Dit guldsmykke er af højeste karat. Det er
tungt, fordi der ikke blev sparet på det ædle metal, da det blev skabt. Solgte
du det i dag, var du økonomisk fri og vaccineret mod timelige bekymringer i
årtier.
Selvfølgelig bærer du ikke det originale
smykke. Det er for risikabelt, men kopien er tilsyneladende originalen, og så
er det ikke jordens undergang, hvis det skulle blive stjålet. Men du ved, du
har originalen, og den er sikret bag lås og slå, gemt bort i mørket.
Alle ved jo, du ejer smykket, og måske er
prestigen mere værd end salgsværdien, for du har vævet din personlighed ind i
det, og når det bliver beundret for sin skønhed og salgsværdi, er det din vin
der skænkes op, og dine bægre der drikkes af, mens du svæver på vinens bouquet.
Om dagen glitrer solens guld i fjordens bredning
med udsyn til Halkær, og om natten ruller månen sin gyldne løber ud og danner
et omvendt udråbstegn. Bølgernes mediterende åndedrag, mens himlen er blåsort
og skyfri med udsyn til Mælkevejens blidt lysende guldstøv, stemmer sindet til
ro.
Solens, månens og stjernernes guld er dine
æteriske smykker. De sender stjerneskud, når du danser, og de er ægte guld
værd.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar