Hvis I vil læse mit indlæg: "Fortsatte forsætter" slå op på side 2.

Nibe Avis

dSostrpenotimict08ag9301i118g52f49lh0h40.58ci6u407m0itn15 hi  · 

Læs Nibe Avis med aktuelle lokale nyheder, aktiviteter og gode tilbud.

https://www.e-pages.dk/nibeavis/folder/2553/

- Nibe-fund på museernes top-ti

- Julemanden…

Se mere

JULEÅND

Juliane boede i en ganske lille lejlighed. Alene? Ja og nej, for hun havde tre katte, så alene var hun egentlig ikke. Ikke på dén måde. Man fik lyst til at invitere hende til juleaften, så man kunne kræse for hende, for hun var utrolig sød og kærlig. Katte og hunde fik let hendes hjerte til at løbe over, og da hun blev spurgt, om hun ville spise méd juleaften, svarede hun, at det kunne hun desværre ikke, for hun havde lovet kattene, at de skulle hygge sig sammen.

Kattene fik gaver, som var fint indpakkede i julepapir, og hun kom med en julegave til vores hund. Den lignede en almindelig julegave, af den slags mennesker giver hinanden. Med til og fra kort. Han havde også fået fire adventsgaver, som han selvfølgelig selv skulle åbne, hver gang det blev søndag, og et ekstra lys blev tændt i adventskransene landet over.

Juleglædens Ånd var endelig vågnet helt og var ganske veludhvilet. Han så frem til at besøge Juliane og de tre katte, og han ville blive hos dem hele julen… og nytåret med, for intet andet sted følte han sig så godt tilpas. Det betød, at ingen af hans utallige ansatte oplevede prikkerunder, da han havde brug for dem, så de kunne besøge alle andre, der ønskede den udstråling af juleglæde, hans nærvær medførte. De havde alle fået prokura, så de var i stand til at levere varen.

Juleglædens Ånd og hans prokurister havde travlt i denne tid. Han selv havde jo besluttet, hvor han ville slå sig ned, og det var ham der var chef.

Og sådan blev det.

/J.W.

ERINDRING

 

  ”Det er sjovt, at et enkelt blik ud af vinduet, samt stilheden i stuen, kan vække minder af stor betydning, selv om de måske forekommer ubetydelige, når man forsøger at skildre dem.”

 

  Han sad ved dagligstuebordet og drejede hovedet mod sin kone, som hyggede sig i sofaen. Hun lagde bogen fra sig, og ventede tålmodigt på den fortsættelse, hun vidste ville komme.

 

  ”Ja, det er måske ikke noget særligt, men så alligevel.”

 

  Han kiggede ud på den stemningsfyldte vinterhimmel og tillod opmærksomheden at trække sig indad mod erindringens billedbog, som han bladrede forsigtigt i, til han nåede den rigtige side.

 

  ”Vi skal vel omkring seks dekader tilbage,” sagde han og drejede hovedet mod hende igen. ”Jeg kom ikke i skole den dag, fordi jeg havde ondt i halsen. Du ved, den slags halsbetændelse man havde dengang, hvor det føltes, som om der sad barberblade i halsen, der tvang en til at skære grimasser ved hvert, smertefuldt synk. Ja, sådan en halsbetændelse kan man vel også få i vore dage, vil jeg tro. Nåmen, kun min mor og jeg var hjemme. Alle mine søskende var i skole, og min far var på arbejde. Mødre gik hjemme dengang og havde forklæde på. Det var formiddag og bortset fra min mors rolige syslen, var der stille. Jeg lå på sofaen med et tæppe over og skar nødtvunget, og regelmæssigt, de uundgåelige grimasser. Bevidstheden om at mine klassekammerater sad ved skolebordene, og måske skiftedes til at rejse sig og recitere salmevers i klasseværelsets karakteristiske duft, var med til at forstærke den milde følelse af stilhed og fred i de små smertepauser. Som en svalende oase, uberørt af den omgivende, solsvedne ørken.”

 

  ”Så kom min mor ind til mig med en kop duftende kamillete, samt en desserttallerken med et stykke nybagt franskbrød på. Det så dejligt ud, og foruden smør var det smurt med et pænt lag hjemmelavet syltetøj. En blanding af ribs og solbær fra vores egen have.”

 

  ”Det var lige her, da jeg tog den første bid af mellemmaden, og duften af syltetøj og kamillete ramte næsen, at mindet blev ”ristet i runer.” Jeg vidste jo, at om lidt, når bidden skulle synkes, ville barberbladene gøre deres nederdrægtige arbejde, men jeg tænkte ikke på det. For inden da holdt tiden en pause, og jeg nåede at erfare den reneste følelse, jeg erindrer at have haft. Den kunne ikke sammenlignes med at pakke en julegave op eller at finde en tokrone i vejkanten. Følelsen var på et helt andet niveau. Meget stille og meget intens virkelighed. Helt naturligt, enkelt og ukompliceret. Smukkere kunne det ikke være.”

 

  ”Åh ja, det kan jeg skam godt følge dig i,” svarede konen. ”Det tror jeg, vi alle kender til.”

/J.W.

 

JULESTEMNING (1/2) og (2/2).

 

JULESTEMNING (1/2).

  Døren til venteværelset blev åbnet, og denne gang var det Gudmund, lægen sagde ”værsgo” til.

  Gudmund rejste sig så hurtigt han kunne og fulgte efter lægen.

  ”Værsgo at sidde.” Lægen pegede på den eneste stol, der var, foruden hans egen drejestol, mens han tørrede håndtrykket af i en vådserviet.

    ”Hvad kan vi så gøre for dig i dag?”

  Gudmund vred sig lidt. ”Joh, der er så mange, der spørger, om jeg er kommet i julestemning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er. Så et eller andet er der vel galt. Hvis nogen glædestrålende viser mig et pyntet og tændt juletræ, glider mit autofokus øjeblikkelig ned til gaverne. Kan det være noget med mandlerne?”

  ”Den var god. Nej julestemning sidder ikke i mandlerne. Det har noget med gaflen at gøre.”

  ”Ja, giv mig bare kniven. Jeg ved godt, jeg har en redningskrans om hofterne. Det er jo også derfor, jeg går med både livrem og seler. Livremmen alene tør jeg ikke stole på.”

  Lægen tog Gudmunds blodtryk, vendte sig mod sin computer et øjeblik, spillede lidt på tastaturet og drejede hurtigt tilbage igen.

  ”Du skal have en stemningsgaffel. Apotekerne importerer dem fra julemandens værksted i Grønland. De ligner, til forveksling, stemmegafler, som vi kender dem, men de har englelyd. Lige som julen selv, så fra og med den første søndag i advent, og tyve dage frem, skal du slå den tre gange på kanten af bordet morgen og aften og skyl efter med nisseøl. Hvis du ikke er i julestemning senest den tyvende december, så ring igen. Men det skal nok virke.”

  ”Hjælper det også at bære rød nissehue med hvid kvast? Det gør min nabos datter hver dag i julemåneden. Hun er tyve år nu og har gjort det, så længe jeg kan huske.”

  ”Det er en udmærket ide. Jeg skriver en recept på nissehue, nisseøl og stemningsgaffel.” Han rejste sig, gav Gudmund hånden, plukkede en vådserviet ud af dispenseren og sagde:

  ”Glædelig Julestemning, Gudmund.”

 

JULESTEMNING (2/2).

 

  Der var kun nogle få håndfulde dage til den tyvende december, dagen hvor Gudmund skulle ringe til lægen, hvis han ikke var kommet i julestemning trods anvisninger og recept. Mange af julekalenderens låger stod åbne nu, og kalenderlyset var brændt pænt ned. Det var let at se, hvor langt man var kommet målet, som var den fireogtyvende om aftenen, hvor lysene på det pyntede juletræ skulle tændes, enten med ild eller ved et tryk på en kontakt.

  På Storcentrets torv, stod julemanden og delte flødekarameller ud. Han smilede og nikkede ustandselig og ho-ho-ho-ede, som julemænd gør, når de ikke lige sidder i kanen og svinger pisken højt over de forspændte rensdyr. Det med pisken var egentlig en skueproces, for rensdyrene strøg villige gennem luften med frostkolde tågeskyer ud af næseborene. Fulde af julestemning… og gæret rensdyrlav.

  En lille dreng stod med pegefingeren i munden og stirrede på den trivelige julemand. Han kiggede betuttet på sækken med flødekarameller, som julemanden holdt frem mod ham:

  ”Vær så god, ho-ho-ho, tag du bare for dig min ven.”

  Drengen tog fingeren ud af munden og greb febrilsk en håndfuld flødekarameller, men pludselig fik faderen øje på sceneriet, flåede karamellerne fra drengen og smed dem ned i sækken igen.

  ”Du ved jo godt, at flødekarameller giver huller i tænderne, Preben,” sagde han irriteret og skulede olmt til julemanden.

  Det havde vor gode julemand ikke lige set komme. Han følte, han delte julestemning ud og fik mange glade smil fra børn og voksne. Han kiggede forbavset på faderen og så nu, at det var selveste dr. Frederiksen, hans egen sygekasselæge.

  ”Ho-ho-h…øhh, undskyld doktor, men er det ikke julestemning, det drejer sig om?”

  ”Julestemning mig her og julestemning mig der. Jeg er træt af jeres kunstige forestillinger og lokkemad. Jeg orker ikke dette stemningshalløj, men ser frem til at nytåret bliver overstået, så vi kan få amputeret de mørke måneder, der spærrer for foråret.”

  Han greb irriteret Prebens hånd og trak ham bort fra den afskyelige julemand.

Gudmund var chokeret. Han havde nøje fulgt Frederiksens råd, fra sidst i november, og havde, morgen og aften, knaldet stemningsgaflen tre gange i bordet for at få englelyd og havde, som der også stod i recepten, skyllet efter med nisseøl. Julestemningen var kommet snigende og blev stærkere dag for dag, så Gudmund havde fået stor tillid til sin læge. Julestemning havde han ikke kendt før, men nu vidste han, hvad det var.

  Og det var en stor glæde for ham. Han var taknemmelig og besluttede at være med til at sprede denne smukke stemning. Det var lige netop derfor, han havde reageret på Centertorvets annonce om at agere julemand og dele flødekarameller ud.

  Men doktor Frederiksen kunne ikke ødelægge Gudmunds julestemning. Den havde sat sig, så han havde intet behov for at ringe til ham den tyvende, hvis det ordinerede ikke virkede. Stemningsgaflen, nisseøllet og nissehuen havde spillet smukt sammen og bragt julestemning til Kaj Ottos sind.

”Doktor Frederiksen skulle smage sin egen medicin og ikke nøjes med at tørre hænderne af i vådservietter efter hvert håndtryk,” tænkte han, løftede sækken mod en lille pige og sagde:

  ”Vær så artig, ho-ho-ho.”

 

/J.W.

MENS VI VENTER

 

  Denne morgen var himlen stadig sort. Der var ingen stjerner at se, så der måtte være overskyet. Stille tonede en grå nuance over, og nu åbnede Aurora langsomt øjnene, hvilket straks prydede horisonten. Hun var så nænsom, at det virkede som om, hun ikke kunne få sig til at skubbe det grå himmeltæppe til side.

  Men man anede også en kærlig beslutsomhed, mens hun langsomt drejede lysdæmperen mod plus. Det grå mistede kraft og blev gennemsigtigt.

  Auroras styrke var indiskutabel. Hun erobrede hurtigt billedet, og i det lysegrå himmeltæppe opstod store, rene, lyseblå skjolder. Så tog solen den gule førertrøje på, og bortjog helt usentimentalt såvel morgenrøden som gråtonerne. Nogle mørke skyformationer, med blålilla nuancer, udtrykte individuelle karaktertræk, som blev fremhævet af den nu lysende blå himmel.

  Solen skinnede blændende i sin fulde pragt, selv om den stadig holdt sig lavt på himlen. Fra denne position ramte den træerne, som den sprayede med engelskrød og guld, og adskillige hvidkalkede husmure blev så kraftigt belyst, at det var vanskeligt at se om der var vinduer eller døre i.

  Denne morgen lovede godt for dagens videre udvikling. Men årstiden er lunefuld, så i løbet af et kvarter kan himlen mørkne kraftigt til og levere regn, slud eller sne. Typiske tegn på, at almanakkens symfoniorkester er ved at stemme instrumenterne til vinterrepertoiret, og så er det tid til supper, stearinlys, grønlangkål, brunkager, klejner og nisseøl.

 

/J.W.

 

SPØGELSESTONER

 

  Tonerne strøg mod øregangene, som en krum katteryg mod bare ben, og trommehinderne sendte dem, ad finurlige kanaler, ned til hjertet, som de omringede med magiske cirkler, der ikke fulgte de kendte mønstre, som f. eks. ringe i vand.

  Men beskrivelsen holder ikke helt og aldeles vand, for der skete noget, han ikke havde forventet. Katten rejste sig på bagbenene og dansede som en prinsesse, hunden trommede med forpoterne på kagedåsen, som indeholdt vaniljekranse, og fjernsynet tændte sig selv.

  ”Så findes der altså spøgelser,” tænkte han. ”Når de rette omstændigheder er til det.” Han fik et besynderligt udtryk i ansigtet, for selv om han nød violinens toner, forstod han ikke, hvorfor de satte sådan noget i gang. ”Var det tonerne alene, var violinen magisk, eller var det violinistinden, som udløste disse hændelser?”

  Han besluttede at kontrollere kagedåsen, som var det mest håndgribelige, når musikken sluttede, for var vaniljekransene blevet til en slags pebernødder, havde der været spøgelser på spil. Så var vaniljekransehullerne blevet spist af dem, hvorefter ringene nødvendigvis måtte samle sig, hvis de ville undgå at ende som sød rasp. ”Men indtil videre vil jeg nu koncentrere mig om at nyde de bevægende toner,” besluttede han.

 

/J.W.

 

JULEØL

”Jeg er ved at brygge juleøl.” Nissens små hænder arbejdede målbevidst og energisk. ”Nisseøl er godt, men min juleøl er bedre.”

”At du kan.” Fie betragtede ham beundrende. ”Hvordan ved du, hvad der skal i?”

”Jeg føler mig frem.” Nissen så vigtig ud. ”Jeg har det på fornemmeren. Den bliver ikke helt ens hver gang, for jeg kan aldrig huske opskriften. Kun det grundlæggende. Men hvis jeg ikke tilføjer lidt ”føler mig frem,” bliver den trist.”

”Sikken masse ting du har samlet i skoven.”

”Ja, der skal hakkede grangrene i, gæret mos, grankoglefrø, knust bøgebark og pressede bær fra misteltenen. I år vil jeg ”føle mig frem” med kandiseret kærlighed og stødt julestemning. Det giver sikkert det sidste uden alt for meget føleri, hvis du forstår, hvad jeg mener. For ingen må føle sig stødt. Det hele kommer i en vinballon, som placeres langt inde i den forladte rævegrav, og efter cirkus fjorten dage og nætter, bliver det siet i min vadmelsvest. Så mangler det bare at blive klaret, og jeg har et par flasker opklaring, jeg samlede mellem de to sidste gråvejrsperioder.”

”Hvordan får du brus i og skum på, for det plejer der at være?”

”Det kommer fra havet. Jeg henter det mellem Saltum og Skagen, når stormene raser om efteråret. Det tager altid nogle dage, fordi jeg samtidig besøger klitnisserne der. Og jeg kan ikke besøge dem uden at smage grundigt på deres Vesterhavsbrænding, fordi jeg ikke vil såre dem. Den er de gevaldigt stolte af. Men min juleøl siger dem ikke noget. Den passer ikke til tørrede isinger, siger de. Og det tror jeg, de har ret i.”

/J.W.

JULETÆNKETANKER

 

  ”Julen var lige til påske,” tænkte nissen. ”Der er ikke noget at sige til, at mange af os får stress. Ikke fordi julen ikke er vor storhedstid, for det er den, men fordi der er hundredeogsytten ting, vi forventes at tage os af.”

  Vætten, som var iklædt sin karakteristiske grå vadmelsdragt, tænkte tilbage: ”Der er mange, der glemmer at overveje, hvornår julen egentlig begynder, for julen ’varer’ jo ikke bare, den begynder også. Jeg synes ikke, den begynder før den første december, men mange kan ikke få nok og starter allerede i november.”

  ”Der er gæstgiverier, som averterer med julefrokoster i oktober. Så har jeg ikke engang fået mit røde nissetøj tilbage fra renseriet.” Nissen svarede hurtigt på vættens tanker, uden dog at tænke alt for højt.

    ”Ja, jeg skifter nu ikke tøj, fordi julen lige dukker op,” tænkte vætten og smilede til nissen. ”Det er kun jer nisser, som har fået den spøjse ide.”

  ”Nu tænker du godt nok, at vi er spøjse, fordi vi er klædt i rødt i juletiden, men jeg kan sige dig, at det er fordi vi er moderne, og ikke sådan nogle oldtidslevninger som jer. Ja, ja, gode tanker igen. I minder mig bare lidt om de besynderlige typer, som kun kan tænke: Intet nyt er godt nyt.”

  ”Ja, jeg er godt klar over, at jeres røde nissejuledragter er det nye sort, men om det holder ved, vides ikke. Moderne skifter hurtigere, end vinden blæser, og I har jo kun haft den vane i utallige år, eller så. I morgen kan der lyde nye toner fra den front. Hvem ved, om kasketter eller stråhatte bliver det næste nye? Det ville da være en forandring, der ville noget. Men så er det ikke sikkert, I går ind i folk med træsko på mere.”

/J.W.

 

Olie på mdf. 60 x 80 cm.

 

Olie på mdf. Er i Galleri Halmtorvet, Mariager.

 

Olie på lærred med dyb blindramme. 50 x 50 cm.

 

Olie på mdf. 64 x 64 cm.

 

 Hvis I vil læse mit indlæg så slå op på side 6:

Juleklip og Mortensand.

Nibe Avis

23 min  · 

Læs Nibe Avis med aktuelle lokale nyheder, aktiviteter og gode tilbud.

https://www.e-pages.dk/nibeavis/folder/2553/

- Det går meget bedre for kvindehåndbolden

-…

Se mere

11

Synes godt om

Kommenter

Del

Aktiv