Countless, and infinitely small, brittle silver bells ringing so fine that only the etheric senses perceive them. Heralding beauty, peace and joy, and the Promised Land emerges in all the usual.
It had always been there. It was thus not a place you could go to, but when the mind found its original tranquility and thoughts reverently had folded their wings, it revealed itself from its best side.
A gentle, smiling glimpse dressed in soothing, promising hope.
Det
forjættede land.
Utallige,
og uendeligt små, sprøde sølvklokker kimer så fint, at kun de æteriske sanser
opfatter dem. Til gengæld varsler de skønhed, fred og glæde, mens det
forjættede land toner frem i alt det sædvanlige.
Det havde jo altid været der,
og var altså ikke et sted, man kunne drage til, men når sindet fandt sin
oprindelige ro og tankerne ærbødigt havde foldet vingerne, åbenbarede det sig
fra sin allerbedste side.
Som
det var blevet lovet, og som det var ment.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar