De snakkede om i morgen, og de snakkede, om de dage der ville komme. I overmorgen ville nok blive bedre, end i går. Men kunne man få det at vide allerede nu? Og kunne man rutsje på regnbuen? Eller kunne den ikke holde til det?
De havde hørt, at uglen i kirkens tårn vidste besked om meget. Så de blev enige om at besøge den og spørge den om alle de ting.
Tårnet var vanskeligt at komme op i. Trapperne var smalle og slidte. De knirkede meget, når man gik på dem. Men der var ingen vej udenom, for uglen forlod aldrig sin elskede rede-vase. En gave fra en kunstmaler med alpehue. Han havde altid en pensel bag det ene øre.
”Tag først en gåtur på Kunstens Vej, når der har været regnvejr. Al slags magi findes der, og gå så til korsedderkoppen,” sagde uglen. Den vidste nemlig, hvad de ville spørge om.
Der var en, der spurgte den: ”Hvem tænder regnbuen på himlen og hvem slukker den igen. Og begynder regnbuen, hvor den ender, eller ender den, hvor den begynder?”
Korsedderkoppen svarede: ”I vandpytterne, ved stjerneklar fuldmåne, spejler svarene sig. Udenfor byens tid, og efter de regler, der hører kunsten til.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar