Weide fra Tøjhuset.

 

  At forholdet mellem Amor og Psyche måtte gennem en dramatisk udvikling, før de endelig kunne få hinanden, er en historie, som har rørt manges hjerter. At det også påvirkede den tidligere tøjhandler Weides meditative blunden, som foregik i hans yndlingssofa, ikke langt fra hans gamle arbejdsplads i Nibes Tøjhus, vidste han ikke. Han følte klart, at drømmerierne stammede fra ham selv, og kendte i øvrigt ikke meget til sagn og myter, selv om han havde hørt nogle af dem under skoletiden på Lundevej, hvor han opnåede præliminæreksamen. Men det var lang tid siden.

  Når han sad her, og lod tankebillederne glide ind og ud mellem hinanden, var han i sit foretrukne es. Han var et godt menneske, og var næsten altid i en eller anden form for es, men i hans meditative stunder var der et stille smil på hans læber.

  ”Han stod på toppen af sygehusbakken med sin elskede i favnen og iagttog nogle besynderlige skyformationer, der kom nærmere og nærmere fra Skinbjerg Hule området. I næste øjeblik blev de begge omsluttet af dem.”

Her gik meditationen over i et blidt lys, mens alle billeder ophørte.

  Her havde han ingen særlig erindring om sin fortid, og følte intet behov for at forske i den. Det eneste han var bevidst om, var den situation, han befandt sig i lige nu, og han var ganske tilfreds med minderne fra sin tidligere dont som ekspedient i Tøjhuset, hvor han også havde stået i lære.

  Mange af hans drømme havde amorøse overtoner, og han vidste inderst inde, at han var en helt. Der var nogle uklare minder om en redningsaktion, hvor han genoplivede sin elskede, som var kæntret med sin skydekajak ude ved Troldholmene, hvor hun ville samle mågeæg. Alligevel var drømmerierne behagelige, for alt endte jo godt, og Weide følte aldrig, han havde nogle karmiske genoprettelsessessioner til gode.

  Når der var fuldmåne, blev mange mennesker mere amorøse, end de var i det daglige, men det gjaldt ikke for ham. Han havde godt med olie på sin lampe, og mærkede derfor ikke den store forskel.

  ”Kraften er med mig,” tænkte han ofte med et taknemmeligt smil. Og det var lige det, den var. Den blev ikke ødet, for Weides eneste udskejelser, var hans drømmerier. Det viste sig dog, at der tilflød brændstof fra dem, så udskejelser var der ikke tale om. Tværtimod. Desuden følte han sig som sportsmand, selv om han hverken spurtede rundt eller løftede jern. Hver dag efter lukketid, plejede han at skyde med bue og pil i Skalskoven en times tid, måske inspireret af drengetidens indianerbøger… eller Amor. Det gav ham ro i sjælen, og holdt hans koncentrationsevne ved lige.

  Men søndagen var helt helliget drømmerier. Og han længtes altid efter at være sammen med sine elskede gudindeagtige fruentimmere. Det var jo ikke bare Psyche, han havde mindelser om. Han havde en slags erindring om, at en gudinde havde lagt sin ene hånd på hans hoved og sagt:

”Sit vis vobiscum.”

  Og han havde ikke engang set Star Wars, så det måtte jo komme fra ham selv.

/J.W.