Han besøgte Muserne. Jo jo, de ni navnkundige, som bor mellem himmel og jord, hvor der, som bekendt, sker meget mere end almindeligt forståeligt nu om stunder. Hvor knus, kram, flirt og kys er afstemte med kammertonen og ikke analoge med forpligtelser, og hvor verdens blomsterbørn ofte opholder sig og lader op. Han fik lov til at plukke en buket blomster ved Alfarvejen, der bugter sig i et smukt kuperet terræn i den æteriske natur. Han plukkede Allegorier, Analogier og Metaforer, som prydede alle grøftekanterne, og pyntede med Lysegrønne Håb, der fik hjerter til at smile.
En meget smuk buket blev det, og Muserne tillod ham at bringe den med tilbage til det daglige. Han skulle sætte den i en vase og skifte vand hver midnat, og da såvel blomsterne som det lysegrønne var yderst musikalske, skulle han sørge for, de altid kunne lytte til underskønne toner. Den kunne ikke, på alle punkter, sammenlignes med en buket fra den lokale blomsterhandler, selv om en sådan også kunne give udtryk for smukke tanker og følelser.
Man kunne kommunikere med buketten. Uden introduktion, og man stoppede ganske lidenskabsløst, når man følte for det. Ligesom drømme, eller tankerækker, der kommer og går uden bratte begyndelser og fokuserede afslutninger.
Buketten havde en fascinerende udstråling og efter moden overvejelse tog han, ganske officielt, et diplomkursus i tryllekunst, for så kunne han undgå at skræmme nogen og blot lade som om, det hele var en illusion, hvad det jo, dybest set, også var.
Dog mange oktaver højere end diplommagi.
