tirsdag den 25. april 2023

SOMMERTEGN

 

   ”Hvad har du gang i?” Han betragtede hende med et undrende udtryk i øjnene. Det kunne se ud, som om hun var ved at file trommestikker af nogle træstykker.

  ”Jeg er bare i god tid. Før man ved af det, er det den sidste dag i april, Valborgsaften, og så er det for sent. Det tager tid at få sådan et par grene til at blive varme nok, så man kan få hjemmelavet ild.”

  ”Der er jo fuldmåne d. 5. maj, men det er måske ikke med i dette billede?”

  ”Nej. Jeg vil jeg antænde mit bål med hjemmelavet ild, så de underjordiske ikke overlister os, og jeg hjælper jo så også med at eksportere heksene til kirken i Tromsø.”

  ”Er det ikke overtro? Det var da vist kun i gamle dage, man gjorde den slags.”

  ”Så er man da i hvert fald sikker. Der er jo, hmm, mere mellem himmel og fjord…, og jeg har hørt så meget om både dit og dat. Tænk bare på, hvad Jørgen Leth fortæller om skikkene på Cuba.”

  ”Du mener nok Haiti. Ja, nu gør du mig usikker. Er det nogen særlige pinde, man skal gnide for at få ild? Vi kan jo lege, vi markerer overgangen fra vinter til sommer. Og så vil vi have pølser og skumfiduser, så der bliver lidt Sankt Hans over det. Så har vi taget hensyn til både Per og Poul, som man siger, og husker man endvidere kun at træde på hver anden flise og springe over kloakdækslerne, kan det vel ikke skade nogen.”

  Kirkeklokker og fuglekvidder. Mælkebøtten bryder gennem asfalten, som ikke vil acceptere det. Det er den dog indifferent overfor. Låget hopper af, og livsglæden koger over. Nye kartofler snart.

  Træerne folder deres grønne solfangere ud.
Efter alle solemærker at dømme, står Maj jo for døren, og svenskerne spiser majs med tang, har jeg læst. Majstang.

  Taler og flag. Flagrende sommerfugle. Bestøvning. Tørre æggeskaller i græsset under træerne.

Når bierne summer, er sommeren rede.


/J.W.



 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar