Ordet Agape er det oldgræske substantiv for guddommelig kærlighed og for kærlighed til medmennesket. Desuden betyder det som udsagnsord ”elske.” For eksempel i ordene fra Jesus om at ”elske” sin næste som sig selv.
Mange af skriftstederne i Det Ny Testamente er interessante. Ofte henvises der til dem, præster prædiker over dem, og andre skændes om deres betydning.
Der er nemlig delte meninger om, hvem ens næste er. Nogle mener, næsten skal befinde sig i nærområdet, andre mener, alle er ens næste, uanset hvor på kloden de befinder sig.
Måske bør man gribe spørgsmålet an fra en anden vinkel end den sædvanlige. ”Du skal elske din næste som dig selv” står der i Det Ny Testamente. Der står ikke, at man skal elske næsten mere end sig selv – heller ikke mindre. Men hvis man nu ikke elsker sig selv eller bare ikke bryder sig om sig selv, skal man så forholde sig til sin næste på samme måde?
Måske menes der: Du skal elske din næste som DIT selv og ikke som DIG selv? Personligheden ligger hierarkisk ikke så højt som Selvet. Det må være et højere bud, der er tale om, og det indeholder påmindelser om, at man skal søge for at finde. En udviklingsproces som, hvis den lykkes, også vil opfylde et andet bud:
”Du må ikke tage Guds navn forfængeligt.” Det nærmeste man seriøst kan komme Guds navn er: ”JEG ER.” Og JEG er en vanskelig sag. Mange store tænkere har gennem tiderne fundet frem til, at alle spørgsmåls svar kommer samtidig med, at det går op for én, hvem eller hvad man egentlig ER. På en portal over Oraklet i Delfi står: Menneske kend dig selv.
Tager man Guds navn forfængeligt, bliver man personligt såret, hvis man opfatter forhånelser mod Gud. Tager man ikke Guds navn forfængeligt, synes man, at de der forhåner kun viser, hvordan de selv tænker og er. Man betragter dem ikke som farlige forbrydere, fordi de udtrykker, hvad de vil. Det berører overhovedet ikke én i den forstand. Man har jo stadigvæk sin egen tro og sine egne meninger. Men hvis man er usikker på sin tro, kan det godt være, det føles farligt, at andre udtrykker noget, man måske selv har en anelse om, men som man ikke tør tænke færdigt, fordi man er programmeret med, at det er syndigt at sætte spørgsmålstegn, syndigt at søge sandhed og oplysning. Det er denne spændetrøje, fundamentalister fra diverse religioner i deres uvidenhed bruger alle deres kræfter på at presse ned over uskyldige.
Det giver mange, oprigtigt søgende mennesker, afsmag for religion, og ikke så få har en følelse af, at nogle ateister er meget nærmere Gud end adskillige ”troende” i virkeligheden er.
Det vil være naturligt og fornuftigt ikke at forveksle jeg’et med personligheden og derved tage Guds navn forfængeligt. I sandhed noget af en opgave. Personligheden tilhører jo mennesket. Man siger MIN personlighed, MIN hjerne, MIT legeme o.s.v.
Man forveksler fuldautomatisk det tilsyneladende med det egentlige, som må være livet i sig selv og ikke tilværelsen i sig selv. Jesus sagde jo også: ”Jeg er verdens lys.” Tilværelsen er måske som en skoletime, med alt hvad det indebærer af muligheder. Man kan lære eller man kan pjække. Livet i sig selv anfægtes hverken af flid eller pjæk. Sætter man egoet på tronen og samtidig anser tronen for guds siddeplads, har man problemer. Så er der masser af grobund for selvretfærdighed og ”solformørkelse.” Oplever man solformørkelse, er det fordi, man er, hvor man er på et givet tidspunkt. Andre steder er solen ikke formørket.
Kristus udtalte de berømte ord: ”Jeg er vejen, sandheden og livet.” Er det jeg’et han henviser til og ikke decideret hans egen person alene, har han antydet en væsentlig vej til den enkeltes åndelige udvikling, en vej som stemmer overens med gamle tænkeres og vismænds anvisninger af mulige veje. De fleste peger i den samme retning, og er fri for religiøs virus og -malware.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar