ALENE

Det lille franskbrød havde fine, afrundede former. Det lå helt alene på en af bagerens hylder.

”Er der slet ingen, der vil have mig? Jeg er da et dejligt brød. Jeg har de fineste birkes strøet ud over mig. Jeg ved, jeg er lækker, og jeg føler mig i god form. Og jeg er ikke engang et formbrød.”

En dame kom ind i forretningen. Hun kiggede på alle bagerens varer.

”Måske nu,” tænkte det lille brød. ”Jeg kunne godt ønske mig at komme lidt ud.”

Men damen valgte to kager, og franskbrødet følte sig skuffet.

”Jeg er altså ked af, at ingen opdager mig. Kunne jeg lave en fjernsyns-reklame, ville jeg sige: Tag mig som jeg er, og bring mig hjem. Skær mig i nogle dejlige skiver. Smør så et fint lag smør på. Læg et salatblad over smørret og et par stykker rullepølse. Eller en god skive ost. Ellers ender jeg vel bare som andemad.”

”Har du et lille franskbrød med birkes,” sagde en gammel mand pludselig til bageren.”

”Ja, der er lige ét tilbage,” svarede han.

Manden fik brødet i en brun papirspose. Den blev foldet sammen ved åbningen og et stykke tape blev sat på.

”Nu vil jeg hjem og lave kaffe,” sagde han. ”Jeg glæder mig til at smage på dette dejlige, lille brød. Farvel og ha´ en god dag.”

”Det gik jo godt,” tænkte brødet, der nu lå i sin lille sovepose.

”Så hjalp det at blive ved med at håbe. Jeg har jo god smag, og heldigvis er der nogle, der gemmer det bedste til sidst.”

/J.W.

HÆKKENFELT

Hvis man ikke havde set dem, vidste man ikke, at den grønne hæk ved fortovet, var hjem for mange gråspurve. De fløj hurtigt ind i hækken, som når man strør en stor håndfuld korn ud til hønsene.

Men Katinka vidste det. Hun så det næsten hver gang, for hun holdt øje med det. Hun var en fin kat på næsten ti år. Hun havde prøvet mange ting, og at liste lydløst var hun dygtig til. Hun kunne også være hurtig som et lyn.

Nu fløj flokken af gråspurve pludselig op fra hækken. Som en lille sky. Kun én af spurvene kom ikke med, og det var Katinkas skyld.

Snart var gråspurvene igen samlede i hækken. Så begyndte en af dem at fortælle om en spurv, der havde hoppet fra gren til gren i træet ved siden af. Højere og højere var den kommet, og til sidst var den smeltet sammen med en smuk solstråle. Siden havde den kun sunget syvsanger-sangen:

“En to tre fir’ fem seks syyyyyyyv, en to tre fir’ fem seks syyyyyyyv.”

“Kunne den så ikke hjælpe os med at holde øje med Katinka eller måske bare genne hende væk?,” var der én som spurgte.

“Den siger, at den eneste måde vi kan undgå hende på er, at fortælle hende, hun skal blive vegetar. Ellers får hun aldrig vinger.”

”Vi kunne måske også gøre som syvsangeren og hoppe op i en solstråle. Men der vil sikkert komme en ny kat, når Katinka ikke kan jage os mere. Og så må vi holde øje med den. Jeg er begyndt at øve mig på syvsangerens sang, og jeg vil jeg gøre, så meget jeg kan, for at holde Katinka væk. Det var måske ikke så dumt at blive forgyldt af en solstråle, i stedet for at blive spist af en kat. Sangen er ikke så svær at synge, hvis man øver sig en time om dagen: En to tre fir’ fem seks syyyyyyyv.

Men Katinka er altså ikke blevet vegetar endnu, skulle jeg hilse at sige.”

/J.W.

HARRIET OG HARALD

To harer sad på en bakketop. De havde en fantastisk udsigt. Smukke naturlandskaber, med små byer og en stribe fjord, lå badet i solskin, og syv kirker kunne de se, hvis de talte dem alle med.

Og det gjorde de, selv om noget af udsynet var lidt sløret af forårssolen.

Men de havde gode øjne, og kirkerne var hvidkalkede, så selv dem der var længst væk lyste op som små prikker.

“Hvor er landet dog smukt,” sagde Harald. “Se hvordan vejene skærer markerne ud i små felter, og se de røde tage på menneskenes lejer. Jeg elsker at se på det, men kunne ikke tænke mig at bo på deres måde. Jeg skal have åben himmel over mig, både dag og nat.”

“Det vil jeg holde med dig i,” svarede Harriet og blinkede med sine smukke øjne. Hun gnubbede fint og mega-hurtigt sin næse med begge poter på én gang.

“Hvorfor blev du egentlig forelsket i mig?”

“Den første gang jeg så dig, vidste jeg, at du skulle være den, der fødte mine harekillinger. Kuld efter kuld efter kuld, og jeg vidste også lige, hvor vi skulle lave vores første hareleje: På engen i nærheden af den gamle, smukke

Guldregn. Den står tæt ved paradisæbletræerne.

Jeg ville, du skulle bo så smukt, fordi du selv ser så fortryllende ud, og fordi jeg kunne mærke, at du havde et hjerte af guld. Ja selv efter de første tre kuld, ser du jo lige fortryllende ud. Dine smukke øjne får mig altid til at tænke på paradisæbletræernes blomster, som vel er det smukkeste, jeg kan se.”

“Åh, du taler så pænt.” Harriets kinder blev helt røde, kunne hun mærke. Det var ikke noget man kunne se, for pelsen skjulte heldigvis den slags, men føles, det kunne det. “Jeg føler, at jeg elsker hele verden nu, alle er mine søstre og brødre, og derfor har vi ingen fjender.”

“Hvad så med Mikkel Ræv? Er han ikke en af vore fjender?”

“Spørg ham, hvis du tør. Jeg tror, han elsker os, og han føler slet ingen fjendskab over for os. Han synes tværtimod, vi er dejlige.”

“Ja, sådan kan man også se på det. At kunne lide nogen kan jo forstås på flere måder.”

“Jeg vælger at tro på, at alt levende har kærlige følelser. Husker du min fætter Påskemorten, vi legede med sidste Påske? Han lærte mig, at vi alle er søstre og brødre, og at vi på en måde er ét. Senere rejste han ud i verden, og mødte så en kænguru, som lærte ham om livet. Og selv om nogle mente, han havde været i lommen på denne kænguru som bare havde narret ham, mener jeg, at det han lærte der, og nu lærer videre, er ægte. Jeg kan i hvert fald få tårer i øjnene, når han fortæller om, hvordan nattehimlens stjerner hvisker vidunderlige ting til os, mens vi sover.”

“Så kan jeg da bedre forstå, hvorfor du er så smuk. Hvis dine tårer dryppede ned i græsset, ville der nok vokse blomstrende paradisæbletræer op, for selv jorden ville blive rørt, og prøve at svare dig på en eller anden måde.”

“Nå, nu begynder det sørme at dryppe. Solen skinner så gyldent på de mørke skyer, som er ved at samle sig. Lad os finde noget læ, og vi må nok hellere sætte vore lange bagben foran. Med den sol, ser det ud til, at der kommer guldregn.”

/J.W.

Olie på lærred. 80 x 60 cm.

 

EN LIMFJORDSPERLE

Den fine, lille perle lå og kiggede på mørket. Det gjorde den tit, for den havde opdaget noget interessant ved det.

Den havde tænkt: ”Er mørket egentlig sort?”

Den opdagede, at mørket var noget særligt. Når perlen begyndte at tænke på noget, glemte den selve mørket et stykke tid. Den så i stedet for, kun det den tænkte på. Og den så det i naturlige farver. Den tænkte kun på smukke ting, når den tænkte.

Den kunne se nogle tågede farvepletter, når den kiggede på mørket. Den vidste godt, de kom fra den selv, men alligevel. Lukkede den øjnene og trykkede blidt på dem, så den nye ting.

”Mon de andre perler også har sådan nogle tanker,” tænkte den. Jeg er én lille perle i en kæde, hvor alle perlerne er samlede på en fin snor. De var som en familie, alle med et fint, boret hul hele vejen igennem.

Når kæden ikke blev brugt, havde perlerne fri. Så blev de lagt i en smuk æske med rødt fløjl. Det gav et lille klik, når æsken blev lukket, men man kunne ikke høre, når den blev åbnet. Når den blev åbnet strømmede lyset ind, og det fik perlerne til at føle glæde. De vidste nemlig, at de skulle pynte en hals nu. De talte altid pænt, for alle perlerne var ægte og fra ægte Limfjordsøsters.

Perlen vidste godt, hvor den var født. Den kunne ikke selv huske det, men alle perlerne havde fået fortalt om deres eventyrlige liv. Den kunne dog svagt huske den fine, let salte smag fra vandet i Limfjorden.

Når perlekæden hang om halsen på ejeren, og hun dansede, følte perlerne glæde og lykke. Også lysene, som skinnede i dem, fik det til at kildre. Det var en lykkelig tid.

Hvis bare ikke den hun dansede med havde været så uheldig, at få sin hånd indenfor hendes perlekæde, havde alt måske været godt. Men kæden gik i stykker, og perlerne blev slynget rundt omkring. De dansede og hoppede nede på gulvet, og spredtes i alle retninger. Der blev stor forvirring, og nogle forsøgte at feje perlerne sammen igen.

”Jeg er her, jeg er her, jeg er lige her,” skreg den lille perle, men ingen hørte den. Den var trillet ned i en sprække i det gamle gulv, og den blev mast mere og mere ned af trampende sko, som forsøgte at redde så mange af perlerne som muligt.

”Jeg er vist begyndt på noget helt nyt,” tænkte perlen. ”Måske er der nogen som finder mig en dag, og så tænker de nok: Nej, se en fin lille perle. Den skal bare vaskes, så bliver den lige så god som ny.”

Og det har den ganske ret i, for en ægte perle bliver ikke gammel på samme måde som mennesker. Den bliver ældre og ældre, men samtidig også finere og finere.

Så en gang bliver alt igen lige så dejligt som før.

/J.W.

KUNSTENS VEJ

De snakkede om i morgen, og de snakkede, om de dage der ville komme. I overmorgen ville nok blive bedre, end i går. Men kunne man få det at vide allerede nu? Og kunne man rutsje på regnbuen? Eller kunne den ikke holde til det?

De havde hørt, at uglen i kirkens tårn vidste besked om meget. Så de blev enige om at besøge den og spørge den om alle de ting.

Nær springvandet ved kirken havde en korsedderkop spundet et magisk net. Det så ud til, at det svævede frit i luften. Korsedderkoppen kunne også besvare mange spørgsmål. Men man skulle spørge på en særlig måde for at få svar. Uglen vidste hvordan.

Tårnet var vanskeligt at komme op i. Trapperne var smalle og slidte. De knirkede meget, når man gik på dem. Men der var ingen vej udenom, for uglen forlod aldrig sin elskede rede-vase. En gave fra en kunstmaler med alpehue. Han havde altid en pensel bag det ene øre.

”Tag først en gåtur på Kunstens Vej, når der har været regnvejr. Al slags magi findes der, og gå så til korsedderkoppen,” sagde uglen. Den vidste nemlig, hvad de ville spørge om.

Der var en, der spurgte den: ”Hvem tænder regnbuen på himlen og hvem slukker den igen. Og begynder regnbuen, hvor den ender, eller ender den, hvor den begynder?”

Korsedderkoppen svarede: ”I vandpytterne, ved stjerneklar fuldmåne, spejler svarene sig. Udenfor byens tid, og efter de regler, der hører kunsten til.

/J.W.

EN LILLE NATURHISTORIE

Grøftekanten var en grøn jungle for frøerne. Kom man gående, virkede den venlig med sine mange planter og skønne blomster. At der skete meget dybt inde i denne jungle, fik man ikke øje på.

Verden var stor, for de dyr som levede her. Nogle havde vovet sig helt ud over yderkanterne, og de der var kommet levende tilbage, kunne fortælle om en mærkelig verden udenfor deres dejlige grøftekant.

Udenfor lå en motorvej, og de der kunne fortælle om den sagde, den var en ørken, hvor intet groede. En ørken med farlige uhyrer, der kom farende, og lige så hurtigt var væk igen. De kørte alt ned, de kom i nærheden af, uden at spise det, og det gav ingen mening. For grøftens beboere mente, man levede af hinanden, så var der noget at spise, blev det spist. Hvad ellers?

På den anden side lå bondemandens mark, og det var noget, man kunne forstå og snakke om. I løbet af året forandrede marken sig. Nogle gange var der plovfurer, så var der gylden kornmark, senere stubbe og så smukt snelandskab. Her kunne man godt rejse på ferie, og det var der også nogle der gjorde. Men grøftekanten var deres hjem, som de altid længtes tilbage til.

Frøen havde hængt et skilt op på nogle seje græsstrå, hvorpå der stod: ”Hjem, kære hjem.” Det var der ingen der klagede over, for ordene var rigtige. Men der var regler, man skulle overholde. Politi var der ikke brug for. Der var dog nogle store biller, som så ud som om de ejede det hele og prøvede at holde lov og orden, men det var bare sådan, det så ud til.

”Jeg tror, vores grøftekant er det bedste sted at bo i hele verden,” sagde frøen til firbenet, som sad og solede sig på det øverste af en gren, der var faldet ned fra et af de smukke træer. ”Vi kan også få en dejlig svømmetur, når vi trænger til det. Jeg plejer at hoppe op i luften, holde mig for øjnene med den ene hånd og for næsen med den anden, og så lade mig falde. Det er mega sjovt.”

”Ja, enhver har sin lyst,” svarede firbenet. ”Sådan et hop ville få mig til at tabe halen. Nej, bare jeg kan få lov at nyde solen, og så ellers smutte væk, når jeg bliver bange, er jeg tilfreds. Det holder jeg mig til. Men måske skulle du tage dit plask nu, for jeg kan se, at storken er landet, og den elsker frøer. Og så skal du nok ikke sove uden at holde det ene øje åbent.”

Set udefra skete der ingenting i grøftekanten. De smukke blomster gav dog mange mennesker lyst til at plukke en lille buket, men storkens ankomst blev en oplevelse. For storken var blevet sjælden, og blev derfor næsten set som turist, selv om dens lange, røde ben og det frøfarlige næb, passede til det smukke, gamle Danmark.

/J.W.