Snart vrimler det med mælkebøtter, og mange
glæder sig over synet af deres gule overflod. De strækker hvert blad, i deres
smukke, gyldne kroner, op mod solen. Så stærk er deres længsel, at deres
saftspændte stængler står, som var de blomsterpinde. Meget usædvanligt for en
mælkebøtte, som ellers bøjede sig blidt og føjeligt i forskellige retninger,
som vind og vejr havde anbefalet. Den kunne ikke nå helt op til solen, men
prøvede ufortrødent alligevel.
”Se den mælkebøtte, far. Hvordan mon den er
vokset op gennem den hårde asfalt?”
”Tro, håb og kærlighed, tror jeg.”
”De plejer da at gro i græs, men den der ser
altså ud som om, den vokser op gennem asfalten med vilje.”
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar