AMORALE

 

  Hvem kender ikke Amor, eller kender til ham? Englænderne kalder ham Cupid, for de har det med at oversætte det danske til engelsk. Så får de ligesom et ejerforhold til det. Og der går såmænd ingen splinter af os af den grund. Vi gør jo det samme, men det er fordi, det føles mere nærværende så.

 

  Amor besluttede, at det var ved at være på tide, at få strengen på buen skiftet. Efter nogle få århundreder kunne den blive lidt slap, hvilket gik ud over præcisionen. Han sigtede nemlig ikke, når han skød, men skød fra hoften. Og så skulle buen levere nøjagtigt, hvad han forventede. Ellers kunne han ramme ved siden af, og det ville ødelægge det image, han havde af sig selv.

 

  Først skulle han samle tilstrækkeligt mange fuldmånestråler, som så blev lagret i en dekade i marmelade, fremstillet af Yduns æbler og herefter dyppet i hans hjemmebryggede Amorøl, som han kaldte Amorale af hensyn til hans engelsktalende venner. Så blev de flettet og indhyllet i tåge fra Andromeda. Han følte så på dem med jævne mellemrum, og hans fingerspidser fornemmede, når de var egnede til at blive spændt på buen.

 

  ”Du spænder da vist buen med alle de forberedelser,” sagde Kirsten Giftekniv, som var utålmodig af natur.  ”Kunne du ikke bare købe noget sejlgarn i stedet?”

 

  ”Nej, ikke på de vildeste kår,” svarede Amor. ”Det er der ingen musik i. Jeg skal ikke bare ramme, der skal også være den amortoriserede virkning. Og det er skam ikke noget, man bare javver til.”

 

  ”Godt, men jeg tilbyder min hjælp til at flette fuldmånestrålerne. Jeg har nemlig god erfaring i fletning. Lige fra flettede fingre i stjernedrys over flettede julehjerter til flettede jomfruhår.”

 

  ”Top,” svarede Amor. ”Når marmeladen er klar, får du et glas for din hjælp. Jeg siger dig, at en teskefuld hver morgen er nok til at holde al aldring fra døren. Og så bliver du tindrende klar til at tage mod julen, som nu står lige for døren.”

 

 

  ”Ja, og så kan du skyde positivt til verden, så jordkloden slipper for de sygdomme, vanvittige mennesker prøver at påføre den og hinanden med postulater og krig. Måske kan du få den til at smile i stedet, hvis du fyrer tilstrækkeligt mange pile af, så folk bliver forelskede og åbner deres hjerter. Så kommer alle blomsterne igen, og fuglene synger videre, hvor de slap. Det kunne ende med, at vi begynder at genkende verden igen.”

 

/J.W.