HÆKKENFELT

Hvis man ikke havde set dem, vidste man ikke, at den grønne hæk ved fortovet, var hjem for mange gråspurve. De fløj hurtigt ind i hækken, som når man strør en stor håndfuld korn ud til hønsene.

Men Katinka vidste det. Hun så det næsten hver gang, for hun holdt øje med det. Hun var en fin kat på næsten ti år. Hun havde prøvet mange ting, og at liste lydløst var hun dygtig til. Hun kunne også være hurtig som et lyn.

Nu fløj flokken af gråspurve pludselig op fra hækken. Som en lille sky. Kun én af spurvene kom ikke med, og det var Katinkas skyld.

Snart var gråspurvene igen samlede i hækken. Så begyndte en af dem at fortælle om en spurv, der havde hoppet fra gren til gren i træet ved siden af. Højere og højere var den kommet, og til sidst var den smeltet sammen med en smuk solstråle. Siden havde den kun sunget syvsanger-sangen:

“En to tre fir’ fem seks syyyyyyyv, en to tre fir’ fem seks syyyyyyyv.”

“Kunne den så ikke hjælpe os med at holde øje med Katinka eller måske bare genne hende væk?,” var der én som spurgte.

“Den siger, at den eneste måde vi kan undgå hende på er, at fortælle hende, hun skal blive vegetar. Ellers får hun aldrig vinger.”

”Vi kunne måske også gøre som syvsangeren og hoppe op i en solstråle. Men der vil sikkert komme en ny kat, når Katinka ikke kan jage os mere. Og så må vi holde øje med den. Jeg er begyndt at øve mig på syvsangerens sang, og jeg vil jeg gøre, så meget jeg kan, for at holde Katinka væk. Det var måske ikke så dumt at blive forgyldt af en solstråle, i stedet for at blive spist af en kat. Sangen er ikke så svær at synge, hvis man øver sig en time om dagen: En to tre fir’ fem seks syyyyyyyv.

Men Katinka er altså ikke blevet vegetar endnu, skulle jeg hilse at sige.”

/J.W.