmede sig: ”Det må vi jo håbe. Du skal i hvert fald ikke mangle noget. Det sku´ bare mangle.” Han fortsatte: ”Hvorfor tør du egentlig ikke flyve?”

”Hvis det var meningen, vi skulle flyve, havde vi sikkert fået vinger,” svarede Hedvig.

”Ja, det kan vi tidligt nok få,” sagde Gunnar. ”Der er jo heller ikke noget, der er sikkert mere. Det er i hvert fald helt sikkert.”

Hedvig kiggede skråt opad: ”Du sagde, vi skulle have kaffe på Phönix… og en jødekage?”

” Ja,” svarede Gunnar, ”hvis du lover at spise op.”

”Det gør jeg da,” svarede Hedvig koket og hurtigt.

Gunnar så på hende: ”Så tager jeg dig på ordet.”

”Ja, gør du bare det,” fniste hun, ”du tør jo ikke tage mig på andet mere, hæh, hæ, hæ. Husk mig på jeg skal købe cigaretter. Det glemte jeg sidste gang, og nu skylder jeg Olsens to pakker Prince. Så, nu er vi på torvet, her skal vi af. Ellers bliver der for langt at gå.”

”Ja, og det er vist for meget forlangt.”

Gunnar gik straks hen til købmand Pedersen, mens han huskede det:

¨”Fire gange ti Prince,” sagde han til købmanden.

”Så gerne. Med eller uden filter?”

”Det ved jeg sgu da ikke, det er ikke til mig selv,” svarede Gunnar, mens hans højre hånd famlende begyndte at lirke muldvarpen op af baglommen.

/J.W.

Jesus og skovfogedæblerne.

På den lille bakke, bag Brugsen, lå et hvidkalket hus med stråtag. Det var  aflangt og havde små vinduer. En gammel, mild kone boede her. Hun var så mild, at hendes største stue blev brugt som søndagsskole for områdets børn.

Om søndagen kom missionæren og holdt søndagsskole. Hans rene, velklædte og buttede fremtoning blev understreget af et meget venligt og imødekommende ansigt. Han vred hænderne på en smuk måde, som for at understrege, hvor heldige vi alle var, at Jesus havde været her for vores skyld.

Vi forstod nok ikke så meget af det, der blev sagt, men stemningen sagde det hele, så budskabet gik rent ind. Stemningen og duften. Duften af skovfogedæblerne i Annas store bordskål.

Det vi husker tydeligst fra den tid er blandingsduften af ordene om Jesus, missionærens kærlige fremtoning og skovfogedæblerne.

Og så var der jo også lokkemaden, som virkede: Den selvlysende engel, med en hvid sytråd i et lille hul i håret. Den havde man gjort sig fortjent til, hvis man havde samlet nok æbler gennem året. Små selvklæbende glansbilledæbler, man klæbede på et lille ark med et juletræ. Der var hvide, tomme og runde pladser på træet, hvor man klæbede sine erhvervede æbler ind. Et fuldt æbletræ udløste fosforenglen, og det passede så nogenlunde med, at det var fuldbyrdet ved juletid.

/J.W.

"Rough skitse" af de tre legender. 
Olie på canvas panel. 18 x 24 cm.

Olie på lærred. 40 x 30 cm. + ramme.