Den overfyldte bus sugede vejen ind under forhjulene og sendte den bagud i rasende fart, mens scenarierne skiftede i et adstadigt tempo. Det var smukke og afvekslende sceneskift passagererne blev præsenteret for gennem de store ruder.
Vejret var så smukt, det kunne være, og landskaberne tog sig ud fra sine allerbedste sider. Også de spredte huse og de sammenvoksede bygninger i byerne var maleriske og indtagende.
Ved hvert busstop var der nogle passagerer som stod af. Der var ingen som stod på, så bussen affolkedes lidt efter lidt. Der gik sport i at gætte på, hvorfor de forskellige passagerer stod af, netop hvor de gjorde.
Nu var bussen på vej ud i ingenmandsland. Her var intet at se, ikke engang en endestation, alt gik tilsyneladende ud i eet. Også den lille, klare stjerne, som havde holdt en del af opmærksomheden fanget under hele turen, var forsvundet. Dette måtte være ved verdens ende, og chaufføren var sprunget af bussen, lang tid før den standsede helt.
Så stod jeg også af.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar