ALENE

Det lille franskbrød havde fine, afrundede former. Det lå helt alene på en af bagerens hylder.

”Er der slet ingen, der vil have mig? Jeg er da et dejligt brød. Jeg har de fineste birkes strøet ud over mig. Jeg ved, jeg er lækker, og jeg føler mig i god form. Og jeg er ikke engang et formbrød.”

En dame kom ind i forretningen. Hun kiggede på alle bagerens varer.

”Måske nu,” tænkte det lille brød. ”Jeg kunne godt ønske mig at komme lidt ud.”

Men damen valgte to kager, og franskbrødet følte sig skuffet.

”Jeg er altså ked af, at ingen opdager mig. Kunne jeg lave en fjernsyns-reklame, ville jeg sige: Tag mig som jeg er, og bring mig hjem. Skær mig i nogle dejlige skiver. Smør så et fint lag smør på. Læg et salatblad over smørret og et par stykker rullepølse. Eller en god skive ost. Ellers ender jeg vel bare som andemad.”

”Har du et lille franskbrød med birkes,” sagde en gammel mand pludselig til bageren.”

”Ja, der er lige ét tilbage,” svarede han.

Manden fik brødet i en brun papirspose. Den blev foldet sammen ved åbningen og et stykke tape blev sat på.

”Nu vil jeg hjem og lave kaffe,” sagde han. ”Jeg glæder mig til at smage på dette dejlige, lille brød. Farvel og ha´ en god dag.”

”Det gik jo godt,” tænkte brødet, der nu lå i sin lille sovepose.

”Så hjalp det at blive ved med at håbe. Jeg har jo god smag, og heldigvis er der nogle, der gemmer det bedste til sidst.”

/J.W.