EN LILLE NATURHISTORIE

Grøftekanten var en grøn jungle for frøerne. Kom man gående, virkede den venlig med sine mange planter og skønne blomster. At der skete meget dybt inde i denne jungle, fik man ikke øje på.

Verden var stor, for de dyr som levede her. Nogle havde vovet sig helt ud over yderkanterne, og de der var kommet levende tilbage, kunne fortælle om en mærkelig verden udenfor deres dejlige grøftekant.

Udenfor lå en motorvej, og de der kunne fortælle om den sagde, den var en ørken, hvor intet groede. En ørken med farlige uhyrer, der kom farende, og lige så hurtigt var væk igen. De kørte alt ned, de kom i nærheden af, uden at spise det, og det gav ingen mening. For grøftens beboere mente, man levede af hinanden, så var der noget at spise, blev det spist. Hvad ellers?

På den anden side lå bondemandens mark, og det var noget, man kunne forstå og snakke om. I løbet af året forandrede marken sig. Nogle gange var der plovfurer, så var der gylden kornmark, senere stubbe og så smukt snelandskab. Her kunne man godt rejse på ferie, og det var der også nogle der gjorde. Men grøftekanten var deres hjem, som de altid længtes tilbage til.

Frøen havde hængt et skilt op på nogle seje græsstrå, hvorpå der stod: ”Hjem, kære hjem.” Det var der ingen der klagede over, for ordene var rigtige. Men der var regler, man skulle overholde. Politi var der ikke brug for. Der var dog nogle store biller, som så ud som om de ejede det hele og prøvede at holde lov og orden, men det var bare sådan, det så ud til.

”Jeg tror, vores grøftekant er det bedste sted at bo i hele verden,” sagde frøen til firbenet, som sad og solede sig på det øverste af en gren, der var faldet ned fra et af de smukke træer. ”Vi kan også få en dejlig svømmetur, når vi trænger til det. Jeg plejer at hoppe op i luften, holde mig for øjnene med den ene hånd og for næsen med den anden, og så lade mig falde. Det er mega sjovt.”

”Ja, enhver har sin lyst,” svarede firbenet. ”Sådan et hop ville få mig til at tabe halen. Nej, bare jeg kan få lov at nyde solen, og så ellers smutte væk, når jeg bliver bange, er jeg tilfreds. Det holder jeg mig til. Men måske skulle du tage dit plask nu, for jeg kan se, at storken er landet, og den elsker frøer. Og så skal du nok ikke sove uden at holde det ene øje åbent.”

Set udefra skete der ingenting i grøftekanten. De smukke blomster gav dog mange mennesker lyst til at plukke en lille buket, men storkens ankomst blev en oplevelse. For storken var blevet sjælden, og blev derfor næsten set som turist, selv om dens lange, røde ben og det frøfarlige næb, passede til det smukke, gamle Danmark.

/J.W.