tirsdag den 4. april 2023

KUJER FRA BROEN

 

  Mange aner ikke, hvad en kuje er for en fisk. Er man vokset op ved Limfjorden, ved man det, for så har man sikkert spist mange af dem. I 1950´erne var de almindelige hos fiskehandleren og på spisebordet, men hvor mon de er blevet af?

  De hedder i virkeligheden ålekvabber, så navnet ”kuje” er vel dialekt.

  Fra den gamle bro i Sebbersund, den med de røde jerngelændere, fangede drengene dem med snøre, og de lokale fiskere fik også mange i deres ruser sammen med skrubber. Gode, kødfulde Limfjordsskrubber, som man næsten heller ikke ser mere. Jeg har spurgt fiskehandleren, som siger, man kan få havskrubber, men dem er der ikke så meget bid i.

  Når der var dis med lidt småregn, bed kujerne på drengenes snører, som bier om en honningkrukke, og en god søndags fangst kunne godt summe sig op til over hundrede, og så havde drengene leveret middagsmaden, som mange husker, når man eksempelvis nævner kogte kujer med sur-sød sovs og kartofler.

  Inden man begyndte på ”Realen” i Nibe, kendte man allerede en del Nibenitter, som havde cyklet de fem kilometer for at fange kujer, og i sæsonen hornfisk, fra den gamle, legendariske bro.

  Når man ville fange kujer, blev snørerne sænket ned på bunden af fjorden ved hjælp af blylodder, og her kunne godt være mange kroge ad gangen. Ikke sjældent kunne man fange fem-seks kujer på én gang.

  Hornfisk fangede man med snøre, der var forsynede med prop, for her blev maddingen, med skjult krog, kun sænket en meters penge ned, og her brugte man så fiskestang. I de fleste tilfælde var maddingen regnorme eller krabbekød. Krabben blev knust med en hæl, og så var maddingen klar til krogene.

  Broen er, som bekendt, væk nu. Det er kujerne også, og de fleste skrubber har søgt andre levesteder. Ålene, som næsten kun blev fanget i ruser, gad heller ikke mere, så stegte ål hos bageren og kroen er en saga blot. Det der hedder Sølyst nu er bygget på minderne om det velfungerende bageri med tilhørende pavillon, men fjorden har dog holdt stand, og nogle få fritidsfiskere kan i ny og næ hive en lille portion fisk hjem.

 /J.W.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar