Olie/lærred. 30 x 30 cm.

 

Nu er der kommet ramme på maleriet "Bjergkøer."

 

”Bjergkøer.”

Mine drengeår i 1950´ernes Sebbersund foregik mest udendørs. Man var næsten kun hjemme ved spisetiderne, og i sommerhalvåret gik man med korte bukser, havde skrabesår på knæene og kridtede lærredssko på fødderne.

Det var en fornøjelse at finde en sten med et hul i. De hang ikke på træerne og var efterspurgte. Man fandt dem ofte på bjerget, og det første man gjorde, når de var gnedet nogenlunde rene, var at stikke et stykke sejlgarn af passende længde gennem hullet og lave en god knude. Så havde man fat i den lange ende, og stenen kunne ikke flygte.

Man legede nemlig at stenen var en bjergko. En nu fortøjet bjergko, og havde man været heldig, havde man flere af dem og kunne lege bondemand. Blev man træt af det, var man jo så forsynet med stenslynger, som var ret potente og ikke helt ufarlige men fuldt lovlige. Ingen kom til skade af den grund, for man brugte dem ikke til at bombardere hinanden med. Dette var ganske utænkeligt.

Så sagnet om David og Goliath stammer ikke fra Sebbersund.

/J.W.

Alle reaktioner:

19Du, Bo Weinreich, Jess Weinreich og 16 andre

"Bjergkøer." Olie på lærred. 24 x 30 cm.

 

Olie på lærred. 50 x 50 cm. med 4 cm. dyb blindramme.

 

ET ØJEBLIK AF GANGEN

”Hvad er meningen med tilværelsen,”” spurgte en lille Bellis en noget større Bellis, som stod nærved. Egentlig stod den så tæt på, at det kunne føles pinligt, hvis man både var nærtagende og havde behov for at være sig selv en gang imellem.

”Og hvad er så meningen med at spørge om det,” svarede den lidt større Bellis.

”Det er ikke for at blive nærgående, men tænker du aldrig over, hvor vi kommer fra, og hvor vi går hen, bare et øjeblik, en gang imellem?”

”Nope, for jeg går ingen steder, og så vidt jeg ved, har jeg altid stået, hvor jeg står nu. Det er mit ståsted, og jeg nyder hvert øjeblik. I unge blomster tænker sådan nogle tanker, fordi I er rodløse! Meen… jeg har da hørt lidt… fra Daisy, en Bellis som ikke er her mere. Den blev brutalt bortrykket af en komule, så der kun var en kvart stilk tilbage.”

”Hvad fortalte den,” spurgte den lille Bellis ivrigt?

”At vi oprindeligt er stjerner, og altså er kommet fra stjernerne. Prøv selv at se op på nattehimlen engang, hvis du kan holde dig vågen. Der vil du se tusinde, frydefulde stjerner, som ligner os. Vi bliver jævnligt sendt til jorden som stjerneskud. Vi tilhører jo egentlig også en meget, meget fin orden som hedder Asterales, og familien, som sådan, hedder Asteraceae. Så vidt, så godt. Jeg vil dog ikke fare af sted med en halv vind og siger hellere: Ved jorden at blive, det tjener os bedst… selv om det lyder lidt jordbunden. Men jeg står jo også, så at sige, med begge ben plantet solidt i den danske muld og løber ikke gerne med rygter.”

Den lille Bellis sagde henført: ”Lige nu drømmer jeg om at blive flettet ind i en af de blomsterkranse, Elverpigerne bærer. Det må da være meget finere end at ende sine dage i en komave.”

/J.W.

lle reaktioner:

Sommertider... sommetider.

En hotdog med det hele og det halve til mågerne.

Fiskemanden på stranden har travlt, og nu ringer klokkerne også for isbåde.

Køb to nystegte fiskefrikadeller ved fiskemanden eller et par røgede sild pakket løst ind.

Solen holder ingen pauser. Læsejlet sluger brisen, og der bliver let for varmt.

Mon det holder pinsen over?

Ja, hvis sommeren er kommet for at blive.

/J.W.

Olie på lærred 30 x 30 cm. foruden ramme.

 

Elvera.

 Olie på plade. 60 x 60 cm.

Olie på canvas panel. 27,5 x 21,5 cm. incl. ramme.

 

POWERNAP

Jeg bærer med stil min byrde, og jeg knager ikke over noget som helst. Sæt dig godt til rette og tag en powernap. Tusinde stjerner bliver hvert øjeblik til supernovaer og mange flere nye fødes. Jeg kommenterer det ikke yderligere, for min lod er alene at være her, så du kan sidde godt i det.

Forårets stemning breder sig helt ind i stuen, og stuen er mit domæne. Jeg kan sagtens nyde det uden at klappe i mine små hænder, som nogle udtrykker det. Det ville også være upassende, for jeg er ikke nogen klapstol.

Jeg rækker min hule hånd frem og tilbyder dig at tage plads. Her kan du slappe af og tænke på hvad som helst. Også på ingenting, hvis du vil gå i dybden. Du kan bruge tanken til at finde vej til tankefriheden, og ved indgangsdøren må du efterlade den. Ellers fylder du for meget til at kunne klemme dig ind. Når du kommer ind, glemmer du mig. Men jeg er her hele tiden. Jeg smiler uset og holder stilen. Når du kommer ned på jorden igen, forlader du mig. Det er okey. Jeg kender min plads, og betragter man min fremtoning, vil man kunne indse, at jeg udfylder den rolle, jeg har fået tildelt. Jeg er lænestol og ikke supernova. Uden at forklejne supernovaer, forstås. Blot for at sætte tingene i deres rette perspektiv.

/J.W.

Konfirmationstid. Olie på lærred. 20 x 20 cm. + ramme.

 

Olie på canvas panel.

 Nu i ramme. Totalmål: 30 x 25 cm.

Olie på canvas panel. 22 x 27 cm.

 

PRINSESSENS KIKKERT

Prinsessen sad på sin lille trone. Den kunne klappes sammen. Hun førte en lille kikkert op til øjnene og så på de mange små bølger, vinden lavede på vandet. Solen dansede så fint i hver eneste bølge. Det var lige til at blive glad over.

Hun kiggede efter sømænd, for dem kunne hun fortrylle og lave sjov med nu, og det var hendes største fornøjelse. Ellers kedede hun sig, og det gad hun ikke. Men efter hun havde fået sin kikkert, var verden blevet meget sjovere.

Det næstbedste var at drømme. Når hun sov, oplevede hun alt det, hun kunne ønske sig. Her var både feer og alfer, engle, drager og alle mulige dyr, man ellers kun kender fra eventyr. Men selv om dagene ikke var lige så spændende som hendes drømme, var drømmene vanskelige at huske igen, når man var helt vågen.

Det havde hun klaget over mange gange til Drømmeprinsen, som var prins i Drømmeland. Men han slog altid ud med sin ene hånd og sagde, at selv om hun ikke så godt kunne huske sine drømme, når hun var vågen, var de da dejlige, mens de var der og lige så virkelige, som det hun oplevede, når hun var vågen. Sådan var det, og han sagde også, at hvis hun kunne huske alle sine drømme lige så tydeligt, som hun oplevede dem, mens hun drømte, ville hun få hovedpine, for det kunne hendes hoved slet ikke holde til, og så måtte hun spise piller og lægge frosne ærter under madrassen om natten for ikke at blive skør.

En nat drømte hun, hun lå på et fint tæppe på en grøn eng med de dejligste blomster. Så fik hun øje på en lillebitte mand, med en kæmpestor næse og en bred guldring om sin ene ankel. Han stod og kiggede på hende.

”Undskyld,” sagde han forsigtigt, ”men jeg har stået og set på dig i et stykke tid, og jeg kan se, at du er en rigtig prinsesse. Altså ikke bare en som er født af en dronning og en konge, heller ikke en som har giftet sig med en prins. Nej en helt ægte prinsesse, som bare findes i eventyr. Jeg ved, at du keder dig meget, når du er vågen, og fordi du altid er ærlig og ægte og har et hjerte af guld, vil jeg give dig en gave, du kan lege med, når du er vågen.”

“Hmmm, du kigger på min næse og min ankel-ring , men vær ikke bange bare fordi næsen er så stor. Den giver mig nemlig eventyrlige ideer. Jeg plejer at sige, at jeg er næsvis, og det er ikke det værste, man kan være. Ankel-ringen giver mig magiske kræfter, så jeg kan komme hurtigere omkring til steder, hvor tanker og drømme sker, uden at jeg farer vild.“

“Vi er jo i drømmeland, hvor alt er lige så virkeligt, som det er, når du er vågen. Tænk bare på, hvordan du har det, når du er vågen, hvis du tænker på det, mens du drømmer. Det virker drømmeagtig nu, synes du ikke? Men der er den forskel, at her kan flere ting lettere lade sig gøre, end mens du er vågen, fordi tanker og følelser er mere frie. Ønsker du noget her, opnår du det hurtigt og let. Men dine tanker kan også give dig oplevelser, du ikke synes om, og derfor vågner du hver morgen, for her skifter det hele ikke så hurtigt, bare fordi du ønsker det. Så kan du øve dig i at bestemme over dine tanker, og at tænke dem om igen og igen, så du meget bedre kan glæde dig over deres skønne magi, når du atter er her i Drømmeland.”

“Når du vågner, skal du kigge under hovedpuden. Der vil du finde en lille guld-kikkert, som har magi med herfra. Hver gang du kigger på et menneske med tatoveringer gennem den, vil den tatovering, du ser på, blive levende, og det vil skabe forvirring. Hold dig til sømænd, for alle sømænd er glade for piger, det kan man regne ud, fordi de har alle de pigenavne og hjerter tatoverede rundt omkring på brystet og armene, og alle sømænd er jo tatoverede, tror jeg.”

“Brug den om sommeren, når de går rundt med bare overkroppe, så skal du se løjer. Du vil grine, når du ser en sømand blive forvirret over, at det flotte sejlskib, han har tatoveret på brystet, pludselig begynder at sejle hele vejen rundt om overkroppen og tilbage igen på sin plads. Og pigenavnene vil begynde at snakke, grine og skændes med hinanden, så det er en lyst. I samme øjeblik, du svinger kikkerten væk fra tatoveringerne, er alt igen som før, og så aner sømændene ikke, om de har haft solstik, eller om de har spist alt for mange, gamle beskøjter.”

Nu så det ud til, at et stort sejlskib var på vej mod land. Prinsessen klappede sin trone sammen, tog den under armen, og med kikkerten i en snor om halsen, begyndte hun at løbe ned mod havnen, hvor skibet snart ville lægge til. Hendes prinsessekrone, som var af det fineste forgyldte pap med rødt pepapir indeni, gled ned over øjnene, men hun greb den hurtigt med sin frie hånd og svingede den rundt i luften.

Hu hej, hvor hun følte det kildre overalt i kroppen. Nu bliver der igen sjov og ballade, og herligt at være vågen også.

/J.W.

Maleriet er olie på lærred. 30 x 30 cm.

Et lille portræt.

 Olie på canvas panel. 22 x 27 cm.

PÅ KORT SIGT

”Har du vænnet dig til rejsekortet? Det ser ud til, du er meget glad for det, siden du sidder så åbenlyst med det i hånden.”

”Det er fordi, jeg er bange for at glemme at tjekke ud, hvis jeg stikker det i tasken. Det ligger stadig i mit baghoved, at det er nok at få et klip i kortet, når man stiger på. Og ude af øje, ude af sind.”

”Jeg tjekker ud, hver gang, jeg forlader bussen eller toget, selv om jeg skal videre kort tid efter. For hvis man nu mødte en gammel skolekammerat og blev enige om at snuppe en kop kaffe, ville jeg sikkert glemme at få tjekket ud. Jeg synes, det er sikrest på den måde. Og det bliver vel det samme rent prismæssigt?”

”Jeg har spurgt mig for, men har endnu ikke fået konkret besked. Dem jeg spørger, selv på hovedterminalen, bliver stressede, hvis jeg vil have et svar, som udelukker al tvivl. Så det er relativ bøvlet, hvis du spørger mig, men kortet fungerer ellers godt nok.”

”Ja, alt er jo relativt.”

”Det var det engang. Før verden gik af lave. Nu om dage er alt kun relativt relativt. Om jeg så må sige.”

”Hvad mener du?” Alt er sgu da stadigvæk relativt.”

”Nej, for hvis alt er relativt, må selve dette postulat også være det. Og hvor er vi så henne?”

”Ups, ja, du siger noget. Jeg skal af ved næste stop, og var lige ved at glemme det, fordi vi sad og snakkede. Vi er længere henne, end jeg lige fornemmede.”

/J.W.

AMORALE

 

  Hvem kender ikke Amor, eller kender til ham? Englænderne kalder ham Cupid, for de har det med at oversætte det danske til engelsk. Så får de ligesom et ejerforhold til det. Og der går såmænd ingen splinter af os af den grund. Vi gør jo det samme, men det er fordi, det føles mere nærværende så.

 

  Amor besluttede, at det var ved at være på tide, at få strengen på buen skiftet. Efter nogle få århundreder kunne den blive lidt slap, hvilket gik ud over præcisionen. Han sigtede nemlig ikke, når han skød, men skød fra hoften. Og så skulle buen levere nøjagtigt, hvad han forventede. Ellers kunne han ramme ved siden af, og det ville ødelægge det image, han havde af sig selv.

 

  Først skulle han samle tilstrækkeligt mange fuldmånestråler, som så blev lagret i en dekade i marmelade, fremstillet af Yduns æbler og herefter dyppet i hans hjemmebryggede Amorøl, som han kaldte Amorale af hensyn til hans engelsktalende venner. Så blev de flettet og indhyllet i tåge fra Andromeda. Han følte så på dem med jævne mellemrum, og hans fingerspidser fornemmede, når de var egnede til at blive spændt på buen.

 

  ”Du spænder da vist buen med alle de forberedelser,” sagde Kirsten Giftekniv, som var utålmodig af natur.  ”Kunne du ikke bare købe noget sejlgarn i stedet?”

 

  ”Nej, ikke på de vildeste kår,” svarede Amor. ”Det er der ingen musik i. Jeg skal ikke bare ramme, der skal også være den amortoriserede virkning. Og det er skam ikke noget, man bare javver til.”

 

  ”Godt, men jeg tilbyder min hjælp til at flette fuldmånestrålerne. Jeg har nemlig god erfaring i fletning. Lige fra flettede fingre i stjernedrys over flettede julehjerter til flettede jomfruhår.”

 

  ”Top,” svarede Amor. ”Når marmeladen er klar, får du et glas for din hjælp. Jeg siger dig, at en teskefuld hver morgen er nok til at holde al aldring fra døren. Og så bliver du tindrende klar til at tage mod julen, som nu står lige for døren.”

 

 

  ”Ja, og så kan du skyde positivt til verden, så jordkloden slipper for de sygdomme, vanvittige mennesker prøver at påføre den og hinanden med postulater og krig. Måske kan du få den til at smile i stedet, hvis du fyrer tilstrækkeligt mange pile af, så folk bliver forelskede og åbner deres hjerter. Så kommer alle blomsterne igen, og fuglene synger videre, hvor de slap. Det kunne ende med, at vi begynder at genkende verden igen.”

 

/J.W.

 

Landmand med grønne hoser.

Han fyldte lungerne med luft, klemte ballerne sammen og stødte modet op i brystet, mens han, på én gang målbevidst og tøvende, skridtede over mod Inga. Han bukkede og sagde:

“Vil du danse?”

Hendes blik ramte hans frisure og gled langsomt nedad til det nåede hans sko, hvorefter det fusionerede med den upersonlige baggrund:

“Jeg er optaget.”

“Nu igen,” tænkte han desperat. “Hvorfor siger de altid nej? Jeg kan lige så godt gå hjem og se dyner. Mine dage starter tidligt, og når køerne er gennet på græs og jeg pløjer eller harver, har jeg det godt. Mens jeg sidder på traktoren med piben i munden, akkompagneret af skrigende måger, smager jeg ikke disse bitre dråber, men glæder mig til at løsne hætten på termokanden og hælde en sjat kaffe op. Så lever jeg, og måske er det, det højeste mål jeg har udsigt til.”

Han havde vasket sig grundigt i ansigtet og kørt deodoranten rundt i armhulerne. Som kronen på værket kom han rigeligt brillantine i håret og klaskede de nybarberede kinder med Esprit de Valdemar, indtil det ikke sved mere. Der skulle ikke være noget at komme efter der, og duften af stald, som havde det med at hænge ved, burde nu være elimineret. Selv kunne han bare lugte de overvældende nuancer, der kom fra de materialer, han havde købt i Brugsen for at tage sig bedst muligt ud. Han havde smurt vaseline på sine solafskallede ører, for at udglatte ligheden med bark fra gamle træer, en lighed som var uundgåelig efter mange uger i marken, hvor solen ofte var ubarmhjertig.

Men pigerne ville ikke danse med ham. Måske fordi de vidste, at han kun var almindelig karl og ikke fodermester som Evald, men når han, efter et par år fra nu, ville blive forkarl på Nørbygård, ville de uden tvivl lægge mærke til ham. Der var prestige i at være noget på Nørbygård, for proprietæren, som ejede den, kom sammen med både sognerådsformanden, førstelæreren på den stråtækte skole og politimesteren… ja og brugsuddeleren. Så kunne han måske selv også begynde at være kritisk og nøjes med at bukke for de kønne piger, når musikken spillede op til lørdagsbal på kroen.

Én ting ingen andre end køerne og mågerne vidste, var at han kunne synge ”I alle de riger og lande” lige så godt som Ove Verner Hansen, ”Bøffen” fra Olsen Bande-filmene, men det var ikke så nemt at høste anerkendelse for det, især fordi han var genert. Selv i kirken, søndag formiddag, sang han ikke men nøjedes med at nynne. Ellers ville alle have vendt sig om, når han oplod sin røst. Og det havde han ikke nerver til. Hvis pigerne havde hørt ham synge i marken, var der sikkert en og anden, som ville ignorere hans umiskendelige duft af stald, blandet med duften af brillantine og Esprit de Valdemar og en subtil efterbrænding fra vaseline. Så kunne han nok få et ”ja tak,” som svar på et høfligt buk, selv om han endnu kun var karl.

Men mågerne og køerne hørte ham, og når han var færdig med at pløje, stak han sin pibe i lommen og sang sit hjerte frimodigt ud. Så begyndte køerne at samles og gå ham i møde. De vidste, at det var på tide at komme hjem og blive malket, og sammen gik de, med deres vidunderligt afslappede og tillidsfulde blikke, mod Mælkevejen med nikkende hoveder, ligesom et kompagni fiskekuttere der sejler op mod vinden og tygger bølgerne, fordi de ved, der venter store fiskestimer forude.

/J.W.

Alle reaktioner:

1John Weinreich

Olie på canvas panel. 27 x 22 cm.

 

EVENTYRLIGT

På en lille ø, lige syd for Australien, gik tre unge piger med bare tæer i det fugtige, grønne græs. Solen skinnede, og fuglene sang, mens de kåde piger klippede solgule hoveder af mælkebøtter med tæerne.

”Ej se,” sagde den ene. ”En lille frø sider der på en fugtig sten og glipper med øjnene. Den har grønne ben.”

”Er det ikke det, man kalder grønne hoser?” sagde den anden.

”Jo,” sagde den tredje. ”Har I hørt, hvad der kan ske, hvis man kysser en frø?”

”Ja, da,” svarede den første. ”Jeg tror, jeg vil prøve.”

”Bvadr. Det kunne jeg ikke få mig selv til. Men har du mod på det, så for min skyld ingen alarm.”

Pigen tog forsigtigt frøen op i den ene hånd, førte den til læberne og gav den et blidt kys, hvorefter hun satte den ned igen.

”Se,” sagde den anden pige. ”Der skete jo ikke noget, der er værd at skrive hjem om. Eventyr det hele.”

”Ja, ja, men jeg har hørt, at eventyr undertiden udvikler sig over tid,” svarede hun.

Pigen, der kyssede frømanden, fik sin prins. Vel ikke det halve kongerige i tilgift, men med tiden måske det hele.

Tiden spiller sine egne puds, men eventyr ER eventyr, og såvel som tro er en gave, er tålmodighed, kærlighed og håb det også.

/J.W.

Nu med ramme. Olie på lærred.

 Lærredsmål: 30 x 30 cm.

Nu med ramme.

  Olie på lærred. Lærredsmål: 80 x 60 cm.

ALENE

Det lille franskbrød havde fine, afrundede former. Det lå helt alene på en af bagerens hylder.

”Er der slet ingen, der vil have mig? Jeg er da et dejligt brød. Jeg har de fineste birkes strøet ud over mig. Jeg ved, jeg er lækker, og jeg føler mig i god form. Og jeg er ikke engang et formbrød.”

En dame kom ind i forretningen. Hun kiggede på alle bagerens varer.

”Måske nu,” tænkte det lille brød. ”Jeg kunne godt ønske mig at komme lidt ud.”

Men damen valgte to kager, og franskbrødet følte sig skuffet.

”Jeg er altså ked af, at ingen opdager mig. Kunne jeg lave en fjernsyns-reklame, ville jeg sige: Tag mig som jeg er, og bring mig hjem. Skær mig i nogle dejlige skiver. Smør så et fint lag smør på. Læg et salatblad over smørret og et par stykker rullepølse. Eller en god skive ost. Ellers ender jeg vel bare som andemad.”

”Har du et lille franskbrød med birkes,” sagde en gammel mand pludselig til bageren.”

”Ja, der er lige ét tilbage,” svarede han.

Manden fik brødet i en brun papirspose. Den blev foldet sammen ved åbningen og et stykke tape blev sat på.

”Nu vil jeg hjem og lave kaffe,” sagde han. ”Jeg glæder mig til at smage på dette dejlige, lille brød. Farvel og ha´ en god dag.”

”Det gik jo godt,” tænkte brødet, der nu lå i sin lille sovepose.

”Så hjalp det at blive ved med at håbe. Jeg har jo god smag, og heldigvis er der nogle, der gemmer det bedste til sidst.”

/J.W.

HÆKKENFELT

Hvis man ikke havde set dem, vidste man ikke, at den grønne hæk ved fortovet, var hjem for mange gråspurve. De fløj hurtigt ind i hækken, som når man strør en stor håndfuld korn ud til hønsene.

Men Katinka vidste det. Hun så det næsten hver gang, for hun holdt øje med det. Hun var en fin kat på næsten ti år. Hun havde prøvet mange ting, og at liste lydløst var hun dygtig til. Hun kunne også være hurtig som et lyn.

Nu fløj flokken af gråspurve pludselig op fra hækken. Som en lille sky. Kun én af spurvene kom ikke med, og det var Katinkas skyld.

Snart var gråspurvene igen samlede i hækken. Så begyndte en af dem at fortælle om en spurv, der havde hoppet fra gren til gren i træet ved siden af. Højere og højere var den kommet, og til sidst var den smeltet sammen med en smuk solstråle. Siden havde den kun sunget syvsanger-sangen:

“En to tre fir’ fem seks syyyyyyyv, en to tre fir’ fem seks syyyyyyyv.”

“Kunne den så ikke hjælpe os med at holde øje med Katinka eller måske bare genne hende væk?,” var der én som spurgte.

“Den siger, at den eneste måde vi kan undgå hende på er, at fortælle hende, hun skal blive vegetar. Ellers får hun aldrig vinger.”

”Vi kunne måske også gøre som syvsangeren og hoppe op i en solstråle. Men der vil sikkert komme en ny kat, når Katinka ikke kan jage os mere. Og så må vi holde øje med den. Jeg er begyndt at øve mig på syvsangerens sang, og jeg vil jeg gøre, så meget jeg kan, for at holde Katinka væk. Det var måske ikke så dumt at blive forgyldt af en solstråle, i stedet for at blive spist af en kat. Sangen er ikke så svær at synge, hvis man øver sig en time om dagen: En to tre fir’ fem seks syyyyyyyv.

Men Katinka er altså ikke blevet vegetar endnu, skulle jeg hilse at sige.”

/J.W.