Vættelysene kunne findes i hele sognet, indtil vætterne selv havde været ude at samle dem op. Og de var hurtigt ude, efter tordenvejrets ophør, for disse magiske tordenkiler, havde de god brug for. De besad tryllekraft og kunne beskytte mod lynnedslag, og de var gode til at oplyse hulerne med.
Når de kørte rundt i sognet, i deres små
enspændervogne, med harer som trækkraft, var det også praktisk at kunne oplyse
hulveje og dunkle ruter i skovbunden. I vinterhalvåret gik ingen ud, efter
kaffetid, uden at have et vættelys i hånden samt et par stykker ekstra i
lommerne. Deres huler lå tæt på menneskenes huse, som gav godt med læ, og
husenes sokler, under jordniveau, var ofte deres ene væg.
En aften bankede det på døren, og lidt efter
var gæsten bænket, med et glas dampende for-juleglögg i sine kolde
hænder. For der var østenvind med ruskvejr, så man frøs mere end man
gjorde i almindeligt vintervejr, selv med frost. Det var førstelæreren på
vætteskolen, som aflagde visit.
”Man ser, I har godt med lys og varme i denne
kolde og mørke tid,” sagde han. ”Det glæder én, at I holder fast i jeres
barnetro, så I immervæk kan fryde jer over de gode, gamle vættelys. For mister
man troen på dem, virker de ikke mere. Det ligger implicit i deres magiske
natur. Derfor vil jeg ikke ødelægge noget for jer ved at berette, at de er
ældgamle forsteninger af den fossile skal fra belemnitter som, i parantes
bemærket, er en blæksprutteart. Nej, den viden skal man holde for sig selv, så
min mund er lukket med syv segl desangående. Men kunne der mon blive en sjat
glögg mere?”
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar