”Har du vænnet dig til rejsekortet? Det ser ud til, du er meget glad for det, siden du sidder så åbenlyst med det i hånden.”
”Det er fordi, jeg er bange for at glemme at tjekke ud, hvis jeg stikker det i tasken. Det ligger stadig i mit baghoved, at det er nok at få et klip i kortet, når man stiger på. Og ude af øje, ude af sind.”
”Jeg tjekker ud, hver gang, jeg forlader bussen eller toget, selv om jeg skal videre kort tid efter. For hvis man nu mødte en gammel skolekammerat og blev enige om at snuppe en kop kaffe, ville jeg sikkert glemme at få tjekket ud. Jeg synes, det er sikrest på den måde. Og det bliver vel det samme rent prismæssigt?”
”Jeg har spurgt mig for, men har endnu ikke fået konkret besked. Dem jeg spørger, selv på hovedterminalen, bliver stressede, hvis jeg vil have et svar, som udelukker al tvivl. Så det er relativ bøvlet, hvis du spørger mig, men kortet fungerer ellers godt nok.”
”Ja, alt er jo relativt.”
”Det var det engang. Før verden gik af lave. Nu om dage er alt kun relativt relativt. Om jeg så må sige.”
”Hvad mener du?” Alt er sgu da stadigvæk relativt.”
”Nej, for hvis alt er relativt, må selve dette postulat også være det. Og hvor er vi så henne?”
”Ups, ja, du siger noget. Jeg skal af ved næste stop, og var lige ved at glemme det, fordi vi sad og snakkede. Vi er længere henne, end jeg lige fornemmede.”
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar