Prinsessen sad på sin lille trone. Den kunne klappes sammen. Hun førte en lille kikkert op til øjnene og så på de mange små bølger, vinden lavede på vandet. Solen dansede så fint i hver eneste bølge. Det var lige til at blive glad over.
Hun kiggede efter sømænd, for dem kunne hun fortrylle og lave sjov med nu, og det var hendes største fornøjelse. Ellers kedede hun sig, og det gad hun ikke. Men efter hun havde fået sin kikkert, var verden blevet meget sjovere.
Det næstbedste var at drømme. Når hun sov, oplevede hun alt det, hun kunne ønske sig. Her var både feer og alfer, engle, drager og alle mulige dyr, man ellers kun kender fra eventyr. Men selv om dagene ikke var lige så spændende som hendes drømme, var drømmene vanskelige at huske igen, når man var helt vågen.
Det havde hun klaget over mange gange til Drømmeprinsen, som var prins i Drømmeland. Men han slog altid ud med sin ene hånd og sagde, at selv om hun ikke så godt kunne huske sine drømme, når hun var vågen, var de da dejlige, mens de var der og lige så virkelige, som det hun oplevede, når hun var vågen. Sådan var det, og han sagde også, at hvis hun kunne huske alle sine drømme lige så tydeligt, som hun oplevede dem, mens hun drømte, ville hun få hovedpine, for det kunne hendes hoved slet ikke holde til, og så måtte hun spise piller og lægge frosne ærter under madrassen om natten for ikke at blive skør.
En nat drømte hun, hun lå på et fint tæppe på en grøn eng med de dejligste blomster. Så fik hun øje på en lillebitte mand, med en kæmpestor næse og en bred guldring om sin ene ankel. Han stod og kiggede på hende.
”Undskyld,” sagde han forsigtigt, ”men jeg har stået og set på dig i et stykke tid, og jeg kan se, at du er en rigtig prinsesse. Altså ikke bare en som er født af en dronning og en konge, heller ikke en som har giftet sig med en prins. Nej en helt ægte prinsesse, som bare findes i eventyr. Jeg ved, at du keder dig meget, når du er vågen, og fordi du altid er ærlig og ægte og har et hjerte af guld, vil jeg give dig en gave, du kan lege med, når du er vågen.”
“Hmmm, du kigger på min næse og min ankel-ring , men vær ikke bange bare fordi næsen er så stor. Den giver mig nemlig eventyrlige ideer. Jeg plejer at sige, at jeg er næsvis, og det er ikke det værste, man kan være. Ankel-ringen giver mig magiske kræfter, så jeg kan komme hurtigere omkring til steder, hvor tanker og drømme sker, uden at jeg farer vild.“
“Vi er jo i drømmeland, hvor alt er lige så virkeligt, som det er, når du er vågen. Tænk bare på, hvordan du har det, når du er vågen, hvis du tænker på det, mens du drømmer. Det virker drømmeagtig nu, synes du ikke? Men der er den forskel, at her kan flere ting lettere lade sig gøre, end mens du er vågen, fordi tanker og følelser er mere frie. Ønsker du noget her, opnår du det hurtigt og let. Men dine tanker kan også give dig oplevelser, du ikke synes om, og derfor vågner du hver morgen, for her skifter det hele ikke så hurtigt, bare fordi du ønsker det. Så kan du øve dig i at bestemme over dine tanker, og at tænke dem om igen og igen, så du meget bedre kan glæde dig over deres skønne magi, når du atter er her i Drømmeland.”
“Når du vågner, skal du kigge under hovedpuden. Der vil du finde en lille guld-kikkert, som har magi med herfra. Hver gang du kigger på et menneske med tatoveringer gennem den, vil den tatovering, du ser på, blive levende, og det vil skabe forvirring. Hold dig til sømænd, for alle sømænd er glade for piger, det kan man regne ud, fordi de har alle de pigenavne og hjerter tatoverede rundt omkring på brystet og armene, og alle sømænd er jo tatoverede, tror jeg.”
“Brug den om sommeren, når de går rundt med bare overkroppe, så skal du se løjer. Du vil grine, når du ser en sømand blive forvirret over, at det flotte sejlskib, han har tatoveret på brystet, pludselig begynder at sejle hele vejen rundt om overkroppen og tilbage igen på sin plads. Og pigenavnene vil begynde at snakke, grine og skændes med hinanden, så det er en lyst. I samme øjeblik, du svinger kikkerten væk fra tatoveringerne, er alt igen som før, og så aner sømændene ikke, om de har haft solstik, eller om de har spist alt for mange, gamle beskøjter.”
Nu så det ud til, at et stort sejlskib var på vej mod land. Prinsessen klappede sin trone sammen, tog den under armen, og med kikkerten i en snor om halsen, begyndte hun at løbe ned mod havnen, hvor skibet snart ville lægge til. Hendes prinsessekrone, som var af det fineste forgyldte pap med rødt pepapir indeni, gled ned over øjnene, men hun greb den hurtigt med sin frie hånd og svingede den rundt i luften.
Hu hej, hvor hun følte det kildre overalt i kroppen. Nu bliver der igen sjov og ballade, og herligt at være vågen også.
/J.W.
Maleriet er olie på lærred. 30 x 30 cm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar