Den fine, lille perle lå og kiggede på mørket. Det gjorde den tit, for den havde opdaget noget interessant ved det.
Den opdagede, at mørket var noget særligt. Når perlen begyndte at tænke på noget, glemte den selve mørket et stykke tid. Den så i stedet for, kun det den tænkte på. Og den så det i naturlige farver. Den tænkte kun på smukke ting, når den tænkte.
Den kunne se nogle tågede farvepletter, når den kiggede på mørket. Den vidste godt, de kom fra den selv, men alligevel. Lukkede den øjnene og trykkede blidt på dem, så den nye ting.
”Mon de andre perler også har sådan nogle tanker,” tænkte den. Jeg er én lille perle i en kæde, hvor alle perlerne er samlede på en fin snor. De var som en familie, alle med et fint, boret hul hele vejen igennem.
Når kæden ikke blev brugt, havde perlerne fri. Så blev de lagt i en smuk æske med rødt fløjl. Det gav et lille klik, når æsken blev lukket, men man kunne ikke høre, når den blev åbnet. Når den blev åbnet strømmede lyset ind, og det fik perlerne til at føle glæde. De vidste nemlig, at de skulle pynte en hals nu. De talte altid pænt, for alle perlerne var ægte og fra ægte Limfjordsøsters.
Perlen vidste godt, hvor den var født. Den kunne ikke selv huske det, men alle perlerne havde fået fortalt om deres eventyrlige liv. Den kunne dog svagt huske den fine, let salte smag fra vandet i Limfjorden.
Når perlekæden hang om halsen på ejeren, og hun dansede, følte perlerne glæde og lykke. Også lysene, som skinnede i dem, fik det til at kildre. Det var en lykkelig tid.
Hvis bare ikke den hun dansede med havde været så uheldig, at få sin hånd indenfor hendes perlekæde, havde alt måske været godt. Men kæden gik i stykker, og perlerne blev slynget rundt omkring. De dansede og hoppede nede på gulvet, og spredtes i alle retninger. Der blev stor forvirring, og nogle forsøgte at feje perlerne sammen igen.
”Jeg er her, jeg er her, jeg er lige her,” skreg den lille perle, men ingen hørte den. Den var trillet ned i en sprække i det gamle gulv, og den blev mast mere og mere ned af trampende sko, som forsøgte at redde så mange af perlerne som muligt.
”Jeg er vist begyndt på noget helt nyt,” tænkte perlen. ”Måske er der nogen som finder mig en dag, og så tænker de nok: Nej, se en fin lille perle. Den skal bare vaskes, så bliver den lige så god som ny.”
Og det har den ganske ret i, for en ægte perle bliver ikke gammel på samme måde som mennesker. Den bliver ældre og ældre, men samtidig også finere og finere.
Så en gang bliver alt igen lige så dejligt som før.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar