På en lille ø, lige syd for Australien, gik tre unge piger med bare tæer i det fugtige, grønne græs. Solen skinnede, og fuglene sang, mens de kåde piger klippede solgule hoveder af mælkebøtter med tæerne.
”Ej se,” sagde den ene. ”En lille frø sider der på en fugtig sten og glipper med øjnene. Den har grønne ben.”
”Er det ikke det, man kalder grønne hoser?” sagde den anden.
”Ja, da,” svarede den første. ”Jeg tror, jeg vil prøve.”
”Bvadr. Det kunne jeg ikke få mig selv til. Men har du mod på det, så for min skyld ingen alarm.”
Pigen tog forsigtigt frøen op i den ene hånd, førte den til læberne og gav den et blidt kys, hvorefter hun satte den ned igen.
”Se,” sagde den anden pige. ”Der skete jo ikke noget, der er værd at skrive hjem om. Eventyr det hele.”
”Ja, ja, men jeg har hørt, at eventyr undertiden udvikler sig over tid,” svarede hun.
Pigen, der kyssede frømanden, fik sin prins. Vel ikke det halve kongerige i tilgift, men med tiden måske det hele.
Tiden spiller sine egne puds, men eventyr ER eventyr, og såvel som tro er en gave, er tålmodighed, kærlighed og håb det også.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar