Ananda Yogi.

 Olie på lærred med dyb blindramme. 80 x 60 cm.

Miniature i olie på karton.

 16 x 13 cm. incl. ramme.

Olie på lærred.

 

SOMMERTEGN

 

   ”Hvad har du gang i?” Han betragtede hende med et undrende udtryk i øjnene. Det kunne se ud, som om hun var ved at file trommestikker af nogle træstykker.

  ”Jeg er bare i god tid. Før man ved af det, er det den sidste dag i april, Valborgsaften, og så er det for sent. Det tager tid at få sådan et par grene til at blive varme nok, så man kan få hjemmelavet ild.”

  ”Der er jo fuldmåne d. 5. maj, men det er måske ikke med i dette billede?”

  ”Nej. Jeg vil jeg antænde mit bål med hjemmelavet ild, så de underjordiske ikke overlister os, og jeg hjælper jo så også med at eksportere heksene til kirken i Tromsø.”

  ”Er det ikke overtro? Det var da vist kun i gamle dage, man gjorde den slags.”

  ”Så er man da i hvert fald sikker. Der er jo, hmm, mere mellem himmel og fjord…, og jeg har hørt så meget om både dit og dat. Tænk bare på, hvad Jørgen Leth fortæller om skikkene på Cuba.”

  ”Du mener nok Haiti. Ja, nu gør du mig usikker. Er det nogen særlige pinde, man skal gnide for at få ild? Vi kan jo lege, vi markerer overgangen fra vinter til sommer. Og så vil vi have pølser og skumfiduser, så der bliver lidt Sankt Hans over det. Så har vi taget hensyn til både Per og Poul, som man siger, og husker man endvidere kun at træde på hver anden flise og springe over kloakdækslerne, kan det vel ikke skade nogen.”

  Kirkeklokker og fuglekvidder. Mælkebøtten bryder gennem asfalten, som ikke vil acceptere det. Det er den dog indifferent overfor. Låget hopper af, og livsglæden koger over. Nye kartofler snart.

  Træerne folder deres grønne solfangere ud.
Efter alle solemærker at dømme, står Maj jo for døren, og svenskerne spiser majs med tang, har jeg læst. Majstang.

  Taler og flag. Flagrende sommerfugle. Bestøvning. Tørre æggeskaller i græsset under træerne.

Når bierne summer, er sommeren rede.

/J.W.

 

MÆLKEBØTTETID

 

  Snart vrimler det med mælkebøtter, og mange glæder sig over synet af deres gule overflod. De strækker hvert blad, i deres smukke, gyldne kroner, op mod solen. Så stærk er deres længsel, at deres saftspændte stængler står, som var de blomsterpinde. Meget usædvanligt for en mælkebøtte, som ellers bøjede sig blidt og føjeligt i forskellige retninger, som vind og vejr havde anbefalet. Den kunne ikke nå helt op til solen, men prøvede ufortrødent alligevel.

  ”Se den mælkebøtte, far. Hvordan mon den er vokset op gennem den hårde asfalt?”

  ”Tro, håb og kærlighed, tror jeg.”

  ”De plejer da at gro i græs, men den der ser altså ud som om, den vokser op gennem asfalten med vilje.”

 

/J.W.

 

NAVNLIG BØRN

Fødes der børn nok i Danmark?

Man oplever så meget nyt, når man er sammen med en baby. Lydløse ord der er formulerede i sommermorgenens rimtåger i sindets soloplyste baglokale med udsigt til de sidste stjerner og levende guldaldermalerier med uberørte landskaber.

Når jublende børn leger og komponerer tidløse symfonier med akrobatiske unoder, berører muserne penne og blæk, danner klukkende kilder, der forgrener sig gennem ørkener, og skaber grønne oaser.

Det ser ud til, man vælger at føde børn senere og senere i hvert fald blandt etnisk danske kvinder. Måske på grund af karriereintensioner i erhvervslivet? Det gælder dog ikke for indvandrermiljøer, hvilket bl.a. fremgår af, at drengenavnet Muhammed er populært som aldrig før i hele Nordeuropa. På femtepladsen i England. De mest populære drengenavne blandt etniske danskere er lige nu: Oscar. Karl. William og Alfred.

/J.W.

Weide fra Tøjhuset.

 

  At forholdet mellem Amor og Psyche måtte gennem en dramatisk udvikling, før de endelig kunne få hinanden, er en historie, som har rørt manges hjerter. At det også påvirkede den tidligere tøjhandler Weides meditative blunden, som foregik i hans yndlingssofa, ikke langt fra hans gamle arbejdsplads i Nibes Tøjhus, vidste han ikke. Han følte klart, at drømmerierne stammede fra ham selv, og kendte i øvrigt ikke meget til sagn og myter, selv om han havde hørt nogle af dem under skoletiden på Lundevej, hvor han opnåede præliminæreksamen. Men det var lang tid siden.

  Når han sad her, og lod tankebillederne glide ind og ud mellem hinanden, var han i sit foretrukne es. Han var et godt menneske, og var næsten altid i en eller anden form for es, men i hans meditative stunder var der et stille smil på hans læber.

  ”Han stod på toppen af sygehusbakken med sin elskede i favnen og iagttog nogle besynderlige skyformationer, der kom nærmere og nærmere fra Skinbjerg Hule området. I næste øjeblik blev de begge omsluttet af dem.”

Her gik meditationen over i et blidt lys, mens alle billeder ophørte.

  Her havde han ingen særlig erindring om sin fortid, og følte intet behov for at forske i den. Det eneste han var bevidst om, var den situation, han befandt sig i lige nu, og han var ganske tilfreds med minderne fra sin tidligere dont som ekspedient i Tøjhuset, hvor han også havde stået i lære.

  Mange af hans drømme havde amorøse overtoner, og han vidste inderst inde, at han var en helt. Der var nogle uklare minder om en redningsaktion, hvor han genoplivede sin elskede, som var kæntret med sin skydekajak ude ved Troldholmene, hvor hun ville samle mågeæg. Alligevel var drømmerierne behagelige, for alt endte jo godt, og Weide følte aldrig, han havde nogle karmiske genoprettelsessessioner til gode.

  Når der var fuldmåne, blev mange mennesker mere amorøse, end de var i det daglige, men det gjaldt ikke for ham. Han havde godt med olie på sin lampe, og mærkede derfor ikke den store forskel.

  ”Kraften er med mig,” tænkte han ofte med et taknemmeligt smil. Og det var lige det, den var. Den blev ikke ødet, for Weides eneste udskejelser, var hans drømmerier. Det viste sig dog, at der tilflød brændstof fra dem, så udskejelser var der ikke tale om. Tværtimod. Desuden følte han sig som sportsmand, selv om han hverken spurtede rundt eller løftede jern. Hver dag efter lukketid, plejede han at skyde med bue og pil i Skalskoven en times tid, måske inspireret af drengetidens indianerbøger… eller Amor. Det gav ham ro i sjælen, og holdt hans koncentrationsevne ved lige.

  Men søndagen var helt helliget drømmerier. Og han længtes altid efter at være sammen med sine elskede gudindeagtige fruentimmere. Det var jo ikke bare Psyche, han havde mindelser om. Han havde en slags erindring om, at en gudinde havde lagt sin ene hånd på hans hoved og sagt:

”Sit vis vobiscum.”

  Og han havde ikke engang set Star Wars, så det måtte jo komme fra ham selv.

/J.W.

 

KUJER FRA BROEN

Mange aner ikke, hvad en kuje er for en fisk. Er man vokset op ved Limfjorden, ved man det, for så har man sikkert spist mange af dem. I 1950´erne var de almindelige hos fiskehandleren og på spisebordet, men hvor mon de er blevet af?

De hedder i virkeligheden ålekvabber, så navnet ”kuje” er vel dialekt.

Fra den gamle bro i Sebbersund, den med de røde jerngelændere, fangede drengene dem med snøre, og de lokale fiskere fik også mange i deres ruser sammen med skrubber. Gode, kødfulde Limfjordsskrubber, som man næsten heller ikke ser mere. Jeg har spurgt fiskehandleren, som siger, man kan få havskrubber, men dem er der ikke så meget bid i.

Når der var dis med lidt småregn, bed kujerne på drengenes snører, som bier om en honningkrukke, og en god søndags fangst kunne godt summe sig op til over hundrede, og så havde drengene leveret middagsmaden, som mange husker, når man eksempelvis nævner kogte kujer med sur-sød sovs og kartofler.

Inden man begyndte på ”Realen” i Nibe, kendte man allerede en del Nibenitter, som havde cyklet de fem kilometer for at fange kujer, og i sæsonen hornfisk, fra den gamle, legendariske bro.

Når man ville fange kujer, blev snørerne sænket ned på bunden af fjorden ved hjælp af blylodder, og her kunne godt være mange kroge ad gangen. Ikke sjældent kunne man fange fem-seks kujer på én gang.

Hornfisk fangede man med snøre, der var forsynede med prop, for her blev maddingen, med skjult krog, kun sænket en meters penge ned, og her brugte man så fiskestang. I de fleste tilfælde var maddingen regnorme eller krabbekød. Krabben blev knust med en hæl, og så var maddingen klar til krogene.

Broen er, som bekendt, væk nu. Det er kujerne også, og de fleste skrubber har søgt andre levesteder. Ålene, som næsten kun blev fanget i ruser, gad heller ikke mere, så stegte ål hos bageren og kroen er en saga blot. Det der hedder Sølyst nu er bygget på minderne om det velfungerende bageri med tilhørende pavillon, men fjorden har dog holdt stand, og nogle få fritidsfiskere kan i ny og næ hive en lille portion fisk hjem.

/J.W.

Portrætter.

 Olie på canvas panel. 27 x 21 cm. incl. ramme.

NÆRVED OG NÆSTEN

Ordet Agape er det oldgræske substantiv for guddommelig kærlighed og for kærlighed til medmennesket. Desuden betyder det som udsagnsord ”elske.” For eksempel i ordene fra Jesus om at ”elske” sin næste som sig selv.

Mange af skriftstederne i Det Ny Testamente er interessante. Ofte henvises der til dem, præster prædiker over dem, og andre skændes om deres betydning.

Hvis man skal elske sin næste som sig selv, er det relevant at vide, hvem ens næste er, og om man synes, vedkommende fortjener ens kærlighed.

Der er nemlig delte meninger om, hvem ens næste er. Nogle mener, næsten skal befinde sig i nærområdet, andre mener, alle er ens næste, uanset hvor på kloden de befinder sig.

Måske bør man gribe spørgsmålet an fra en anden vinkel end den sædvanlige. ”Du skal elske din næste som dig selv” står der i Det Ny Testamente. Der står ikke, at man skal elske næsten mere end sig selv – heller ikke mindre. Men hvis man nu ikke elsker sig selv eller bare ikke bryder sig om sig selv, skal man så forholde sig til sin næste på samme måde?

Måske menes der: Du skal elske din næste som DIT selv og ikke som DIG selv? Personligheden ligger hierarkisk ikke så højt som Selvet. Det må være et højere bud, der er tale om, og det indeholder påmindelser om, at man skal søge for at finde. En udviklingsproces som, hvis den lykkes, også vil opfylde et andet bud:

”Du må ikke tage Guds navn forfængeligt.” Det nærmeste man seriøst kan komme Guds navn er: ”JEG ER.” Og JEG er en vanskelig sag. Mange store tænkere har gennem tiderne fundet frem til, at alle spørgsmåls svar kommer samtidig med, at det går op for én, hvem eller hvad man egentlig ER. På en portal over Oraklet i Delfi står: Menneske kend dig selv.

Tager man Guds navn forfængeligt, bliver man personligt såret, hvis man opfatter forhånelser mod Gud. Tager man ikke Guds navn forfængeligt, synes man, at de der forhåner kun viser, hvordan de selv tænker og er. Man betragter dem ikke som farlige forbrydere, fordi de udtrykker, hvad de vil. Det berører overhovedet ikke én i den forstand. Man har jo stadigvæk sin egen tro og sine egne meninger. Men hvis man er usikker på sin tro, kan det godt være, det føles farligt, at andre udtrykker noget, man måske selv har en anelse om, men som man ikke tør tænke færdigt, fordi man er programmeret med, at det er syndigt at sætte spørgsmålstegn, syndigt at søge sandhed og oplysning. Det er denne spændetrøje, fundamentalister fra diverse religioner i deres uvidenhed bruger alle deres kræfter på at presse ned over uskyldige.

Det giver mange, oprigtigt søgende mennesker, afsmag for religion, og ikke så få har en følelse af, at nogle ateister er meget nærmere Gud end adskillige ”troende” i virkeligheden er.

Det vil være naturligt og fornuftigt ikke at forveksle jeg’et med personligheden og derved tage Guds navn forfængeligt. I sandhed noget af en opgave. Personligheden tilhører jo mennesket. Man siger MIN personlighed, MIN hjerne, MIT legeme o.s.v.

Man forveksler fuldautomatisk det tilsyneladende med det egentlige, som må være livet i sig selv og ikke tilværelsen i sig selv. Jesus sagde jo også: ”Jeg er verdens lys.” Tilværelsen er måske som en skoletime, med alt hvad det indebærer af muligheder. Man kan lære eller man kan pjække. Livet i sig selv anfægtes hverken af flid eller pjæk. Sætter man egoet på tronen og samtidig anser tronen for guds siddeplads, har man problemer. Så er der masser af grobund for selvretfærdighed og ”solformørkelse.” Oplever man solformørkelse, er det fordi, man er, hvor man er på et givet tidspunkt. Andre steder er solen ikke formørket.

Kristus udtalte de berømte ord: ”Jeg er vejen, sandheden og livet.” Er det jeg’et han henviser til og ikke decideret hans egen person alene, har han antydet en væsentlig vej til den enkeltes åndelige udvikling, en vej som stemmer overens med gamle tænkeres og vismænds anvisninger af mulige veje. De fleste peger i den samme retning, og er fri for religiøs virus og -malware.

/J.W.

Olie på canvas panel. 29 x 25 cm. incl. ramme.

 

KUJER FRA BROEN

 

  Mange aner ikke, hvad en kuje er for en fisk. Er man vokset op ved Limfjorden, ved man det, for så har man sikkert spist mange af dem. I 1950´erne var de almindelige hos fiskehandleren og på spisebordet, men hvor mon de er blevet af?

  De hedder i virkeligheden ålekvabber, så navnet ”kuje” er vel dialekt.

  Fra den gamle bro i Sebbersund, den med de røde jerngelændere, fangede drengene dem med snøre, og de lokale fiskere fik også mange i deres ruser sammen med skrubber. Gode, kødfulde Limfjordsskrubber, som man næsten heller ikke ser mere. Jeg har spurgt fiskehandleren, som siger, man kan få havskrubber, men dem er der ikke så meget bid i.

  Når der var dis med lidt småregn, bed kujerne på drengenes snører, som bier om en honningkrukke, og en god søndags fangst kunne godt summe sig op til over hundrede, og så havde drengene leveret middagsmaden, som mange husker, når man eksempelvis nævner kogte kujer med sur-sød sovs og kartofler.

  Inden man begyndte på ”Realen” i Nibe, kendte man allerede en del Nibenitter, som havde cyklet de fem kilometer for at fange kujer, og i sæsonen hornfisk, fra den gamle, legendariske bro.

  Når man ville fange kujer, blev snørerne sænket ned på bunden af fjorden ved hjælp af blylodder, og her kunne godt være mange kroge ad gangen. Ikke sjældent kunne man fange fem-seks kujer på én gang.

  Hornfisk fangede man med snøre, der var forsynede med prop, for her blev maddingen, med skjult krog, kun sænket en meters penge ned, og her brugte man så fiskestang. I de fleste tilfælde var maddingen regnorme eller krabbekød. Krabben blev knust med en hæl, og så var maddingen klar til krogene.

  Broen er, som bekendt, væk nu. Det er kujerne også, og de fleste skrubber har søgt andre levesteder. Ålene, som næsten kun blev fanget i ruser, gad heller ikke mere, så stegte ål hos bageren og kroen er en saga blot. Det der hedder Sølyst nu er bygget på minderne om det velfungerende bageri med tilhørende pavillon, men fjorden har dog holdt stand, og nogle få fritidsfiskere kan i ny og næ hive en lille portion fisk hjem.

 /J.W.

Portrætter.

 Olie på lærred. 18 x 24 cm.

Olie på lærred. 22 x 28 cm. incl. ramme.