Kunstværkerne skaber sig selv, mens poesien
skitserer perspektiverne, med baggrunden frigjort
fra timelige overvejelser.
De ukomponerede livssymfonier opføres
med naturlig skønhed, mens kronbladene
rækker armene mod lyset
og åbenbarer ukendte forjættelser.
Alle genkender dog duftene og forundres over,
hvor upåagtede de har været.
Imens ændrer alting udseende,
og tonerne bliver forvekslet med blomster.
Farvernes kosmiske dans efterligner stærenes rytmer
i sort sol, og vegetationen dyrker
finurlige udspring, mens den digter uforpligtende
aforismer om tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar